Vegetarisk gryderet

Vegetarisk gryderet med linser, blomkål, en masse krydderier, ingefær og peanutbutter. Her er bare fuld pang på smag, fylde og dybde og så er det endda super nemt. Denne vegetarret er blevet en ny favorit her hjemme, selv min kød-elskende kæreste er vild med retten og det er ret sjældent at han falder for noget vegetarisk. Jeg håber også I kan bruge min opskrift på vegetariske gryderet.

Vegetarisk gryderet

vegetarisk gryderet
Vegetarisk gryderet med linser, en masse grønt, en masse krydderier, kokosmælk og hakket tomat.

Vegetarisk gryderet

Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

10-15 minutter

Tilberedelsestid

15-20 minutter

Samlet tid

30 minutter

Ingredienser

  • 3 spsk. olie til stegning
  • 2 tsk. karry
  • 1 tsk. salt og et nip peber
  • 1 nip cayennepeber eller chilipulver
  • 1 tsk. spidskommen
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 5 g frisk ingefær (en lille stump på 3 cm)
  • 1 spsk. peanutbutter
  • 100 g gulerødder (2 stk)
  • 150 g blomkål
  • 1 dl røde linser
  • 1 dåse hakket tomat
  • 1/2 dåse vand
  • 1 dåse kokosmælk (400 ml)

Servering

  • Ris
  • Cremefraiche
  • Ekstra salt og peber
  • Friske krydderurter og evt. lime

Sådan gør du

  1. Start med at svitse krydderierne af i olien i en wok, ind til en lækker duft spreder sig
  2. Hak løg og hvidløg fint og skræl og riv ingefær. Vend dette rundt i krydderiblandingen
  3. Kom peanutbutter ved og vend det rundt, til det er smeltet
  4. Skær gulerødder ud i tynde skiver og blomkål ud i mindre buketter – kom det ned i wokken
  5. Tilsæt hakket tomat, fyld dåsen halvt op med vand og kom dette, linser og kokosmælk ned i wokken – vend det rundt, så linserne dækkes af væsken
  6. Lad det hele simre i 15 minutters tid imens du koger ris. Pas på det ikke brænder på her, så enten skal du røre lidt i det undervejs eller skrue ned for varmen
  7. Server med risene og evt. limeskiver, frisk koriander, salte peanuts, cremefraiche eller hvad du ønsker

Bedøm denne ret

 

Vegetarisk gryderet

 

Her er et bud på en skøn gryderet uden kød. Denne omgang er super nem og hurtig, og jeg har spist den en lille håndfuld gange på det seneste. Den smager bare virkelig godt, men den indeholder også ingredienser vi ofte har liggende i vores køleskab. Jeg delte lige en story af retten på min instagramprofil forleden, da jeg var i gang. Og efterspørgslen var rimelig stor, så nu får I endelig opskriften. Jeg har haft lidt travlt på det seneste, så jeg har desværre først haft tid til at få den delt nu.

 

Vegetarisk gryderet med ris og cremefraiche

Jeg serverer retten med hvide ris, en klat cremefraiche, lidt ekstra lime og friske krydderurter. Du kan sagtens spise den med fuldkornsris eller røde ris. Det vil også være glimrende til pasta, quinoa eller hvad du ellers foretrækker. Du kan komme en skefuld guacamole over frem for cremefraiche eller toppe den med salte sprøde peanuts.

 

Frysevenlig og restevenlig

Retten kan sagtens fryses og bruges som rester dagen efter. Jeg vil blot varme den op på ny i gryden eller i mikrobølgeovnen. Den kan også tages med på madpakken og spises koldt, hvis du ikke har mulighed for at varme den op. Jeg foretrækker dog min vegetarisk gryderet varm. Det fremhæver også de varme krydderier bedre.

Vild med vegetarisk

Hvis du er vegetar og undgår kød helt, eller gerne bare vil skære lidt ned for forbruget – så kommer der lidt idéer her til lækre mættende og fyldige vegetariske retter

 

Instagram og gratis nyhedsbrev

Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.

Kommentarer

  1. Hej Julie. Jeg står lige og er ved at lave denne ret – og jeg glæder mig! Men jeg bliver altid i tvivl om kokosmælk. I forhold til at der jo er stor forskel på konsistent på fed og light. Vil der generelt blive forskel eller kan man altid selv vælge? Og bruger du altid fed hvis ikke du skriver andet?

    1. Hej Mia. Åh beklager jeg ikke lige var på pletten, da du skrev. Jeg bruger aldrig light, så jeg går efter en almindelig. Jeg tror heller ikke forskellen bliver så stor, så du kan sagtens bruger begge dele. Der er ofte bare mere vand i light. Kh. Julie

  2. Bruger du linser på dåse? Eller rå linser i retten? Jeg har rå linser og er i tvivl om jeg skal koge dem inden de tilsættes retten eller om de bliver kogt i retten?😌

    1. Hej Kathrine. Jeg bruger røde linser fra en pose – altså tørrede 🙂 de skal ikke koges inden, de skal bar i retten direkte fra posen 🙂

  3. Virkelig en lækker og indbydende gryderet, jeg elsker dem! Den må jeg prøve snarest, mums 😀

    Cejanah // Karrysmovseren.dk

Vis alle kommentarer (6)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret