Ungerne og jeg havde for nyligt en rigtig halloween-dag med græskarudskæring, og hvor vi også fik lavet det her fine fad med forskellige halloween snacks. Det var simpelthen så (u)hyggeligt, og alle børn var ret imponerede over fadet med blandt andet Frankenstein-kiwi, Oreo-edderkopper og brownie med forskellige udtryk. Og det bedste er, at det ikke krævede det store – udover lidt tålmodighed – at lave det. Jeg håber, du kan bruge indlægget her som inspiration til halloween snacks.
Inspiration til halloween snacks
Det var virkelig en børnevenlig og hyggelig halloween-dag, vi havde os. Mens Noah, Arthur og to legekammerater skar græskar færdig, gik jeg i gang i køkkenet. Til at lave det her halloween snackfad, havde jeg købt:
Mørk chokolade, hvid chokolade, en købt brownie, vindruer, clementiner, kiwi, oreos, lakridssnøre, saltstænger, mandler, halloween-kageudstikkere, tandstikker, sukkerøjne og lakridskranier.
De kom op på skift og hjalp lidt. For eksempel med at stikke saltstænger gennem kiwien og putte vindruer på tandstikker. Og til sidst stod de og trippede for at få lov at gå ombord i lækkerierne. Se herunder lidt glimt i videoen af, hvordan vi forberedte de forskellige snacks.
Video af inspiration til halloween snacks
Gør det nemt for dig selv
Til lige netop sådan en dag her, var det vigtigt for mig, at gøre det så nemt for mig selv som muligt. Det betød blandt andet, at jeg havde købt en brownie i supermarkedet, som jeg så stak ud med forskellige halloween-forme og pyntede med chokolade og øjne. Der er ingen tvivl om, at det havde været prikken over i’et (nok mest for de voksne) med en hjemmebagt brownie. Så har du tiden, så bag dem endelig selv.
Desuden smeltede jeg bare chokoladen i mikroovnen og forsøgte mig med en blanding af skeer og sprøjteposer til at pynte kager og kiwier.
Jeg havde fundet inspiration på Pinterest. Generelt er jeg glad for at bruge Pinterest til madinspiration. Prøv at hoppe derind og søg på “halloween snacks”. Der er ret vildt, hvor kreative folk er 😀
Andre halloween opskrifter
Jeg har også en par andre halloween opskrifter, som du kan gå i gang med, hvis du har lyst. Du kan for eksempel prøve at lave mine halloween muffins eller halloween træstammer. Det kunne også være mumie pølsehorn eller uhyggelige kanelsnegle med edderkoppespind-glasur. Eller selvfølgelig de sødeste, små edderkoppe romkugler.
Men ellers hvis du har nogle boller eller pølsehorn i fryseren, så sæt et par sukkerøjne fast med smeltet chokolade og stik en lille pind ind igennem “hovedet”. Simpelt men festligt.
Nyhedsbrev, Facebook og Instagram
Følg endelig også med inde på min Facebook-side og på min Instagram-profil, hvor jeg hver dag deler inspiration til lækker hverdagsmad. Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev, hvor jeg hver fredag sender en madplan ud med tilhørende indkøbsliste.
Kommentarer