Endnu en tærte har ramt bloggen, og jeg er svært tilfreds med denne mexitærte med oksekød og peberfrugt. Mums en dejlig omgang nem aftensmad, som bare smager skønt. Er sikker på, at hele familien kan være med på denne tærte. Min familie har i hvert fald godkendt den ;o).
Mexitærte med oksekød og peberfrugt
Server denne lækre tærte til aftensmad de dage, hvor det gerne må være nemt. Tærten er nemlig så nem at smække sammen, og resten af tiden passer den jo bare sig selv i ovnen. Først laver jeg kød blandingen, som blot er oksekød blandet med tacokrydderi og tomatpure. Æggemassen er æg og creme fraiche blandet med revet cheddarost. Peberfrugterne skæres i ringe og så er det ellers bare at “samle” tærten. Jeg har lavet hjemmelavet tærtebund, da jeg virkelig synes den giver det bedste resultat for alle mine tærter. Helt perfekt sprød og fedtet, og så er faktisk bare så nemt at lave den selv. Skal det dog gå endnu hurtigere, kan du selvfølgelig blot købe dig til en færdig tærtebund.
Tærten kan mætte 4 – 6 personer. Jeg vil sige 4 personer hvis man kun spiser tærten, men 6 personer hvis man f.eks. servere den sammen med en salat. Nedenfor kommer jeg nogle forslag til, hvilken salat det kunne være.
Jeg håber, at du kan bruge opskriften – den kommer her.
Tacotærte
Forberedelsestid
20 minutterTilberedelsestid
Ca. 40 minutterSamlet tid
1 timeIngredienser
Tærtedej
- 130 g hvedemel
- 70 g groft mel
- 1 lille tsk. salt
- 100 g smør eller olie
- 5-6 spsk. vand til dejen er sammenhængende
Fyld
- 200 g hakket oksekød
- 2 spsk. tacokrydderi
- 40 g tomatpure
- 5 æg
- 2 dl creme fraiche
- salt og peber
- 100 g cheddarost
- 2 peberfrugter
- 1 spsk. jalepenos
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader
- Start med at lave bunden til tærten ved at komme mel og salt i en skål. Skær smør i tern og smuldr smørret ind i melet. Saml det med vandet. (Du kan også bruge olie frem for smør)
- Rul dejen ud og kom den i en tærteform. Pres dejen op af kanterne og prik lidt huller med en gaffel. Forbag bunden i 10-14 minutter imens du klargør fyldet.
- Svits oksekød af i olie på en pande og krydder med tacoblandingen. Tilføj også tomatpure og brun det af. Tag af varmen.
- I en skål røres æg, creme fraiche, salt, peber og revet ost sammen.
- Peberfrugterne skæres i ringe og jalepenos hakkes groft.
- Over den forbagte tærtebund kommes først kødblandingen, så æggeblandingen og til sidst skiver af peberfrugt og jalepenos. Bag tærten en lille halve time yderligt til den er gylden og fast i det.
Varier i tærten
Det fede ved tærter er, at man ikke behøver at følge opskriften til punkt og prikke. Dette giver mulighed for mindre madspild, da man sagtens kan bruge de varer man har liggende – selvfølgelig med måde. Tænker man gerne vil have en mexicansk inspireret tærte hvis man kigger på denne opskrift, og så nytter det nok ikke at undlade f.eks. tacokrydderi – så går der lidt af idéen “mexi” tærte. Men man kan f.eks. sagtens udskifte lidt i grøntsagerne eller æggemassen. Jeg kommer lige med et par foreslag her:
- Hvis du nu ikke har peberfrugt på lager, behøver du ikke nødvendigvis ud at handle. Du kan evt. udskifte peberfrugt med skiver af gulerødder, zucchini, squash, tomat, rødløg eller majs. Det kan være, at du har én af disse liggende som måske alligevel synger på sidste vers. Alternativt kan du også tilføje nogle af disse grøntsager, hvis du ønsker mere fylde.
- Æggemassen har jeg som sagt lavet på æg, creme fraiche og revet cheddarost. Dette er heller ikke et must, jeg synes blot at denne kombination er super lækker. Dog kan man også sagtens mikse æg sammen med f.eks. fetaost, fløde, mozzarellaost eller hytteost.
Hvilken salat passer til mexitærte?
Hvis tærten skal mætte lidt flere personer, kan man med fordel servere en lækker salat til. Det kunne være én af disse følgende salater:
- Har man lyst til at blive i det mexicanske har jeg faktisk tre skønne mexicansk inspirerede salater. Den første er en mexicansk spidskålssalat med avocadodressing, den anden er en mexi salat med quinoa og bønner og den sidste er mexisalat med majs og avocado.
- Ellers kunne det også være tyrkisk salat – en lækker, simpel salat, som jeg bare synes smager virkelig godt.
Jeg skal medbringe en ret til fællesspisning på skolen. Vil denne kunne spises kold også? Tænker den kan være svær at holde varm uden at blive blød og smattet eller?
Jeg tænker den er bedst lun, men tror dog også fint den kan spises kold 🙂 Tror godt den kunne være lækker også, hvis ikke den når at stå i mange timer og blive “smattet” i det.. 🙂