Er der noget, der rimer på forår og sommer, så er det altså rabarbercrumble. Jeg elsker, når rabarber er i sæson, for det betyder lækre kager og desserter med rabarber. Jeg går altid lidt rabarber-amok i foråret, når de er i sæson første gang. I år var min trang til rabarber særligt “slem”, jeg har i hvert fald både kreeret rabarbertrifli, rabarberis, rabarbersuppe, lagkage med rabarber og – min nok største sommerfavorit – rabarber crumble.
Opskrift på rabarbercrumble
Ikke nok med at den er smuk og velsmagende, så er den altså også virkelig hurtig at bikse sammen. For det er bare rabarber i stykker, der blandes med sukker. I et fad med dem. Og så smuldrer jeg min crumble-dej ovenpå. Ind i ovnen i cirka 20 minutter – og så er der altså en dejlig, blød, sød, syrlig, sprød rabarbercrumble klar. Jeg serverer med en klat creme fraiche til – vaniljeis kunne også være lækkert. Særligt, hvis din rabarbercrumble stadig er lun.
Men faktisk kan den også sagtens nydes kold. Jeg satte min rabarbercrumble på køl og serverede den for vores søde naboer som dessert om aftenen – kold. Og det var som om, at det der knas blev sådan helt karamelliseret. Det var mindst lige så lækkert, som da den var helt lun og friskbagt, synes jeg.
Ingredienser
Rabarber
- 400 g rabarber
- 80 g sukker
Crumble
- 100 g grovvalsede havregryn
- 100 g hvedemel
- 25 g kokosmel
- 40 g mandelflager
- 50 g sukker
- 50 g brun farin
- 130 g smør
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft og tag smørret ud af køleskabet, så det kan blive lidt blødt
- Rengør dine rabarber og skær dem i stykker
- Bland dine rabarberstykker med sukker i en skål. Hæld dem op i et tærtefad
- Kom i en skål: Havregryn, mel, kokosmel, mandelflager, sukker, brun farin og smør. Smuldr det hele sammen med hænderne
- Kom din crumble ovenpå dine rabarber i tærtefadet
- Bag det i ovnen i cirka 20 minutter
Video af rabarbercrumble
Se fremgangsmåden i videoen her. Det bliver altså ikke meget nemmere 🙂
Variationer af crumble
Sådan en lækker crumble kan laves i mange variationer. Er rabarber ikke lige i sæson, kan du i stedet prøve at lave en æblecrumble. Det kan også være blomme, pærer, blåbær eller hindbær, du bruger som frugt. Eller prøv at lave en kombination med jordbær og rabarber, det har jeg en opskrift på lige her, og det smager også vildt lækkert.
Kan rabarbercrumble fryses?
Din rabarbercrumble kan sagtens fryses, hvis ikke I spiser det hele. Så kan du altid smide den i ovnen igen, den dag du ønsker at spise den – især hvis I gerne vil have den lun. Jeg synes dog den gør sig allerbedst, når den er helt friskbagt. Det er bare her den er mest sprød. Servér med en klat cremefraiche, vaniljeis eller letpisket flødeskum.
Følger du mon med på Instagram eller TikTok?
Hvis du kunne tænke dig at følge med, så kan du klikke lige her, og komme direkte ind på min Instagram profil. Jeg deler dagligt madinspiration og generelt lidt fra min hverdag og familie liv. Du kan også følge med på min TikTok profil og måske blive inspireret af mine madvideoer. Jeg håber, at vi ses derude!
Kommentarer