Har du prøvet denne her kombi hos Joe and the juice måske? Eller selv lavet den? Jeg elsker den, sådan en tunacado sandwich! Det sprøde brød som bliver ristet helt crunchy, en grøn pesto (basilikum efter min smag), en tuncreme og denne her er med sød chili, så den bliver lidt spicy og samtidig lidt sød. Avocado, tomat og mozzarella – ej men så har man altså en virkelig god sandwich.
Tunacado – sandwich med spicy tun og avocado
Egentlig tænkte jeg at min blog kunne bruge lidt nye bud på “hjemme-frokost-opskrifter” og idéer”. Jeg har rigtig mange bud herinde på frokost til gæster, I ved når man lige gør lidt ekstra ud af det. Vi har faktisk virkelig ofte gæster til frokost og jeg elsker at diske op med gode mættende måltidssalater eller noget vi kan samle selv ved bordet, bagels med forskelligt fyld, vafler med forskelligt fyld eller sådan noget. Se hele min kategori med frokost til gæster her. Men min kategori med frokost til hverdag – den synes jeg manglede lidt. Idéer til hvad man lige husker smækker sammen til sig selv, som maks tager 10 minutter. Hvis nu man på et tidspunkt bliver træt af leverpostejsmadder eller havregrød. Så nu er jeg gået i skarp udvikl-hjemme-frokost-opskrift-mode. Og her er den første, en klassisk tunacado sandwich med spicy tuna.
Ingredienser
- 2 sandwichbrød
- 2 spsk. basilikumspesto
- 1 tomat
- 1 avocado
- 1 kugle mozzarella
- et drys salt og peber
Tuncreme
- 1 dåse tun
- 2 spsk. mayonaise
- lidt salt og peber
- 1 spsk. kapers (drænet for væsken)
- 1 spsk. citronsaft
- 1 spsk. sød chili sauce
Sådan gør du
- Bland din tuncreme sammen i en skål
- Skær sandwichbrød op og smør under’en med pesto og over’en med tuncreme
- Kom skiver af tomat, avocado og mozzarella på
- Drys lidt salt og peber og luk dem sammen
- Bag i et paninijern /bordgrill eller hvad du har i et par minutter og spis
Se en video her af sådan en tunacado sandwich
Flere nemme sandwich til din hverdagsfrokost
- Sandwich med ost og skinke, en sennepsmayo og soltørret tomat
- Rugbrødssandwich med hummus, kylling, ost og spinat
- Du kan også prøve de her pita skåret over og ristet, smurt med mascarponecreme og toppet med laks, avocado og dilddressing
- Omelet er også en god frokost til hjemmedagene
Instagram og gratis nyhedsbrev
Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.
Kommentarer