Citronsnurrer med hvid chokolade

Citronsnurrer med hvid chokolade, marcipan og birkes. De saftigste, syrlige og let søde snurrer med citron er den perfekte kage til dem, som ikke er til de alt for søde sager. Find vores bedste opskrift på citronsnurrer nedenfor.

citronsnurrer

citronsnurrer

Citronsnurrer med hvid chokolade

 

Her får du opskriften på disse lækre citronsnurrer med marcipan. Vi har tilføjet hvid chokolade, som giver lidt sødme, men du kan sagtens undlade det. Vi har også prøvet at bage dem uden, og det fungerer også glimrende! Opskriften giver 14-16 skønne snurrer – perfekte til eftermiddagskaffen eller brunchbordet. Og du kan snildt fryse dem ned og tage en enkelt eller to op ad gangen. De er perfekte efter en hurtig tur på brødristeren eller i ovnen.

Citronsnurrer med hvid chokolade

Opskrift til 14-16 snurrer

Samlet tid

2,5 time

Ingredienser

Dej

  • 250 g kold sødmælk
  • 25 g gær
  • 50 g sukker
  • 1 æg
  • 5 g salt
  • 5 g kardemomme
  • 500 g hvedemel
  • 75 g blødt smør

Remonce

  • 130 g marcipan
  • 130 g sukker
  • 1 stor tsk. vaniljesukker
  • 140 g smør
  • 5 g birkes
  • Skallen og saften fra 1 citron
  • 75 g hvid chokolade

Desuden

  • 1 æg til pensling
  • 1 dl vand + 1/2 dl sukker til glace, når de er kommet ud af ovnen
  • Evt. perlesukker og ekstra citronskal til pynt

Sådan gør du

DEJ:

  1. Rør gær ud i sødmælk. Tilføj sukker og rør igen.
  2. Rør æg, salt, kardemomme og hvedemel ud i gærblandingen. Rør på røremaskine ved middelhøje omdrejninger i cirka 7-10 minutter, eller til dejen slipper kanterne og får en blank overflade.
  3. Tilsæt smør og rør igen, til dejen er ensartet.
  4. Dæk skålen med film og et viskestykke, og lad den hæve på køkkenbordet i 45 minutter.
  5. Mens dejen hæver, kan du forberede remoncen.

REMONCE:

  1. Riv marcipanen på et rivejern, og bland godt sammen med sukker og vaniljesukker.
  2. Bland med de resterende ingredienser til remonce, på nær hvid chokolade. Smag evt. remoncen til med lidt mere citron, hvis du synes.
  3. Hak den hvide chokolade, og stil til side sammen med remoncen.

FORM OG BAG SNURRERNE:

  1. Når dejen er færdighævet, rulles den ud på et meldrysset bord i en rektangulær form.
  2. Remoncen fordeles på dejen. Drys med den hvide chokolade. Fold dejen ind over sig selv på midten, så der kommer to lag. Rul den forsigtigt lidt ud igen, men uden at den går i stykker.
  3. Skær strimler af dejen, som er cirka 2 cm tykke stykket. Twist hver striml så mange gange du kan, uden at den går i stykker. Fold snoningen rundt om sig selv som en snegl (se videoen nedenfor for fremgangsmåde). Læg den yderste snip af dej ind under resten af snurren, så den ikke løfter sig under bagningen.
  4. Fortsæt med alle snurrer, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad snurrerne efterhæve en lille halv times tid med viskestykke over.
  5. Tænd ovnen på 200 grader.
  6. Pensl snurrerne med et sammenpisket æg. Sæt i ovnen i 8-10 minutter. Ovne er forskellige, så giv dem blot til de er gyldne.
  7. Imens snurrerne er i ovnen forberedes sukkerglacen, som de skal pensles med, når de kommer ud.
  8. Varm sukker og vand op i en gryde. Tag det af varmen, når sukkeret er opløst i vandet.
  9. Når snurrerne kommer ud af ovnen, pensles de med glace – så bliver de mere blanke og flotte. Drys evt. med perlesukker og lidt ekstra revet citronskal. Sæt på en bagerist og lad dem køle let af.

Bedøm denne ret

Video af citronsnurrer


citronsnurrer med hvid chokolade

Andre skønne snurrer

Snurrer er geniale i alle mulige forskellige afskygninger. Både de søde og de salte. De kan bruges til madpakken, til frokost, som kage til kaffen og som tilbehør til suppen.

snurrer med citron

Nyhedsbrev, Facebook og Instagram

Følg endelig også med inde på min Facebook-side og på min Instagram-profil, hvor jeg hver dag deler inspiration til lækker hverdagsmad og andet skønt bagværk. Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev, hvor jeg hver fredag sender en madplan ud med tilhørende indkøbsliste. Så er der inspiration til aftensmaden den kommende uge!

Kommentarer

  1. Æv nåede at se mig lun på dem, inden jeg så at man skal bruge en røremaskine.
    Kan æltekrogene på en el-pisker bruges istedet for? 🤞🏾
    Hilsen Vivian

    1. Ja det tror jeg sagtens du kan. Har ikke lige prøvet, men tænker sagtens man kan 🙂

Vis alle kommentarer (2)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret