Is sandwich

Is sandwich med cookies og vaniljeis – en vanvittig kombination! De her småkage sandwich består af chocolate chip cookies, som er lagt sammen med vaniljeis med daim-stykker i. En overdådig dessert, som alle mand var helt vilde med herhjemme.

Is sandwich med cookies

Opskrift på is sandwich lavet med hjemmebagte cookies

Is sandwich

Opskrift til 6-7 is sandwich

Du kan finde opskriften på mine cookies her. Opskriften giver 12-15 cookies, alt efter hvor store du laver dem. Du skal bruge 2 pr. sandwich, så denne opskrift giver altså 6-7 færdige is-sandwich. Vær opmærksom på, at cookie-dejen har godt af at stå i køleskabet et par timer, inden de bages.

Forberedelsestid

30 minutter

Samlet tid

2,5 time

Ingredienser

  • 1 portion hjemmebagte cookies (se opskrift ovenfor)
  • 1 liter vaniljeis
  • 1 dobbelt pakke daim

Sådan gør du

COOKIES:

  • Rør cookie-dejen sammen, og sæt på køl. Gerne et par timer eller mere.

DAIM-IS:

  • Tag vaniljeisen ud af fryseren. Lad den stå på køkkenbordet 10 minutters tid.
  • Put isen i en røremaskine sammen med grofthakkede daim-stykker.
  • Rør is og chokolade godt sammen (jeg brugte K-spaden til røremaskinen), indtil isen har en softice-lignende konsistens.
  • Læg et stort stykke husholdningsfilm ud på bordet. Fordel isen herpå i en lang pølse. Rul filmen omkring, og kom isen tilbage på frost. Når isen har været på frost en halv times tid, kan du tage is-pølsen ud og forme den helt rund ved at rulle den let på bordet. Så får den færdige is ikke en flad side. Læg tilbage på frost, indtil du er klar til at samle dine is-sandwich.

BAG OG SAML:

  • Bag dine cookies efter anvisningerne i opskriften.
  • Lad de færdige cookies køle helt af på en rist.
  • Lige inden dine is-sandwich skal serveres, tager du isen ud af fryseren og skærer cirka 2 cm. tykke skiver af pølsen.
  • Læg is-skiverne mellem to cookies og servér.

Bedøm denne ret

 

Forslag til dine is-sandwich

  • Du kan også bruge andre slags cookies til dine is-sandwich. Du kan bl.a. finde opskrifter på cookies med daim eller peanutbutter cookies lige her. Hvis du laver is-sandwich til børn, kan du også erstatte chokoladen i disse chokolade cookies med Smarties.
  • Du kan selvfølgelig også bruge lige den is-variant, du har lyst til. En is med saltkaramel eller en chokoladeis kunne også være lækkert.
  • Sidst men ikke mindst kan du variere ‘knasen’ i isen. I stedet for Daim kan du bruge nødder, hakket mørk chokolade, Oreos eller lignende. Du kan desuden også rulle isen i de færdige is-sandwich i krymmel i valgfrie farver for at give dine kager et barnligt pift.
  • Du kan også smelte noget chokolade og dyppe lidt af din is cookie sandwich her i – det ville se så fint ud også.

 

Andre desserter med is

  • Hvis du er vild med både cookies og is, vil jeg anbefale dig at prøve at lave brookie – en overdådig brownie med cookie-dough stykker i. Kagen er oplagt at servere sammen med en kugle vaniljeis og lidt bær
  • En omgang iskaffe med Baileys og vaniljeis kan også gøre det ud for en let dessert. Iskaffen her er perfekt til gæster på varme sommerdage, og Baileys-sjatten tilføjer drinken lidt ekstra fest og farver.

 

Instagram og gratis nyhedsbrev

Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret