Æbleskiver – helt klassisk opskrift på sprøde æbleskiver med den blødeste luftige midte.
Æbleskiver
Her er en opskrift på en fuldstændig uundværlig decemberopskrift. Nemlig helt klassiske og helt perfekte luftige æbleskiver. Jeg har allerede en opskrift her på stedet på nogle sundere nogle af slagsen – dem kan du finde her. Men jeg synes nu også, jeg ville dele min bedste opskrift på de mere klassiske af slagsen, som min familie til hver en tid ville foretrække.
De er lavet på helt almindeligt hvedemel, er med kærnemælk og med et nip kardemomme. Jeg har skrevet i opskriften, at man både kan bruge appelsinskal eller citronskal. Jeg havde ingen af delene, og det går også fint. Men jeg elsker nu, når man giver dem et strejf af noget syrligt, og især appelsin dufter jo af endnu mere jul. Jeg har delt æggene i opskriften i blommer og hvider og har pisket hviderne helt luftige. De piskede luftige æggehvider vendes forsigtigt i resten af dejen til sidst. Det giver et enormt lækkert luftigt resultat.
Jeg håber, I har lyst til at prøve min opskrift på æbleskiver
Æbleskiver
Forberedelsestid
15 minutterTilberedelsestid
20 minutterSamlet tid
35 minutterIngredienser
- 200 g hvedemel
- 1 vaniljestang
- 2 spsk. sukker
- 1 tsk. kardemomme
- 1 tsk. bagepulver
- 3 dl kærnemælk
- 3 æg
- evt. lidt appelsin eller citronskal
- smør til stegning
Sådan gør du
- Skrab kornene fra vaniljestangen ud og kom dem i en skål sammen med mel sukker, kardemomme og bagepulver. Kom også kærnemælk ved og rør sammen.
- Del æggene op, så blommerne kommer ned i skålen her, mens hviderene kommes i en skål for sig.
- Bland blommerne rundt med de andre ting og pisk hviderne helt stive.
- Vend så forsigtigt hviderne rundt med resten. Brug en dejskraber og gør det forsigtigt, så luften bevares godt i dejen.
- Start et æbleskivejern op og kom lidt smør i hver af hullerne.
- Fyld dejen op næsten til kanten og lad dem sætte sig
- Vend med en pind æbleskiverne på højkant, så der er plads i hullerne til at fylde dem op igen. Lad igen æbleskiverne sætte sig og vend en kvart omgang igen
- Fortsæt med mere dej, ind til de har været hele turen rundt og er runde og fine. Det tager cirka 7-8 minutter fra dejen kommes i til de er færdige. De skal gerne være gennembagte og sprøde uden på.
- Kom evt de æbleskiver der er lavet på jernet ind i ovnen imens du laver næste omgang på jernet. Så holder de sig varme derinde.
Æbleskiverne kan sagtens fryses og blot varmes op en anden god gang. De er helt perfekte sammen med lidt marmelade, flormelis og en god omgang gløgg. Hvis du ønsker at lave en marmelade selv, har jeg også en opskrift på sådan en lige her.
Flere juleopskrifter
Jeg elsker simpelthen december så meget. Det er bare den hyggeligste måned på året. Jeg har også efterhånden kreeret en her del julet opskrifter, hvis du mangler flere. Jeg vil f.eks. på det kraftigste anbefale mine juleboller med chokolade eller hvad med en julekringle med marcipanremonce. Begge opskrifter smager himmelsk og sætter den bedste julestemning og duft i gang. Så på med noget julemusik, tænd op i brændeovnen og frem med bageforklædet
Kommentarer