Bananmuffins med chokolade

Okay hands down, det her er nogle vanvittige gode bananmuffins! Altså virkelig sådan de bedste bananmuffins jeg har smagt. Helt perfekte svampede, søde og let saltede. Sprøde udenpå og dejlig bløde indeni. Og her er ikke sparet på chokoladen – mums. Jeg har i forvejen en opskrift på sundere bananmuffins med nødder her på bloggen – så vil du gerne undgå sukker og smør, kan du give den opskrift et skud. Ellers kan jeg virkelig anbefale at prøve de her bananmuffins med chokolade. Du vil ikke fortryde! Snup opskriften nedenfor.

Bananmuffins med chokolade

Bananmuffins med chokolade

 

Det her er en super nem opskrift på bananmuffins, som ikke tager mere end 15 minutter at bikse sammen. Derefter er det bare at vogte sig med tålmodighed, når de ellers bare passer sig selv i ovnen. Jeg plejer jo faktisk gerne at ville have mine banamuffins eller banankage uden chokolade. Men jeg må bøje mig i støvet, for denne her opskrift på bananmuffins med chokolade blev altså bare virkelig god. Chokoladestykkerne fungerer bare godt her i, sammen med de søde bananer og den let-sprøde skorpe, som giver en dejlig konsistens. Indeni er de lækre svampede! Man kan lige forestille sig en nybagt, lun bananmuffin med en kop kaffe til – muuums.

De kan sagtens fryses. Så du kan altså sagtens lave dobbeltportion og fylde fryseren. Så kan man altid lige tage et par op når den søde tand skal stilles, eller gæsterne skulle melde sin ankomst og I mangler lidt til kaffen.

Svampede bananmuffins med chokoladestykker

Opskrift til 12 styks (kan også laves til 15 stk)

Forberedelsestid

15 minutter

Tilberedelsestid

25 minutter

Samlet tid

40 minutter

Ingredienser

  • 150 g sukker
  • 150 g brun farin
  • 6 æggeblommer eller 3 hele æg
  • 180 g smør
  • 180 g hvedemel
  • 1 stor tsk. vaniljesukker
  • 1 stor tsk. bagepulver
  • 2 tsk. kanel
  • 1 godt nip salt
  • 3 modne bananer
  • 180 g græsk yoghurt eller yoghurt naturel
  • 150 g chokoladedrops eller knapper (uden farve) - hvad du foretrækker

Sådan gør du

  1. Kom sukker, brun farin, æg og smeltet smør i en skål og pisk det luftigt.
  2. I en anden skål blandes mel, vaniljesukker, bagepulver, kanel og salt.
  3. Mos bananer med en gaffel og hak chokolade groft, hvis ikke du blot har købt dråber eller knapper.
  4. Nu skal æggeblandingen, de moste bananer, græsk yoghurt og chokolade ned til melet (gem lidt chokolade til at komme i toppen af kagerene). Vend det hele sammen med en dejskraber og kom det muffinsforme. Top med lidt chokoladestykker.
  5. Bag ved 175 grader i 25 minutters tid
  6. Lad dem køle af på en rist.

Bedøm denne ret

Bananmuffins med chokolade

Varier i dine bananmuffins…

Du kan sagtens ændre lidt i dine bananmuffins og tilpasse dem til din smag. Jeg har kommet kanel i mine, da jeg synes det giver en dejlig smag. Gider du ikke kanel, kan du sagtens udlade dette. Alternativt kan du tilsætte lidt kardemomme i stedet for. Du kan også sagtens bage muffinsene uden chokolade – alt efter din smag.

 

Andre dejlige muffinsopskrifter:

Bananmuffins

 

Følger du med på Instagram?

Hvis ikke, så kan du klikke her – så kommer du direkte ind på min Instagram profil – hvis du altså kunne tænke dig at følge med. Jeg deler dagligt madinspiration og generelt lidt fra min hverdag og familie liv.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret