Forleden delte jeg en opskrift på honningbomber, lækre tunge og intense bomber af honningkage med en appelsin-smørcreme og abrikosmarmelade. Her kommer en lignende, men lidt mere forsimplet udgave. Nemlig juleklassikeren: honninghjerter! Har du nogle gamle glansbilleder, så er det nu, de skal hives frem fra gemmeren. Det oser jo bare af hygge og gamle dage.
Honninghjerter opskrift
Få her min bedste opskrift på honninghjerter lavet på en fordej, der har fået lov til at stå en måneds tid og hygge sig, så smag og hæveevner rigtig kommer til sin ret. Jeg har tilføjet lidt appelsin, kanel og andre julekrydderier til min dej. Efterfølgende er de pyntet med chokolade, glasur, guldstøv og et par fine glansbilleder. Jeg håber, I vil kaste jer ud i hjerterne – her er min udgave:
Ingredienser
Fordej
- 250 g honning
- 250 g hvedemel
- 1 æggeblomme + 1 tsk. hjortetaksalt
- 1 tsk. potaske + 1 spsk. koldt vand
- 2 tsk. kanel
- 1 lille tsk. stødt ingefær
- 1 lille tsk. stødt nelliker
- 1/2 tsk. stødt allehånde
- 1 appelsin, skallen herfra + 1-2 spsk. af saften
- 1 spsk. hvedemel + lidt til udrulning
Pynt
- 100 g mørk chokolade
- lidt glasur af æggehvide og flormelis
- Glansbilleder og guldglimmer
Sådan gør du
FORDEJ:
- Start med at komme honning og mel i en skål og rør det godt sammen, evt. på røremaskine. Kom det i en lukket beholder og lad det stå her i et køligt rum i 3-6 uger.
HONNINGKAGEDEJ:
-
- Når du skal bage selve honninghjerterne, skal du bruge din fordej som nu er blevet ret hård. Jeg kommer den en tur i en food processor, for at smuldre den godt og få den medgørlig. Du kan også forsøge at rive den på et rivejern, hvis du ikke har mulighed for at blende den.
- Kom den herefter i en røreskål på en røremaskine, hvis du har sådan en. Ellers må du bare bruge hænderne i en almindelig skål.
- Tag to små skåle frem, og kom æggeblomme og hjortetaksalt i den ene. I den anden kommer du vand og potaske. Rør begge dele sammen hver for sig og kom så indholdet ned til fordejen i røremaskinen.
- Tilsæt krydderier, appelsin-skal og saft samt en smule ekstra hvedemel. Rør det sammen på maskinen.
- Skrab dejen ud på et meldrysset bord
- Rul ud så dejen er cirka 0,5 cm i tykkelse.
- Nu skal bundene trykkes ud, hvis du har hjerteforme. Ellers kan du skære dem ud med en kniv.
- Læg dem over på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Når ovnen er varm, kommes de ind og bages i cirka 10 minutter. De skal være gyldne og hvis man helt forsigtigt trykker i bunden, skal der ikke komme tydelige fingermærker. Men omvendt må de gerne være let bløde, de skal nok blive hårde når de køler af.
- Køl af på en rist, så de bliver kolde og hårde
- Forstøv et klæde med vand. Det må ikke være vådt, så bliver dine bunde bløde og klistrede. Men et let fugtigt (ikke vådt) klæde skal du bruge. Hvis ikke du har en forstøver, så gør klædet vådt og vrid det godt. Mænd det tørre, så det næsten tørrer inden du bruger det. Pak bundene ind i det og sæt på køl i et døgn.
- Næste dag tages bundene ud og de er igen blevet lidt mere bløde i det, uden at være klistrede.
PYNT:
-
- Smør smeltet chokolade over hjerterne og rør også din glasur sammen
- Kom glasuren i en sprøjtepose og klip et lille bitte hul i enden. Sprøjt kanterne af dine hjerter med glasuren. Sæt et lille glansbillede på, hvis du har sådan et. Du kan også drysse en smule guldglimmer ud over.
Fordej til honninghjerter
Når du bager honninghjerter eller honningkager og honningbomber, som jo er lavet på samme dej – så skal du bruge en fordej. En fordej består af honning og mel, som man rører sammen og som man lader stå og trække i 3-6 uger. Det tager ikke mere end 10 minutter at røre de to ting sammen. Men det kræver til gengæld lidt tålmodighed derefter. Start i god tid inden jul, det er ventetiden værd.
Jeg kan læse mig til, at mange bagere og konditorer laver honningkager på en fordej, som har modnet i et år. Men mindre kan nu også gøre det. Jeg lader min stå en måneds tid og kan se, at 3-6 uger er helt fint. Grunden til at en fordej skal stå så længe, er så den kan få en god smag og en naturlig hævning.
Kan jeg blot lade forvejen stå et par dage?
Ja det kan man godt, det er bedre end slet ikke at lade den stå. Men jo længere tid, jo mere smag og jo bedre hæveevner. Så vil du gerne ramme den klassiske honningkagedej – så lad den stå, så længe du overhovedet magter.
Hvordan opbevares i fordej til honninghjerter?
En fordej må gerne stå lidt koldere end resten af huset. Dog ikke køleskabskoldt. Men hvis man har en kælder, et loft, et viktualierum eller lignende som er en anelse koldere, så stil den der. Gerne omkring 19 grader.
Hvor lang tid kan honninghjerter holde sig?
Hvis man kommer dem i en lufttæt beholder og bevarer dem i køleskabet, kan de fint holde sig i 3 ugers tid. Vi har haft en portion i køleskabet i 2 uger nu, og de er i hvert fald stadig bløde og lækre.
Andet julehyggeligt bagværk
- Klejner. Har du prøvet at koge dine egne klejner? Det er ret sjovt at se hvordan dejen trylles om nede i gryden med fedtstof. Hvis ikke du har kastet dig ud i dette julebagværk, så prøv det lige. Det kræver absolut ingen ventetid eller tålmodighed som honninghjerter gør.
- Vaniljekranse, brunkager og pebernødder. Selvfølgelig! Fordi ingen jul uden de 3.
- Juledonuts, også en af de sjove. Især det her med at friturestege og pynte kagerne.
Skal de stå med det fugtige klæde på køl, hvis man skal opbevare dem frem til f.eks juleaften? Eller skal de blot ligge en en lufttæt boks?
Beklager det sene svar. Jeg kommer dem blot i en lufttæt beholder 🙂 kh