Grapesalat med vandmelon, avocado, granatæble og andet godt. En dejlig simpel og sommerlig salat med masser af saft og syrlighed. Denne her salat skal jeg virkelig snart lave igen, for den var bare hammergod.
Grapesalat med vandmelon og avocado
Her er en opskrift på en sommersalat der passer perfekt til den ellers fede grillmad, salaten er nemlig dejlig frisk og saftig. Den består af alt det gode: vandmelon, grapefrugt, avocado, mozzarella og granatæblekerner. På toppen er der sprøde cashewnødder og basilikum. Her er nok til 4 personer, hvis salaten er som tilbehør. Jeg kommer med lidt forslag nedenfor til hvad du kan servere til. Velbekomme.
Grapesalat
Forberedelsestid
20 minutterSamlet tid
20 minutterIngredienser
- 2 grapefrugter
- 200 g vandmelon
- 1 avocado
- 80 g mozzarellakugler
- kernerne fra 1/2 granatæble
- en lille håndfuld frisk basilikum
- en lille håndfuld cashewnødder
- 2-3 spsk. olie
- 1 spsk. citronsaft
- et drys salt og peber
Sådan gør du
- Skær grapefrugten ud i “fileter” og skær også vandmelon ud i mindre stykker, eller som jeg: brug en melonske. Så får man de her fine små kugler. Kom det på en tallerken.
- Skær avocado ud i stykker og dræn vandet fra osten. Kom begge dele hen over grave og vandmelon.
- Klargør granatæblet og kom kernerne over salaten
- Top med basilikum (grofthakket)
- Rist cashewnødder på en tør pande og kom dem over salaten
- Hæld en smule olie hen over, pres lidt citronsaft og drys med lidt flagesalt og peber
Andre sommersalater
Se også denne her melonsalat med blåbær og avocado, den smager virkelig også godt og er min mest populære sommersalat. Ellers elsker jeg virkelig også en tomatsalat med jordbær, hvis I ikke har prøvet det, så lov mig lige at gøre det. Tomat og jordbær lyder måske som en underlig kombi, og det skal også helst være cherrytomater, da de er syrlige fremfor store tomater der er mere søde. Men ja, vildt lækkert også.
Kan du skifte grape ud?
Måske er du en af dem der ikke lige helt er nede med den syrlige og lidt beske citrusfrugt. Jeg er selv lidt uenig med mig selv nogle gange. Jeg synes den er så saftig og har den bedste smag i saften, men alligevel kan man godt vrænge lidt på næsen over den. Det er hvert fald vigtigt at få fjernet alt det her hvide skind der sidder på den, da det er det der kan smage bittert. Hvis du nu gerne vil undgå grapefrugten, kan den sagtens skiftes ud med appelsin eller mandarin.
Server din grapesalat sammen med
- Kyllingenuggets (simpelthen bare verdens bedste)
- Karbonader eller frikadeller (hvis der skal være lidt mormor over det) – måske endda også sammen med verdens bedste flødekartofler
- Bbq kylling
- Köfte (tyrkiske frikadeller)
- Laks med pesto eller fiskefrikadeller
Husk også at I er altid er velkomne til at følge med ovre på min instagramprofil. Her er masser af inspiration til nemt og sundt hverdagsmad
Kommentarer