Jeg håber I har lyst til at prøve opskriften på blommegalette af, jeg lover jer den er SÅ god, især med en generøs klat cremefraiche og en god kop kaffe til. Tærten kan i øvrigt sagtens fryses, og blot varmes op en anden god gang.
Blommegalette med brunet smør og marcipan
Denne her blommegalette er med brunet smør i bunden, efterårets skønne blommer og et lækkert marcipanfyld på toppen. Blommer er helt fantastiske lige nu, de er søde, syrlige og saftige på én gang, hvilket gør dem yderst egnede til en tærte. Jeg har bagt bunden med brunet smør, som giver en nøddeagtig smag. Dernæst kommer et lag af en hulens masse smukke friske blommer, og til sidst toppes tærten med et lag marcipancreme. Når tærten bages bliver det øverste marcipanlag dejlig sprødt og fedtet.
Smør til blomme galette
Man kan godt lave kagen uden at brune smørret, så kan du enten vælge blot at smelte det, eller du kan komme det i skålen direkte fra køleskabet og så mase dejen sammen. Dog vil jeg anbefale lige at lade det stå på køkkenbordet til det bliver lidt blødt, så er det altså meget nemmere at arbejde med.
Opskrift på blommegalette
Ingredienser
Brunet smør
- 150 g smør
Tærtebund
- 100 g af det brunede smør
- 150 g hvedemel
- 1 stor spsk. flormelis
- 1 æg
Blommelag
- 4-5 blommer, alt efter hvor stor en bund, du har rullet ud
Marcipanfyld
- 100 g marcipan
- 50 g brunt farin
- de sidste 50 g af det brunede blødt smør
- 2 æg
Sådan gør du
Brunet smør
- Kom 150 g smør i en gryde ved svag-middelvarme og lad det smelte.
- Når det er smeltet og vallen er faldes til bunds, skruer du lidt op for varmen (op til middelvarme)
- Smørret skal boble lidt og begynde at dufte af nødder. Det tager et par minutter, men pas på det ikke bliver for brændt.
- Sluk derefter for varmen, og si smørret over i en ren skål. Det er sindssygt varmt, så hæld det ikke over på glas, det sprænger! (Taler af erfaring)
Tærtebund
- Start med at tænd ovnen på 200 grader, varmluft
- Kom alle 4 ingredienser i en skål og ælt dejen sammen
- Rul den ud på et stykke bagepapir til en stor cirkel
Blommelag
- Skyl blommerne og skær dem i tynde skiver
- Læg skiverne i en cirkel (som vist på billedet) oven på bunden
- Fold siderne ind over, så det yderste lag blommer dækkes af bunden. Pres den sammen, hvis den er ved at gå i stykker nogle steder
Marcipanfyld
- Kom alle 4 ingredienser i en skål (jeg brugte blot skålen fra før for at spare opvask, den behøver ikke gøres rent inden)
- Rør dem sammen med en elpisker
- Hæld marcipancremen over blommerne, den skal bliver indenfor de sammenfoldede kanter
- Bag kagen i ovnen i ca. 20 minutter. Hold øje, så den ikke bliver brændt
- Spis med cremefraiche og/ eller drys kagen med flormelis
Hvordan opbevares blommer
Vidste du godt at blommer ikke bør opbevares sammen med grøntsager? Jeg gjorde ikke, men har læst mig frem til at de producerer ethylen, som kan få fx tomater til at modne for hurtigt eller give gulerødder en bitter smag.
Andre lækre frugttærter
- jordbærtærte (både en sund jordbærtærte og en klassisk jordbærtærte)
- rabarbertærte
- en sundere pæretærte
- æbletærte
- citrontærte med marengs
Instagram og gratis nyhedsbrev
Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge
Hvor mange er opskriften beregnet til?
Alt efter hvor store stykker I snupper, vil jeg sige omkring 8 personer. Eller måske 6 😉 Der kan blive til ca. 8 stykker