Her finder du en lækker salat med grillet squash og karamelliseret grillost. Salaten består også af linser, perlecouscous, parmesanost og en grøn dressing. Ej men mums hvor er det lækkert, hvis du spørger mig. En salat der mætter, hvor der er godt med snask og bid, godt med salt, sødme, fedme og syre.
Opskrift på salat med grillet squash
Denne her salat er en af de bedste jeg længe har bikset sammen. Både jeg og min makker i biksen, Mia var ret meget oppe og køre igår da vi smagte den. Den har nemlig bare lidt af det hele. Den er sund, nærende og mættende. Fuld af gode sager, fibre, vitaminer, proteiner, gode fedtsyrer osv. Den er smagfuld – her er både den salte smag, den søde smag, den krydrede og den fede umami smag. Her er også forskellige konsistenser, så man både oplever noget frisk, noget bid, noget sprødt, noget blødt og noget snasket. De forskellige råvarer komplimenterer bare hinanden hammergodt og det er absolut ikke sidste gang denne her salat blev kreeret og smovset. Spis den gerne som den er, det er jo en glimrende måltidssalat både til frokost og aftensmad. Du kan også servere noget kød eller brød til. Mere om den nedenfor. Nu får I først lige opskrift og video på salaten.
Ingredienser
- 1 squash
- 1 pakke grillost + 1 stor spsk. sirup, 1 spsk. smør, lidt flagesalt + lidt chiliflager
- 1 dl grønne linser (målt inden kogning)
- 1 dl perle couscous (målt inden kogning)
- 1 hjertesalat
- en stump parmesan, omkring 20-30 g
- 1 god spsk. pistacienødder (målt uden skal)
Urtedressing
- 3 store spsk. creme fraiche
- 1 stor spsk. mayo
- lidt salt og peber
- 2 spsk. citronsaft
- 1 lille håndfuld af hver: persille, dild og basilikum
Sådan gør du
- Tænd en grillepande og en almindelig pande.
- Sæt også to gryder over med vand.
- På grillpanden kommer du lidt olie + tykke skiver af squash, krydr med salt og peber og grill dem lysebrune
- På den almindelige pande kommer du skiver af grillost. De skal steges i smør og sirup til de er let gyldne (det går ret stærkt). Drys med salt og chili
- I den ene gryde skal du koge grønne linser og i den anden perle couscous. Linserne skal skylles godt inden de koges og have et godt kvarters tid. Perle couscous skal koge lidt kortere tid. Skyl dem begge efter kogning.
- Imens de her ting og sager koger og steger, kan du stavblende din dressing.
- Skyl salat og dup det tørt
- Pil skallerne af pistacienødderne og hak dem groft
- Anret nu salaten med salat i bunden, så linser og couscous. Så squash og grillost. Hæld dressingen over og slut med pistacie og høvlet parmesan.
Video af salat med grillet squash og andre lækre sager
Server salaten sammen med
Du kan jo sagtens spise salaten bare som den er. Den mætter rigtig godt, da der både er linser og couscous i. Men den ville også udgøre et lækkert aftensmadsmåltid sammen med noget kød, fisk eller falafler. Her kommer lidt bud på hvad du kan servere sammen med din salat med grillet squash:
- kyllingedeller, enten klassiske, græske eller asiatiske (den sidste er min klare favorit)
- kyllingespyd, f.eks. de her med chilimayo
- falafler, de bedste hjemmelavede
Andre mættende og fyldige salater
Hvis du er vild med denne, vil du måske også synes om nogle af de her:
- Salat med bagte kikærter, feta og gulerødder – vendt rundt i en lækker tahindressing
- Salat med blommer, karamelliserede valnødder og urtedressing
- Smashed potatosalat, sådan lidt klassisk kartoffelsalat med ekstra grønt og sprøde bagte kartofler fremfor de kogte.
- Asiatisk quinoasalat
Nyhedsbrev, Facebook og Instagram
Følg endelig også med inde på min Facebook-side og på min Instagram-profil, hvor jeg hver dag deler inspiration til lækker hverdagsmad, og hvor du kan se glimt af mit liv i det hele taget. Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev, hvor jeg hver fredag sender en madplan ud med tilhørende indkøbsliste. Jeg har desuden en masse forskellige typer af madplaner, som du kan finde her – her er både de hurtige madplaner, nemme madplaner, børnevenlige madplaner, budgetvenlige madplaner, kaloriefattige madplaner og meget mere.
Kommentarer