Nøddesnitter med marengs

Her er en opskrift på en rigtig lækker dessert til gæster. Nøddesnitter med en chokolade mørdejsbund, et lag af karamelliserede nødder og så brændt marengs på toppen. Der er på den måde både noget sprødt og crunchy, noget blødt og let på toppen og noget lidt mere bestandigt nederst. Jeg har både givet den noget sødme og et nip salt, så alt i alt en fremragende slags kage.

Nøddesnitter med marengs

Nøddesnitter med marengs

 

Jeg holdt fødselsdag for en lille måneds tid siden, hvor jeg samlede mine veninder til lidt lækkert brunch. På bordet var både boller, rugbrød, en masse pålæg, frugt, trifli med chiagrød, lidt smoothies og andet godt. I det søde hjørne havde jeg kreeret de her nøddesnitter med marengs som lige brændes let på toppen, og et lag af karamelliserede nødder for at give lidt sprødhed. De er tilpas tunge, snaskede, bløde, sprøde, salte og søde. Jeg synes virkelig du skal prøve opskriften af. De kan sagtens opbevares på frost. Så lav gerne mørdejsbundene med karamellaget på og frys dem ned flere dage inden gæsterne kommer. Ja eller bare opbevar dem på køl – det kan de også. Dog vil jeg først sprøjte marengsen på den samme dag og måske endda brænde mens gæsterne er der, mest fordi det er lidt hyggeligt at se med på.

Nøddesnitte opskrift

Opskrift til 12

Samlet tid

2 timers tid inkl. køletid

Ingredienser

Chokolade mørdejsbunde

  • 250 g mel
  • 30 g kakao
  • 90 g flormelis
  • 1 nip salt
  • 140 g smør
  • 1 stort æg

Karamelliserede nødder

  • 65 g valnødder
  • 65 g afskallede hasselnødder
  • 65 g mandler
  • 150 g sukker
  • 150 g smør
  • 1/3 tsk. salt
  • 1/3 dl fløde
  • 1/3 dl lys sirup
  • 3 spsk. mel

Marengs

  • 4 æggehvider
  • et nip salt
  • 1/2 tsk. eddike
  • 120 g flormelis

Sådan gør du

BUNDE:

  1. Start med dine mørdejsbund: kom alle tørre ingredienser i en skål og smuldr smør ned i. Mos det godt sammen med hænderne.
  2. Tilsæt så æggene og saml dejen med fingrene.
  3. Rul den ud mellem to stykker bagepapir og sæt på køl i 20 minutters tid
  4. Pres så dine bunde ud med forme, jeg bruger de her små ovale forme.
  5. Bag ved 170 grader varmluft i 6-8 minutter. De skal endelig ikke blive tørre

 

NØDDE KARAMEL:

  1. Hvis ikke du har afskallede hasselnødder fra start, så fjern lige skralden på dine hasselnødder. Det gør du ved at bage dem i ovnen i 10 minutters tid ved 180-200 grader. Gnid så skallerne af derefter og kasser. Jeg bruger et viskestykke, hvor nødderne kan gnides godt og grundigt mod hinanden.
  2. Kom de afskallede hasselnødder, valnødder og mandler på en god varm pande med smør og sukker + lidt salt. Vend det godt rundt til sukkeret er helt smeltet og nødderne er godt dækket ind i karamellen. Skru ned til middelvarme og kom så fløde, sirup og mel ved, vendt det godt rundt til melet er opløst og nødderne igen er dækket helt. Tag af varmen

 

MARENGS:

  1. Kom æggehvider i en helt ren skål sammen med lidt salt og eddike og pisk til de er stive.
  2. Tilføj flormelis lidt af gangen imens du pisker, arbejd det langsomt ind i æggehviderne der bliver mere og mere stive, blanke og seje. Når alt flormelis er rørt ind i dem, kommes marengsen i en sprøjtepose med en tyl i enden, jeg bruger denne her flade tyl.

 

SAMLE, SAMLE, SAMLE:

  1. Når dine bunde er kølet af, kan du komme lidt nødde-karamel hen over dem. Du kan med fordel komme formene forsigtigt ned over de bagte bunde, så der ligesom er en kant der stopper karamellen. Lad snitterne sætte sig i køleskabet med formene på ind til karamellen er fast. Så kan du forsigtigt fjerne formene.
  2. Sprøjt så marengs hen over karamellen i det mønster du ønsker, hvis du vil – kan du brænde dem let på toppen inden servering.

Bedøm denne ret

Nøddesnitter med marengs

Små snacks til reception

Jeg lavede både de her nøddesnitter som lidt større kager, men også som helt små snacks. De blev serveret til en brunch, hvor folk lige kunne snuppe en hapser. Selve kagen fungerer også glimrende til en helt stor – altså i en springform. Hvis det er de små snacks, du er ude efter kan du se mere her! Ellers fremhæver jeg et par stykker herunder:

Nøddehapsere med marengs

Instagram:

Følg meget gerne med på min Instagramprofil lige her. Du kan også tilmelde dig mit nyhedsbrev. Dette sender jeg ud hver weekend, hvor man får mine madplaner het gratis. Det foregår lige her.

Kommentarer

    1. Jeg har desværre kun prøvet dem sådan her 🙂 Tænker du på karamellen? Jeg tror godt en vegansk fløde kan fungere, men tør ikke lige love det 🙂

      1. Hej
        Hvilken størrelse springform passer opskriften til?
        Og skal bunden bages uden formen og så bare samle den i springformen?

Vis alle kommentarer (7)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret