Havregrynskager med smørcreme og dyppet i mørk chokolade. En undervurderet spise, som måske nok er gået lidt af mode, men som ikke desto mindre stadig holder! De her havregrynskager er allerbedst, når de er blevet godt afbagt og har fået en let karamelliseret, sprød overflade. Og så er de lagt sammen med en blød og luftig smørcreme. Ikke så mange dikkedarer, men virkelig lækkert!
Havregrynskager opskrift
Opskriften giver cirka 8 færdige kager, afhængigt af, hvor store du laver dem. Smørcremen har godt af at være dejlig kold, når den skal sprøjtes på. Vi spiste vores havregrynskager på en sommerdag, hvor smørcremen hurtigt blev lidt for varm. Jeg vil derfor anbefale, at du laver smørcremen og putter den i en sprøjtepose og i køleskabet, indtil fem minutter før kagerne skal serveres. Efter få minutter på køkkenbordet er smørcremen klar til at blive sprøjtet på de chokoladeovertrukne havregrynskager.
Selve havregrynskagerne kan sagtens bages dagen i forvejen og gemmes i en lufttæt beholder, når de er helt afkølet. Vi havde også et par kager (som var lagt sammen med smørcreme) til overs, som blev gemt i køleskabet til næste dag. Utroligt nok var de stadig dejlig sprøde dagen efter, så selvom jeg vil anbefale, at man lægger dem sammen umiddelbart inden de spises, kan det også sagtens gå at gemme en rest.
Havregrynskager med smørcreme
Forberedelsestid
20 min.Tilberedelsestid
60 min.Samlet tid
1 time og 20 min.Ingredienser
Havregrynskager
- 65 g hvedemel
- 125 g havregryn
- 125 g smør
- 65 g lys sirup
- 125 g sukker
- en knivspids salt
Smørcreme
- 200 g smør (helst rigtigt smør, dvs. ikke en smørbar)
- 1 tsk. vaniljesukker
- 250 g flormelis
- evt. 1 pasteuriseret æggeblomme
- en knivspids salt
- evt. mørk chokolade til at overtrække med
Sådan gør du
Havregrynskager
- Bland alle ingredienserne i en skål. Det er lettest at gøre med hænderne.
- Læg et langt stykke film ud på bordet, og fordel dejen herpå i en lang pølse med en diameter på cirka 5-7 cm. Rul filmen rundt om og læg pølsen på køl i en times tid. Hvis det skal gå hurtigere, kan du også lægge pølsen på frost.
- Tænd ovnen på 200 grader. Tag dejen ud af køleskabet, og skær den i cirka 0,5-1 cm. tykke skiver. Læg dem på en bageplade med god afstand i mellem. Tryk dem evt. en lille smule flade, inden de kommes i ovnen.
- Bag kagerne i cirka 10 minutter, eller til de har en gyldenbrun farve i kanten.
- Lad kagerne ligge et par minutter på bagepladen, når du har taget dem ud. Herefter kan du forsigtigt løfte kagerne over på en rist, så de kan afkøle.
- Når kagerne er helt kolde, kan du smelte lidt mørk chokolade i mikroovnen, som du kan dyppe den ene ende af kagerne ned i. Læg igen til afkøling på bagepapir.
Smørcreme
- Pisk smør og vaniljesukker, til det er let og luftigt.
- Tilsæt flormelis og salt og pisk igen.
- Tilsæt æggeblommen for en glat konsistens og pisk.
- Put smørcremen i en sprøjtepose, som du lægger på køl til 5 minutter før du vil samle kagerne. Her tager du sprøjteposen ud og lægger på køkkenbordet. Efter nogle minutter er smørcremen klar til at blive sprøjtet ud på de afkølede havregrynskager.
Video af havregrynskager med smørcreme
Mormor Ernas opskrift
Opskriften her kommer faktisk fra min nye makker i “JulieBruun teamet” Christina. Det er nemlig en gammel opskrift, hun har fra sin mormor, som vi simpelthen måtte dele med jer. Nu har mormor Erna givet os lov, så vi håber I tager godt imod hendes fantatiske havregrynskager. Tak for lån af den!
På billedet kan du også finde disse karamel popkorn! De smager virkelig også helt fantastisk og er hurtige at lave.
Kager lige så gode som bagerens
- Hjemmelavede hindbærsnitter smager også mindst lige så godt som dem, man kan købe ved bageren. Jeg har et par forskellige forslag til lækre marmelader (udover hindbær), man kan bruge.
- Romkugler, som jeg måske faktisk endda vil vove at påstå er bedre end bagerens! Og så er de lavet på dadler, mandler, digestive kiks og romessens.
- Træstammer kan også laves på samme måde som romkuglerne, i en lidt sundere version.
- En sidste, og også lidt ‘gammeldags’ opskrift, som passer perfekt til morgenbordet en søndag morgen, er denne kringle med marcipan.
Instagram og gratis nyhedsbrev
Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.
Hej Julie. Kan kagerne laves og fryses ned indtil de skal bruges. De skal gerne med på en Herre vandretur i Silkeborg omegn
Sagtens, det har jeg gjort mange gange og det kan man fint 🙂
Hej!
Vil det fungere med glutenfrit mel og laktosefrit smør?
Vh Karin
Hej Karin. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, da jeg ikke har prøvet det – men det tænker jeg godt kan fungere 🙂 Kh Julie
Hej Julie.
Jeg har lige forsøgt mig med disse lækre kager. Desværre flyder mine kager slet ikke ud. Har du eventuelt en forklaring på det?
Øv, hvor ærgerligt, Julie! Har du trykket dem lidt flade, inden de kommes i ovnen? Vi har prøvebagt dem en del gange efterhånden og har aldrig haft problemer med det. De får en lille smule højde på, men ikke så de ikke flyder ud. Du kan måske prøve at skrue lidt ned for ovnen næste gang, så kagerne ikke når at sætte sig, inden de flyder ud. Men ellers har jeg desværre ingen gode bud på, hvad der er gået galt.
Kh Julie
Skal smører smeltes til dejen? Synes ikke helt det fungere med smeltet smør 🤷♀️
Hej Vivi. Nej, alle ingredienserne skal bare blandes sammen, som de er. Uden at smelte smørret 🙂