Her har du en opskrift på lækre smoothie is. Perfekt som en sundere snack, hvis man lige bliver lækkersulten, men gerne vil undgå at gå i det knap så sunde køkken. Ungerne er også ganske vilde med dem. Jeg håber, at du kan bruge opskriften. Nedenfor deler jeg lidt tips til hvad du ellers kan komme i dine smoothie is, og hvad du kan pynte dem med.
Opskrift på smoothie is
De her smoothie is kan laves på så mange forskellige måder. Du kan både ændre på formen, indholdet og pynten. Du kan altså lave dem helt som du ønsker. Den her variant med blåbær og jordbær blev rigtig gode. De har en god syre fra bærene og så en dejlig sødme fra dadlerne og vanijle skyr. De er mega nemme at lave, alt skal blot i blenderen og så er de klar til at komme i formene og så i fryseren. Spørgsmålet er bare om man kan vente på at de bliver frosne, haha.. Ellers kan du også bare bruge basen som en smoothie bowl, ligesom denne her opskrift på smoothiebowl med bær og grønkål.
Ingredienser
- 200 g frosne jordbær
- 50 g blåbær
- 3 bløde dadler uden sten
- 100 g skyr med vaniljesmag
- Så meget mælk, som er nødvendigt for at få blenderen til at køre rundt - vi brugte 1/2 dl
- Evt. en tsk. vaniljesukker
Desuden
- Evt. hvid chokolade og lidt frysetørrede bær eller bær-knas til pynt
Sådan gør du
- Blend alle ingredienserne til isene. Kom så meget mælk i, at blenderen lige nøjagtigt kan køre rundt, og rør gerne rundt et par gange med en ske for at få det til at køre.
- Kom smoothie’en i isforme, og sæt i fryseren i minimum 4 timer, gerne natten over.
- Næste dag tages isene ud af formen. Læg dem på et skærebræt, og pynt med smeltet hvid chokolade og bærknas, hvis du synes. De kan også sagtens spises, som de er.
Forslag til andre varianter
Det er kun fantasien der sætter grænser for, hvad du kan komme i smoothie is og hvad du kan pynte dem med. Her kommer jeg lige med nogle forslag til bær sammensætninger, som jeg synes fungerer godt:
- Mango og ananas
- Banan og hindbær
- Blåbær, hindbær og banan
- Mango, passionsfrugt og mynte
- Jordbær og ananas
- Passionsfrugt, fersken og banan
Man behøver ikke pynte smoothie isene med noget, men jeg synes bare det er hyggeligt at dekoerere dem lidt, så de er ekstra fine at se på. I stedet for at drysse med frysetøret bær, kunne man også bruge f.eks. lakridspulver, kokosfalger eller hakket nødder. I stedet for toppe med hvid chokolade, kan du evt. erstatte dette med mørk chokolade eller peanutbutter.
Instagram og gratis nyhedsbrev
Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.
Kommentarer