Grønkålssalat med sprød tofu og sød kartoffel

Jeg har for nyligt fået øjnene op for tofu, men bedre sent end aldrig. Jeg har til gengæld spist en hel del af det siden jeg prøvede det første gang. Det kan jo steges helt sprødt og lækkert, med masser af smag. helt genialt i en salat som denne. Så tag lige at prøv denne her grønkålssalat med sprød tofu og avocado.

grønkålssalat med sprød tofu

Grønkålssalat med sprød tofu

 

Denne her salat bliver du simpelthen nødt til at prøve. De her sprøde, krydrede tofutern som samtidig er lidt søde og saftige – ej men de passer bare perfekt ind i salaten som ellers byder på blød avocado, sprød æble, frisk granatæble og blød og saltet søde kartofler. Mums. Få opskriften nedenfor og se en video af hvordan den laves. Jeg kommer desuden med forslag til hvad du kan servere til og hvordan du ellers kan servere de her sprøde tofu tern.

Verdens bedste grønkålssalat

Opskrift til 3 personer

Samlet tid

30 minutter

Ingredienser

  • 150 g frisk grønkål
  • 2-3 søde kartofler + lidt olie, salt og peber
  • 1 syrligt æble
  • 1/4 granatæble
  • 1 avocado

Sprød tofu

  • 1 pakke tofu
  • 2 spsk. majsstivelse
  • 1 god tsk. sød paprika
  • 1 lille tsk. salt
  • 3-4 spsk. olie til stegning
  • 3 spsk. sød chilisauce

Dressing

  • 4 spsk. olie
  • 1 god spsk. sirup
  • 1 lille spsk. eddike
  • 1,5 spsk. citronsaft
  • 1 tsk. sød sennep
  • salt og peber

Sådan gør du

  1. Start med at bage dine søde kartofler, skyl dem grundigt og skær dem i tern. Vend dem i lidt olie og drys salt og peber over. Bag dem enten i en airfryer eller i ovnen til de er bløde, cirka 15-20 minutter.
  2. Pak din tofu op og dup den tør med køkkenrulle. Skær i tern og kom dem i en skål med majsstivelse, paprika og salt – vend det rundt. Steg dem sprøde på en pande med olie og kom derefter lidt sød chilisauce ved. Vend det hurtigt rundt og sluk så komfuret.
  3. Skyl grønkål, dup det tørt og hak det.
  4. Tag kerner ud af granatæblet
  5. Skær æbler og avocado i tynde skiver
  6. Bland dressingen sammen i en skål eller ryst den sammen i et marmeladeglas.
  7. Anret salaten ved at komme alt sammen på et fad.

Bedøm denne ret

grønkålssalat med sprød tofu

Video af grønkålssalat med sprød tofu

Se her hvor nemt det er..

Serveringsforslag og små justeringer

Prøv også at komme appelsin i salaten. De søde kartofler kan skiftes ud med bagte gulerødder eller rødbeder. Grønkål kan skiftes ud med rosenkål, som snittes i tynde skiver. Den sprøde tofu kan erstattes af sprøde ristede kikærter. Det var lidt forslag til hvordan du kan justere, hvis du mangler nogle af sagerne. Ellers kunne du prøve at lave samme marinerede og sprøde tofu tern og i stedet servere dem i en pastasalat eller en gnochisalat. De kunne også bruges som erstatning for kød, i f.eks. hjemmelavet bao.

 

Mangler du flere grønkålssalater?

 

Instagram og gratis nyhedsbrev

Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret