Boller i rød karry sauce

Boller i rød karry er en opskrift fra vores ebog HVERDAGSFAVORITTER, som jeg linker til længere nede. Denne ret smager så godt og er perfekt aftensmad for hele familien. Se min opskrift her og få idéer til andre versioner og alternativer.

boller i rød karry

boller i rød karry

Boller i rød karry

 

Denne skønne aftensmadsret med kødboller og grøntsager i en krydret kokossauce er bare så god. Den er nem at lave og hjemme hos os er den en favorit blandt både børn og voksne. Ungerne spiser kødbollerne og så får de noget ris ved siden af og lidt af karrysaucen. Den er let krydret og smagfuld, men slet ikke stærk. De gider ikke rigtig de bløde grøntsager, men snupper glædeligt de toppings vi får til.

Boller i rød karry er fra min bog HVERDAGSFAVORITTER, som udkommer som en fysisk bog i 2017. Men nu trykkes den ikke mere, hvorfor jeg har lavet den om til en elektronisk bog. Jeg har lavet den sammen med Stinna og vi har sat den til en skarp pris på kun 99 kr. se den her. Bogen indeholder både morgenmadsopskrifter, frokostidéer og madpakkeinspiration, salter, tilbehør, en masse aftensmad (både vegetarisk og med kød) og så lidt sundere desserter også. En god blanding af alt det der var (og stadig er) vores favoritter da vi skrev den. Denne her thai boller i rød karry er en af de aftensmadsretter der kan findes i bogen, nu får I den her også.

Boller i rød karry

Opskrift til 4 personer

Ingredienser

Kødboller

  • 1 løg
  • 1/2 kg hakket kalv og svin, rent svinekød eller kyllingefars
  • 1 æg
  • 1 dl mælk eller havredrik
  • 1 dl havregryn eller mel
  • 1/2 tsk. salt og lidt peber

Sauce

  • 1 porre
  • 1 peberfrugt
  • 1 æble
  • 2 gulerødder
  • 2 fed hvidløg
  • 2-3 cm frisk ingefær
  • 2 spsk. olivenolie
  • evt. 2 tsk. karrypulver (kan undlades - hvis du nøjes med den røde)
  • 1 spsk. rød karrypaste eller sambal oelek
  • 2 spsk. sojasauce
  • 2 tsk. fiskesauce
  • 1 spsk. kokossukker eller rørsukker
  • 2 dåser kokosmælk (800 ml)

Forslag til servering

  • Ris
  • Æble, forårsløg, mango, persille eller koriander, frisk chili, salte peanuts eller cashenødder

Sådan gør du

  1. Start med at lave kødbollefarsen ved at hakke løg fint og blande det i en skål med resterende ingredienser. Rør det rigtig godt sammen og stil det på køl i 30 minutters tid.
  2. Skær porre, peberfrugt, æble og gulerødder ud i passende størrelse – jeg foretrækker lidt grove stykker.
  3. Skræl ingefær og riv dette og hvidløg fint
  4. Tag en dyb pande eller wok frem og varm lidt olie op
  5. Kom  karry, karrypaste, hvidløg og ingefær i og svits af 1-2 minutter
  6. Kom så grøntsagerne ved og vend det godt rundt
  7. Imens sættes to gryder over med vand – én til kødbollerne og én til ris. Når det koger kommes ris i den ene + lidt salt. I den anden skal kødboller i + lidt salt, disse formes med en ske og din håndflade og lægges i det kogende vand. Kødbollerne skal have omkring 12-14 minutter.
  8. Tilbage til saucen, nu kan du tilføje soja, fiskesauce, sukker og kokosmælk. Rør rundt og smag til, måske det mangler lidt ekstra salt, sukker eller en smule limesaft.
  9. Kom kødbollerne ned til saucen og server til ris + de toppings du vælger. Jeg rister cashewnødderne af inden servering (blot på en tør pande)

Bedøm denne ret

boller i rød karry

Vild med boller i karry?

Jeg har faktisk allerede et par af de her opskrifter her på siden. Jeg har en klassisk boller i karry med masser af grøntsager her. Det er nok den vi oftest vælger, den er ikke på rød karrypaste, men med en klassisk karry. Jeg har også en indisk udgave her og endnu en thai version her, som er med lidt andre grøntsager, med kyllingeboller og så er den serveret med nudler.

 

Hvad kan du ændre i opskriften, så den passer til dit køleskab?

Jeg kommer altid med eksempler på dette i mine opskrifter, så du har mulighed for at justere – så det passer til dine smagsløg, men også til dit køleskab. Det er en skam at skulle ud og handle, hvis du i stedet kan bruge det du allerede har liggende. Her kommer lidt forslag til ændringer.

  • Kødet: erstat med en anden type fars, f.eks. kyllingekød.
  • Grøntsager: her kan du også sagtens skifte lidt ud. F.eks. er blomkål også godt her i, porre kan erstattes med anden type løg, du kan ændre æble til mango, tilføje grønne bønner, eller undlade nogle af grøntsagerne. Jeg synes ingefær og hvidløg er et must dog.
  • Smag: jeg har brugt almindelig karry, en rød karrypaste, sojasauce, kokossukker og fiskesauce. Her kan karry sagtens undlades, så man blot bruger den røde paste. Du kan også bruge sambal oelek frem for den røde karrypaste eller du kan skifte ud med en grøn karrypaste. Soja kan erstattes af salt eller bouillon, kokossukker kan erstattes af almindelig sukker eller brun farin. Desuden tænker jeg at lidt mango chutney også kunne være godt. Jeg ELSKER nemlig denne her ret, så mon ikke man kunne lade sig inspirere af den til saucen her.
  • Kokosmælk: skift blot ud med en almindelig fløde, madlavningsfløde eller sojafløde.
  • Servering: server med fuldkornsris eller hvide ris, eller brug nudler eller pasta i stedet. Du kan også bruge havreris, bulgur eller lignende.

 

Frysevenlig boller i rød karry

I øvrigt vil jeg lig sige at denne boller i rød karry sagtens kan fryses. Jeg fryser ikke ris og toppings, men selve sovsen og kødbollerne kan sagtens. Så tør jeg det langsomt op i køleskabet eller på køkkenbordet og varmer det i mikrobølgeovnen. Så er det bare at koge lidt nye ris og evt. stille an med nye toppings. boller i rød karry

Se også min nyeste kogebog HVERDAGSMAD her, den er ikke elektronisk (endnu), men fås som en helt almindelig fysisk bog – en tyk og lækker én hvis jeg selv skal sige det. Det er mit stolteste værk og jeg elsker at så mange af jer allerede har investeret i den. Den er lige nu i gang med at blive trykt i 3. oplag, så følg med ovre på Instagram hvor jeg deler lidt fra begge bøger og giver et hint om når den er retur fra tryk.

Kommentarer

    1. Jeg har skrevet 4 personer. Måske den også kan strækkes til 1-2 personer mere 🙂

Vis alle kommentarer (2)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret