Tænker der er mange, som kender den der situation, hvor man lige går forbi sådan en churrosbod på Strøget eller i Tivoli, og man bare får ustyrlig lyst til at sætte tænderne i sådan fedtet, sprød herlighed. Amen, de smager jo bare så godt! Nu har jeg prøvet at lave mine egne, og de blev ret så gode. Det er lige med at finde en tykkelse på dejen, der er perfekt og en tyl som passer hertil. Men endelig har jeg fundet frem til en god kombi. Få min opskrift på churros med chokoloadesauce nedenfor.
Churros med chokoladesauce
Churros eller spanskrør, hvad end man kalder dem, dufter helt fantastisk og smager så lækkert. Jeg har allerede lyst til at lave en portion mere, nu jeg sidder og skal skrive opskriften ind.
Så hvordan laver man churros? Det er faktisk ganske nemt. Man laver blot dejen, som faktisk minder meget en vandbakkelsesdej. Så skal dejen blot ned i en sprøjtepose og sprøjtes ud i rør i frituren – i den længde du ønsker. Efter ca. 40 sekunder bliver de bare helt perfekte fedtede og sprøde uden på og dejlig bløde inden i. Jeg har trillet mine i kanelsukker, drysset med lidt flormelis og serveret med en chokoladesauce.
De er perfekt som snack til eftermiddagshyggen eller som dessert, især her i juletiden. Server dem på en tallerken eller i kræmmerhuse, hvis det skal være helt ligesom når man køber dem. Jeg håber, at du kan bruge opskriften.
Ingredienser
Churros
- 3 dl vand
- 50 g sukker
- 50 g smør
- 1 nip salt
- 3 dl mel
- 1 spsk. vaniljesukker
- 3 æg
- fritureolie eller palmin
- 1 dl kanelsukker
Chokoladesauce
- 1,5 dl fløde
- 65 g mørk chokolade
Sådan gør du
- Kom vand, salt, sukker og smør i en gryde og varm op til smørret smelter
- Kom det i en skål og rør melet og vaniljesukkeret ud her i. Jeg brugte en røremaskine og hældte melet i lidt af gangen, til det var en samlet masse.
- Kom et æg i af gangen og rør undervejs.
- Når din dej er samlet og er ganske smidig, kommes den i en sprøjtepose – med en lille stjernetyl i enden.
- Varm palmin op i en gryde. Det skal varmes godt op inden du sprøjter churros heri. Jeg sætter den på 7-8 ud af 9 på komfuret. Lav en lille test ved at lægge et lille stykke dej i. Hvis det bobler godt omkring det, uden at sprutte ud over det hele – er din palmin klar. Skru ned på 7 når den er klar, så den ikke bliver mørk.
- Sprøjt nu de her lange tynde churros ud i dejen og klip dem fri, når du synes de er lange nok. Mine er ca. 10 cm.
- Lad dem ligge cirka 20 sekunder på hver side og tag dem så op og lad dem duppe af på et stykke køkkenrulle. Du kan godt have 3-4 stk. i gryden samtidig.
- Når de har ligget på køkkenrullen bare 10-15 sekunders tid, er de klar til at blive vendt i kanelsukker. Olie må nemlig stadig gerne være lidt fedtet i det, så kanelsukkeret hænger fast
CHOKOLADESAUCE:
- Kom fløde i en gryde og varm op til det lige præcis koger. Tag det her af varmen.
- Kom chokoladen i og lad det smelte, imens der røres lidt rundt
- Kom det i en skål og dyp dine friturestegte og kanelvendte churros her i
Hvor stammer churros fra?
Som navnet spanskrør også indikerer, så er de opfundet i Spanien af spanske hyrder. Churros var nemlig hurtige og lette at tilberede over bål, så det var egentlig sådan de kom til, da hyrderne selvsagt ikke havde et bageri liggende om hjørnet. De er efterfølgende blevet poplulære i mange andre lande også, inklusiv Danmark, hvilket vi nok er mange der sætter pris på ;o).
Dyp dine churros i…
Jeg har som sagt lavet en simpel, lækker chokoladesauce til som man kan dyppe dem i. Ellers kunne man også lave churros med softice. Smager altså også bare godt at dyppe dem i en klat softice. Måske også/eller en hjemmelavet karamel sauce. Jeg har to forskellige varianter på bloggen. Den ene er dulce de leche, som er lavet af en dåse kondenseret mælk og en anden er en karamelsauce, som er lavet på lavet på smør, sukker og fløde.
Andre lignende snacks til eftermiddagshyggen
- Vafler i alle mulighe afskygninger – belgiske vafler, isvafler, bananvafler med kardemomme, eller måske chokoladevafler.
- Den bedste opskrift på æbleskiver – det er jo bare et must her i December.
- Almindelige gammeldags pandekager eller amerikanske pandekager.
Kommentarer