Flammkuchen er en hvid pizza smurt med creme fraiche, med rødløg og sprød bacon. Jeg elsker hvide pizzaer, både dem med kartofler, dem med pesto og sådan en som denne her. Mit bud på en hjemmelavet flammkuchen er super nemt. Jeg har nemlig snydt mig til en købt pizzabund. Derfor tager det kun 10 minutters tid at smide sin pizza sammen og 10 minutters tid i ovnen. Det er jo nemt og dejlig perfekt til en hverdagsaften.
Flammkuchen opskrift
Hvis du vil lave din pizzadej selv, har jeg en opskrift her. Det bliver den bestemt ikke ringere af, men nogle gange må det også bare gerne være super nemt. Denne her pizza kan laves på 20 minutter i alt, og mens den er i ovnen – kan du jo smække en lækker tilbehørssalat sammen også. Jeg kommer med forslag nedenfor. Jeg har brugt lidt svampe også til fyldet, det kan sagtens undlades – men jeg synes det smager så godt. Men først får du opskriften på nem flammkuchen og en tilhørende video. Velbekomme
Opskrift på flammkuchen
Opskriften rækker til en enkelt pizza. Hvis man serverer godt med salat til, rækker det cirka til to personer.
Forberedelsestid
10 minutterTilberedelsestid
10 minutterSamlet tid
20 minutterIngredienser
- 1 færdigbagt pizzabund
- 3-4 spsk. creme fraiche
- 3-4 spsk. valgfri ost, jeg har brugt en aged havarti fra Castello
- 150 g bacontern
- 5-6 brune champignon
- 1-2 fed hvidløg
- 1/4 rødløg
- evt. frisk basilikum
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 220 grader og lad en bageplade eller et bagestål være derinde
- Smør din pizzabund med cremefraiche og smuldr lidt ost over
- Skyl champignon og skær i skiver, steg dem + bacon i 5 minutters tid på panden, det behøver ikke blive helt sprødt da det bages færdigt i ovnen også. Kasser ovenskydende fedt og kom det på pizzabunden
- Kom skiver af rødløg på og bag i 10 minutters tid, til bacon er sprødt og osten er smeltet.
- Anret med friske krydderurter hvis du synes
Nemt med færdiglavede bunde
Jeg ville nok lave lidt forskellige pizzaer, da sådan en enkelt måske kun rækker til en eller to. Så jeg ville nok købe et par af de her færdigbagte bunde og så lave en flammkuchen som her og måske en eller to andre også. Dertil lidt salat. Det kan også være du bare skal lave to af de her flammkuchen og så servere lidt salat til. Det afhænger selvfølgelig også af hvor mange i er. Selve pizzaen her er bare SÅ nem, da bunden jo er lavet og der ikke engang skal laves en pizzasauce. Så overskuddet kunne muligvis godt være der, til at kreere en salat til eller en anden slags pizza også. Se andre pizzaer her.
Video af flammkuchen
Server en tilbehørssalat sammen med din pizza
Jeg synes det er lækkert at spise lidt salat sammen med pizza. Jeg elsker pizza, men det er også lidt fed og lidt meget brød. Så derfor foretrækker jeg klart at man får en let og gerne frisk og syrlig salat sammen med. Her kommer lidt bud på gode tilbehørssalater. Måske en af dem falder i din smag.
- spidskålssalat, denne er bare perfekt som tilbehør til rigtig mange retter. Bestemt også til en pizza
- tomatsalat med burrata
- råkostsalat med rødbede, gulerod og æble
- broccolisalat med æble og valnødder
- avocadosalat med ristede kikærter
Se andre hverdagsretter der kan laves på max 20 minutter
Hvis du mangler inspiration til hverdagsmad der kan kreeres på ingen tid, så kan du prøve en af de her retter.
- En eller andet sandwich. Det er jo dejlig nemt til travle dage. Jeg har mange her på siden, f.eks. en med skinke og ost. Denne har også lidt ruccola, tomat og soltørret tomat i samt en senneps-mayo. Ellers kan du prøve en med æg og rejer, eller en med laks og avocado.
- Wraps, f.eks. en med et spejlæg, laks og avocado eller de her big mac wraps
- Avocado toast med tomat og citronskal
- Butterdejstærte med tomater og hvidløg
Følg meget gerne med på min instagramprofil, hvor jeg deler en masse inspiration til især sundere mad og en aktiv livsstil. Både opskrifter, billeder, smoothiesversioner, madplaner mm. Du er også meget velkommen til at tilmelde dig mit nyhedsbrev her, det er helt gratis. Så modtager du mine madplaner på mail hver uge. De er nemme, grønne og hverdagsagtige, og der medfølger en indkøbsliste her uge.
Kommentarer