Bogstavkage til barnedåb

I sidste weekend var vi afsted til min dejlige nieces barnedåb, Filippa blev hendes navn. Min søster havde ønsket en kage med bogstavet F og gerne en kanelkage i bunden. Så sådan endte den, min bogstavskage lavet på en kanelkage og med en chokolade – kaffefrosting oven på. Pyntet med friske bær, chokolader og lidt rødt slik. Den fik mange pæne ord med på vejen af alle gæsterne. Så nu håber jeg I også vil synes om den. I hvert fald får I her opskriften, hvis nogle af jer står og skal holde fødselsdag, barnedåb, konfirmation eller hvad ved jeg.

bogstavkage

bogstavkage

Bogstavkage opskrift

 

Her får du min opskrift på denne her bogstavkage, lavet på en kanelkage. Jeg deler både opskriften på kage, frosting og inspiration til slik. Her er en video af kagen og lidt forslag til andre gode talkager, håber det hele kan bruges og rigtig god bagelyst.

Kanelkage som bogstavkage

Opskrift til 30 mindre stykker
  • Start gerne dagen eller to dage inden kagen skal samles.
  • Jeg bager kagen og har den på køl ind til den skal pyntes. Jeg venter med at skære den ud til bogstavet ind til den skal pyntes
  • Smørcremen kan også sagtens laves inden, gerne en eller to dage inden. Jeg kommer den i sprøjteposen med en tyl i enden. Så den er klar til at sprøjte med.

Samlet tid

3 timers tid

Ingredienser

Kanelkage

  • 900 g hvedemel
  • 1 stor tsk. salt
  • 1 spsk. kardemomme
  • 3 spsk. kanel
  • 2 spsk. natron
  • 330 g smør
  • 600 g sukker
  • 3 æg
  • 1 liter kærnemælk

Frosting

  • 400 g smør
  • 600 g flormelis
  • 1/2 dl stærk kaffe, brygget
  • 2 spsk. vaniljesukker
  • 200 g mørk chokolade

Pynt

  • hindbær
  • blåbær
  • ferrero rocher
  • toffifee
  • chokoladekringler
  • marengskys
  • rød slik
  • flag

Sådan gør du

KAGE:

  1. Tænd også ovnen på 175 grader varmluft og tag al smør ud af køleren med det samme
  2. Bland de tørre ingredienser sammen i en skål (mel, kanel, kardemomme, salt og  natron)
  3. Kom smør, sukker og æg i en skål og pisk det sammen til det er lyst og luftigt. Lad blot resten af smørret ligge på køkkenbordet, så du kan bruge den til frosting også.
  4. Kom den luftige æggemasse over til melet og tilsæt også kærnemælk. Pisk det hele sammen
  5. Tag en bradepande og kom to stykker bagepapir i, jeg krøller dem sammen først, så er det nemmere at få stoppet dem ned i hjørnerne og hen over hinanden. Hæld dejen i.
  6. Bag i ca. 40 minutter, det fik min. Men hold øje, prik i den. Når der ikke hænger dej ved, men lidt kagesmuldr – så er den færdig.  Den må gerne virke lidt underbagt, den skal nok sætte sig.
  7. Lad kagen køle helt af inden du kommer din frosting over

 

FROSTING:

  1. Smelt chokolade over vandbad eller i mikroovnen.
  2. Rør alle de resterende ingredienser sammen med en håndmixer, og tilsæt den smeltede chokolade.
  3. Kom i en sprøjtepose med en stjernetyl i enden
  4. Læg på køl 15 minutters tiden inden den sprøjtes på

 

SAMLING:

  1. Skær kagen ud som et bogstav, jeg brugte ingen skabelon, men skar blot i fri hånd. Dog kan du sagtens printe eller købe forme. gem alt du skærer fra i fryseren til en anden god gang.
  2. Sprøjt smørcremen ud på kagen i små toppe
  3. Pynt med alt det du holder af.

Bedøm denne ret

Se en video af min bogstavkage

Pynt til bogstavkage

  • Jeg pynter næsten altid med lidt blandede bær. De pynter og så kan jeg godt lide den friskhed de giver. Ellers kan du bruge kiwi, passionsfrugt, ananas kirsebær, kokos og kirsebær.
  • Så bruger jeg altid chokolader, gerne toffifee, ferrero rocher, det kan være twix, lion bar, knickers eller andet der er pænt at pynte med.
  • Flag og lys
  • Marengskys, de kan købes. Jeg laver mine selv. Synes den hvide farve bryder det mørke så fint.
  • Du kan pynte med macarons
  • Guld eller sølvstøv
  • Farvet slik, hold den gerne i en farveskala. Jeg synes det er meget pænt at der ikke blandes for meget rundt i farverne.

Se mine andre talkager

 

Genial til fødselsdag

Sådan en talkage eller bogstavkage er jo perfekt til en fødselsdag. Enten kan man lave den alder fødselaren har eller det bogstaver han/hun starter med. Når jeg har lavet talkager, har det både været en overraskelse, og så kan man jo ikke ligefrem spørge fødselaren efter deres præferencer. Men ellers kan man jo lige høre hvilken kage, frosting og eller pynt der er favoritten. Min søster ønskede f.eks. en kanelkage, og så synes jeg at kaffe passer godt dertil. Da det var en pige der skulle døbes, blev pynten primært rød. Men altså, det kan man jo også sagtens komme på en drengekage.

 

Hvilke kager passer som talkage

Man kan bruge virkelig mange slags kager. Det skal være en man kan bage i bradepande, så den kan blive stor nok. Så skal det være en der kan holde til at blive skåret ud og holde til at få sprøjtet et lag frosting oven på. Man kan jo også skære kagen op i to, altså lave et vandret snit. Så kan der sprøjtes creme i mellem lagene. Her kommer forslag til kager der fint kunne egne sig

bogstavkage

Instagram

Jeg ville blive meget glad for at se dig inde på min Instagram-profil, der hedder @juliebruunsblog. Herinde kan du finde inspiration til både lidt sundere mad, ofte med godt med grøntsager i, men jeg har også en del kager og desserter, som jeg løbende viser frem. Alt med måde, ikke? ☺️  Jeg håber, vi ses derinde!

Kommentarer

  1. Hvis man skal lave det til barnedåb kan man så skære bogstavet/bogstaverne dagen før og derefter tage cremen på og sætte det på køl til dagen efter inden de skal bruges, hvor man så pynter med resten?

Vis alle kommentarer (1)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret