Cookies med chokolade

Cookies – amerikanske chocolate chip cookies, her får I min bedste cookies opskrift. Chokolade cookies som er sprøde, fedtede, søde, saltede og – I ved, sådan chewy i sin konsistens. Sådanne småkager ville jeg gerne prøve at fremskaffe til jer her på min blog. Jeg har nemlig en opskrift på lidt mere sunde cookies her på siden allerede, men jeg mangler en helt klassisk opskrift på helt almindelige sukkerfyldte småkager. Jeg synes de her ramte plet og jeg har glædet mig til at dele opskriften med jer. Så her er min opskrift på cookies med chokolade

cookies med chokolade

cookies

Cookies opskrift

 

Chocolate chip cookies er jo så godt, altså helt ekstremt godt! Jeg har bagt disse småkager i denne underlige og triste tid, hvor vi alligevel bare skal gå og kukkelure her hjemme. Så kan man jo lige så godt få det bedste ud af det og lave lidt hyggeligt. Dette er en meget nem opskrift på cookies, hvor alle kan være med.

Jeg elsker søde sager og har også en sød tand, dog synes jeg rigtig mange kager og måske i særdeleshed cookies kan være alt for søde. Det bryder jeg mig heller ikke om. Så jeg ville gerne lave en cookies opskrift som selvfølgelig stadig skal være sød, men ikke så sød at man nærmest kun kan smage sukker. Jeg har tilsat lidt mørk chokolade til mine, men du kan også sagtens bruge hvid chokolade, en slags chokolade med smag (f.eks. appelsin). Du kan komme nødder, rosiner eller tranebær i din opskrift på cookies.

Jeg håber den kan bruges, nemme cookies med chokolade.

Cookies med chokoladestykker

Opskrift til 12-15 cookies alt efter størrelse

Forberedelsestid

20 minutter

Tilberedelsestid

på køl mindst 1,5 timer

Samlet tid

Omkring 2 timer

Ingredienser

  • 100 g sukker
  • 100 g brun farin
  • 110 g blødt smør - stuetemperatur
  • 1 æg
  • 200 g hvedemel
  • 1/2 tsk. salt + lidt flagesalt til toppen
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. bagepulver
  • 180 g chokolade

Sådan gør du

  1. Tag smør ud af køleskabet, så det kan få stuetemperatur
  2. Pisk nu smørret i et minuts tid
  3. Kom sukker og brun farin ved og pisk atter et par minutter.
  4. Tilsæt æg og pisk igen, et par minutter.
  5. Kom så mel, salt, vaniljesukker og bagepulver i skålen og rør det sammen med en dejskraber
  6. Hak chokoladen groft og kom i
  7. Kom et stykke film over skålen og stil den på køl, bare lige til det bliver fast nok til at du kan trille kugler.
  8. Del dejen op i 14-15 hvis du ønsker mellemstørrelse, så vejer de 50 g hver. Eller lav 12 forskellige a 60 g, så er de lidt større (det er mine på billederne her)
  9. Rul dem til kugler og stil nu de her kugler tilbage i køleskabet i en times tid. Det er nemlig det der giver den bløde chewie midte, – at smørret når at blive helt koldt igen og midten i din cookie varmes langsommere op i ovnen end kanterne. Det giver sprøde kanter og blød midte.
  10. Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  11. Kom de kolde kugler på en bageplade beklædt med bagepapir med god afstand mellem hver, de flyder ud. Kom dem i ovnen.
  12. Efter 16-17 minutter er de færdige (i hvert fald i min ovn, men ovne er forskellige, så hold øje allerede efter 12 minutter). De må gerne være gyldne og sprøde i kanten, men bløde og let ubagte i midten. De skal nok nå at sætte sig mere når de køler af.
  13. Hiv bagepapiret over på en rist, så de kan blive helt sprøde

Bedøm denne ret

 

Andre opskrifter på hjemmelavede lækre småkager

 

 

Andre opskrifter på små søde snacks som disse

 

 

Hvilken cookie opskrift skal man vælge ud af alle dem på siden her?

Jeg vil klart sige denne her! Selvom jeg selvfølgelig også synes de andre jeg har er gode, er det her i min optik verdens bedste cookies. De lever bare op til alle mine krav til den helt perfekte cookie. Den er sprød ude i kanten og dejlig blød i midten. De er let salte, uden at være alt for salte. De har store stykker mørk chokolade og godt med smør i opskriften. Ejmen de skal bare prøves.

 

Hvordan opbevarer man cookies så de stadig er gode dagene efter?

Lad dem køle helt af på en rist inden du pakker dem ned. Kom dem i en lufttæt beholder. Du kan evt. komme bagepapir eller mellemlægspapir i mellem dem, for at sikre de ikke klistrer sammen. Det synes jeg dog ikke er et problem med mine.

 

Kan man fryse en cookie dej?

Ja det kan du sagtens. Frys de usagte dejkugler ned og lad dem tø op på bagepladen beklædt med bagepapir. Så skal du nemlig ikke rykke yderligt på dem. De behøver ikke at tø helt op inden du kommer dem i ovnen. De må stadig gerne være meget kolde – så skal de dog bare bage lidt længere tid end hvis dejen er helt optøet.

Hvad hvis jeg laver mindre cookies, skal de så have lige så lang tid i ovnen?

Nej, så ville jeg give dem lidt kortere tid i ovnen. Men igen, ovne er så forskellige – så sørg for at holde øje med dem, så de ikke pludselig er blevet brændte. Det er jo også lidt forskelligt om man ønsker sine småkager helt sprøde. Eller om man er til den lidt mere bløde midte. De 15 minutter her gør dem ret sprøde og knap så bløde inde i midten.

 

Hvor lige kan de holde sig?

Selve cookiedejen kan holde sig 3 dage i køleskabet, inden du bager dem. Hvis først de er bagte, kan de holde sig sprøde og lækre i cirka 5 dage i en lufttæt beholder. Hvis du fryser dejen ned, kan denne holde sig flere måneder. Jeg ville nok bage dem inden for 2-3 måneder.

cookies

Instagram og gratis nyhedsbrev

Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.

Cookies

Kommentarer

    1. Hej Maria. Det beklager jeg at du synes, det synes jeg personligt ikke 🙂 Men vi har jo forskellig smag 🙂

Vis alle kommentarer (6)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret