Jordbærcrumble med rabarber, en sød vaniljeprikket jordbær- og rabarberkompot sammen med en sprød lækker crumble.
Jordbærcrumble med rabarber og vanilje
Det er måske ikke ligefrem sæson for hverken jordbær eller rabarber, den er jeg med på. Men nu havde jeg altså lige en pose i fryseren med lækre rabarber fra sensommeren. Jordbærerne er også nogle jeg har på frost, men de er købt sådan. Jeg overvejede også lidt at gemme indlægget til sommer, hvor det kommer i sæson igen. Men altså, nu smager denne her jordbærcrumble bare så godt og man kan sagtens blot bruge de frosne bær man kan købe i supermarkederne.
Selve kompotten er lavet på de her rabarber og jordbær og så en sjat sukker og vanilje. Selve granolen er lavet med havregryn, mandler, smør, kokossukker og lidt hvedemel. Den blev både sprød og alligevel lidt chewy i konsistensen, præcis som en god crumble skal være. Jeg håber I får lyst til at prøve opskriften af, vi fik creme fraiche til, men vaniljeis vil absolut også være godt. Især hvis din jordbærcrumble stadig er lun.
Jordbærcrumble
Forberedelsestid
20 minutterTilberedelsestid
20 minutterSamlet tid
40 minutterIngredienser
Kompot
- 170 g rabarber (jeg havde dem på frost og mængden er målt sådan)
- 250 g jordbær (også fra frost, målt sådan)
- 70 g sukker
- 1 spsk. vaniljesukker
Crumble
- 125 g havregryn (gerne grovvalsede)
- 40 g kokossukker eller brun farin
- 40 g hvedemel
- 70 g mandler
- 80 g smør
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft og tag smørret ud af køleskabet, så det kan blive lidt mere blødt
- Hvis ikke du har dine rabarber og jordbær rengjort, skåret ud og muligvis opbevaret på frost, skal de to ting først gøres klar.
- Hvis du som mig har begge dele klargjort, tages de blot ud af fryseren og kommes direkte i en gryde
- Tænd op på middelvarme og lad begge dele tø helt op og blive blødt. Kom så sukker og vaniljesukker i og rør let rundt. Sluk komfuret
- Kom i en skål: havregryn, kokossukker og mel.
- Hak mandlerne og kom dem i også sammen med det bløde smør, smuldr det hele sammen med hænderne
- Kom først kompotten i bunden af et tærtefad
- Kom så din crumble oven på
- Ind i ovnen med den i 20 minutters tid
Kan jordbærcrumble fryses?
Din jordbærcrumble kan sagtens fryses, hvis ikke I spiser det hele. Så kan du altid smide den i ovnen igen, den dag du ønsker at spise den – især hvis I gerne vil have den varm. Dog vil jeg foretrække den ret meget med det samme efter den er bagt, da den er mest sprød her. Spis din jordbærcrumble sammen med syrlig cremefraiche, kold og sød vaniljeis eller lidt letpisket flødeskum. Og selvfølgelig en kop kaffe.
Virkelig nemme og hurtige desserter
Opskriften på jordbærcrumble er helt vildt nem og hurtig. Jeg brugte 10-12 minutter på at gøre den klar og så skulle den ellers bare bage i 20 minutter. En hurtigere dessert findes næsten ikke. Så skulle det da lige være de her kokostoppe, som er lavet på 3 ingredienser og klar på små 15 minutter. Ellers er en frugtsalat med vaniljeråcreme måske også en a de nemmere opskrifter på søde sager.
Andre lækre lignende opskrifter
Se også min opskrift på æblecrumble, den er med marcipan, mandler og havregryn. Hvis du er vild med jordbær, så kig med på min klassiske jordbærtærte, min sundere jordbærtærte eller hvad med jordbær vendt i chokolade med hakkede hasselnødder – en virkelig fin ting at komme på kagebordet.
Husk også at følg med ovre på min instagramprofil, her deler jeg nemlig også en masse mad, opskrifter og inspiration. Det forgår lige her.
Kommentarer