Prøv denne opskrift på salat med appelsin og kikærter. Den smager virkelig godt, mætter og er perfekt som et måltid i sig selv.
Salat med appelsin, ristede kikærter og krydret chorizo
Denne her salat skal virkelig prøves. Jeg synes selv den smager hammergodt. Oliven kan sagtens undlades, hvis du synes. Kombinationen af de her sprøde ristede elementer (kikærter og chorizo) sammen med de bløde og søde stegte peberfrugter, den saftige appelsin og fedme fra avocado og feta – er bare så godt. Der er lidt af det hele i denne salat. Rødløg kradser lidt på den gode måde og som nævnt er der bare både sødt, fedme, salt, syre mm tilstede. Jeg synes salaten mætter godt og udgør et rigtig fint måltid i sig selv. Men den kan også spises sammen med noget andet og agere tilbehør.
Du kan undlade chozizopølsen her i og i stedet servere det sammen med kylling eller fisk. Jeg kommer med lidt forslag nedenfor. Her får du opskriften, som rækker til 2 hvis det er hovedret. Hvis det spises som tilbehør, rækker den til 4 personer.
Smagfuld salat med appelsin og kikærter
Forberedelsestid
15 minutterTilberedelsestid
10 minutterSamlet tid
20 minutterIngredienser
Dressing
- 3 spsk. olie
- 1 spsk. soya
- 1 spsk. sirup
- godt med salt og peber
- 1 lille tsk. stødt spidskommen
- 1 spsk. citronsaft
- 1 revet hvidløg
- revet skal fra 1 appelsin
Salat
- 150 g chorizopølse
- 1 dåse kikærter
- 2 peberfrugter (jeg brugte 2/3 af hver)
- godt med frisk spinat til bunden
- 1 lille dåse majs
- 15 cherrytomater
- 1/2 rødløg
- 1-2 avocadoer
- en håndfuld oliven hvis du synes, kan undlades
- 50 g fetaost
- 1-2 appelsiner
- evt. et par basilikumsblade
Sådan gør du
- Bland dressingen sammen i en skål.
- Fjern skind fra chorizopølsen og skær den i mindre stykker, steg dem sprøde på en tør pande. Læg dem til siden, lad blot stegefedtet blive på panden.
- Dræn kikærterne og steg dem så sprøde på panden, cirka 5 minutters tid. Jeg giver dem altid høj varme til start, og skruer så ned til middelvarme.
- Skær peberfrugter i tern og kom ned til kikærterne, steg dem med i yderligt 5 minutters tid.
- Skyl spinat, dup det tørt og kom det i en skål.
- Hæld det ristede chorizo over samt kikærter og peberfrugter
- Skær cherrytomater i halve og rødløg i både og kom over.
- Kom avocado, oliven og feta ved samt appelsiner, skåret i tern.
- Bland det hele sammen med dressingen og spis.
Video af salat med appelsin og kikærter
Server din salat sammen med
- I denne kategori har jeg samlet “kød og fisk som tilbehør” altså det som f.eks. kan spises sammen med salater. Nu indeholder denne måltidssalat jo kød i sig selv, hvorfor jeg ikke synes man behøver servere noget hertil. Men hvis du hellere vil undlade chorizopølse i salaten, kan du servere den med kyllingenuggets, græske frikadeller, saltimbocca eller kebabspyd.
- Du kan også spise fisk eller vegetarisk til din salat med appelsin. F.eks. servere lidt grillet laks til eller falafler.
Instagram og gratis nyhedsbrev
Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge. Du kan også finde min nye kogebog lige her. Den indeholder 317 siders inspiration til hverdagsaftensmad, og over 130 nemme opskrifter på aftensmad.
Kommentarer