Lagkage med rabarber og jordbær

En klassisk lagkage, men med et lille twist af sommer: den syrlige rabarber og de søde jordbær får lov at skinne igennem i en lækker kompot, som sammen med den cremede mascarponecreme gør kagen både frisk, sød og let syrlig på samme tid. Denne opskrift på lagkage med rabarber og jordbær er perfekt til fødselsdag, sommerfest eller bare som en ekstra lækker dessert, når du vil forkæle dine gæster. Den er festlig, smuk og smager af solrige dage.

Lagkage med jordbær og rabarber

Opskrift på lagkage med jordbær og rabarber

Jeg elsker, når en lagkage både kan være klassisk og lidt anderledes på samme tid. Her får du bløde luftige lagkagebunde, en sød-syrlig jordbær-rabarberkompot og en fløjlsblød mascarponecreme, der faktisk er den samme, som jeg bruger i min populære opskrift på mælkesnitter. Den fungerer bare virkelig godt i denne lagkage også – cremet, frisk og lige tilpas sød. Du kan pynte den med friske bær og blomster, så den bliver ekstra sommerlig og festlig.

Lagkage med rabarber og jordbær

Opskrift til 8-12 stykker

Samlet tid

1 times tid

Ingredienser

Lagkagebunde

  • 4 store æg
  • 150 g sukker
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 100 g hvedemel
  • 35 g kartoffelmel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1/2 tsk. salt

Jordbær-rabarberkompot

  • 250 g jordbær (gerne frosne)
  • 150 g rabarber (skåret i små stykker)
  • 3 spsk. sukker (evt. lidt mere, hvis dine rabarber er meget syrlige)
  • 1,5 blade husblas

Mascarponecreme

  • 200 g mascarpone
  • 2 dl piskefløde
  • 1-1,5 spsk. vaniljeessens
  • 50 g flormelis
  • 1,5 spsk. flydende honning eller lys sirup
  • 1/2-1 økologisk citron (skallen)

Pynt

  • Friske bær og spiselige blomster

Sådan gør du

LAGKAGEBUNDE:

  1. Lav bundende ved at piske æg, sukker og vaniljesukker lyst og luftigt.
  2. Si mel, kartoffelmel, bagepulver og salt over i den luftige æggemasse og vend det forsigtigt sammen.
  3. Kom i en smurt form og bag i ovnen ved varmluft 165 grader i en god halv times tid, til bunden er let sprød i kanten og virker fast.

 

JORDBÆR-RABARBER KOMPOT:

  1. Rengør rabarber og skær i mindre stykker, kom i en gryde sammen med frosne  jordbær. Varm op til det er blødt. Læg imens husblas i blød i en skål koldt vand.
  2. Når dine bær og rabarber er blødt, – giv det en tur med en stavblander.
  3. Pres væsken fra den bløde husblas og smelt det over vandbad eller i mikrobølgeovnen. Bland det sammen med den blendede jordbær-rabarber kompot. 

 

MÆLKESNITTECREME:

  1. kom alle ingredienserne i en skål og pisk med elpisker eller vend det med dejskraberen til du har en cremet og lækker creme

 

SAML DIN LAGKAGE:

  1. Del den afkølede lagkagebund i tre.
  2. Smør kompot mellem hver lag + et lag creme.
  3. På toppen kommes et lag mælkesnittecreme.
  4. Pynt med friske bær og evt. spiselige blomster hvis du har.
  5. Kagen er allerbedst dagen efter

Bedøm denne ret

SommerlagkageLagkage med jordbær og rabarber

Variationer og justeringer

  • Gør den endnu mere sommerlig: Tilsæt lidt frisk mynte i fyldet eller som pynt.
  • Lav den uden rabarber: Hvis du ikke har rabarber, kan du nøjes med jordbærkompot – så bliver den mere sød og mild. Du bruger bare 350 g. jordbær i stedet og undlader én af de tre spiseskefulde sukker.
  • Skru op for syrligheden: Brug lidt ekstra citron i mascarponecremen for en friskere smag.

Lagkage med jordbær og rabarber

 

Andre skønne kager og desserter du kan servere for dine gæster

  • En anden kage der er oplagt at servere til en fødselsdag er denne talkage med citron. Det er en citronkage med marcipan og hvid chokolade. Den har et lag lemoncurd mellem og toppet med en hvid chokoladefrosting. Så god og smuk at se på!
  • Hvis vi skulle blive i lagkage afdelingen, så er denne lagkage med chokoladecreme virkelig god. Hjemmebagte lagkagebunde og en lækker chokolade-mocca-creme samt en masse friske bær på toppen. Pynter også virkelig fint på et fødselsdagsbord.
  • Lækker dessert til gæsterne er disse toffifee cheesecake i glas. Toffifee, karamelsauce, digestive kiks og flødeostecreme. Vanvittig lækkert! Kan evt. og pynte disse med friske bær.
  • En anden fin dessert også serveret i glas er disse: luksus gammeldags æblekage med crumble. Smager så skønt og ser bare fint ud når man kan se de forskellige lag i glasset. Her er æblegrød, flødeskum, makroner og en sprød crumble på toppen.

 

Lav gerne lagkage med jordbær og rabarber dagen før

Denne lagkage kan du sagtens lave dagen før, da både kompot og creme har godt af at sætte sig lidt. Pynt den dog først lige inden servering, så bær og blomster holder sig friske. Rester kan gemmes i køleskabet i cirka et par dage, men kagen er allerbedst samme dag.

 

Instagram og gratis nyhedsbrev

Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret