Mulligatawny er en indisk suppe, som hos mig er med kylling og masser af grønt. Jeg har faktisk lavet retten knap så tynd, så det er mere en gryderet, der kan spises med ris. Men man kan også komme ekstra væske ved og på den måde spise den som en suppe.
Mulligatawny
Uhm her snakker vi altså lige en ret for mig. Sådan en lækker varm og krydret omgang simremad med masser af grønt og kylling. Retten er indisk, hvorfor det lidt anderledes navn mulligatawny. Jeg har som sagt leveret min sammen med ris, men den kan også sagtens blive til en klassisk suppe. I så fald kan du komme mere væske i.
Retten her giver en stor portion (ca 6 personer). Der er rig mulighed for at komme med justeringer til opskriften. Hvis man ikke lige er til den indiske krydderblanding, kan man justere lidt på smagene og undlade nogle krydderier. Hvis der er grøntsager man lige har liggende og gerne vil have med, kan man sagtens justere. F.eks. kan blomkål, sukkerærter eller grønne bønner også bruges. Hvis du foretrækker skært oksekød frem for kylling, er dette også en mulighed.
Jeg håber I vil give denne mulligatawny et forsøg, den smagte bare brand lækkert.
Muligatawny - indisk gryderet
Forberedelsestid
25 minutterTilberedelsestid
15 minutterSamlet tid
40 minutterIngredienser
- olie til stegning
- 1 tsk gurkemeje
- 3 tsk spidskommen
- 1 tsk tørret koriander
- 3 tsk karry
- 1 tsk kanel
- 1 tsk kardemomme
- 3 tsk salt
- 500 g kyllingefilet
- 1 peberfrugt
- 1 løg (gerne forårsløg)
- 3 fed hvidløg
- 2 store gulerødder
- 5 cm frisk chili
- 1 dåse hakket tomat
- 1/2 liter madlavningsfløde, kokosmælk eller piskefløde
- 1/2 dåse ferskner i sukkervand
Tilbehør og toppings
- Fuldkornsris
- Frisk persille
- Mango
- Forårsløg
- Salte peanuts
- Rød chili
Sådan gør du
- Kog risene efter anvisning
- Hak peberfrugt, gulerødder, løg, hvidløg og chili i den størrelse du ønsker
- Kom lidt olie på en wok og brænd krydderierne af, så det dufter skønt i hele hytten
- Steg kyllingen her i til den er brunet af, tag så kyllingen op igen og læg den på en tallerken
- Kom lidt mere olie i wokken og tilføj de hakkede grøntsager
- Tag fersknerne op og hak dem i lidt mindre stykker, kom dem ned til resten af wokken sammen med halvdelen af sukkervandet
- Kom dåsen med hakket tomat og fløde ned til retten og kom nu kyllingen tilbage igen
- Lad det hele simre i 15 minutters tid imens du klargør dine toppings
- Så er det ellers bare at tage for sig af ris, sauce og friske toppings
Andre indiske retter
Hvis du også elsker det indiske køkken, vil jeg anbefale dig at prøve disse retter af.
- lun indisk kikærtesalat
- aloo gobi, som er en vegetarisk gryderet
- dahl, denne indiske dahl er med kylling
- indisk simremad med oksekød
- indisk naanbrød
- indisk simreret med kylling
- mangochutney – en kombi man kan marinere kylling i, det smager perfekt f.eks. i pitabrød.
Instagram og gratis nyhedsbrev
Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.
Jeg er lidt i tvivl…er tørret koriander det samme som stødt koriander?
Ja helt det samme 🙂
Hej Julie. Er det korrekt at der kun skal 50 gr kylling i retten?
Undskyld, det er en tastefejl 😉 Det er 500 g der skal bruges. Tak for at opdage det. Kh. Julie
Sikke en lækker aftensmad – har aldrig set min dreng på 9 måneder spise så meget før (;
Åh det er en dejlig kommentar. Jeg synes det er super fedt, når voksne kan lide min mad – men når børn også spiser det, så bliver jeg rigtig glad 😉
Hej Julie. Sikke en lækker ret. Kunne man ikke bytte madlavningsfløden ud med kokosmælk? ☺
Hej Emma. Mange tak, det kan du 100 % sagtens 😀