Denne her spidskålssalat smager virkelig godt, den er sprød og snasket! Og så byder den både på saltede smage, syre fra æbler, fedme fra avocado og feta og søde fra æblerne og dressingen. Det er en spidskålssalat med green goddess dressing, hvis du mon har hørt om den? Jeg fortæller mere nedenfor og deler min variant af denne her dressing. Jeg håber du vil give salaten et forsøg.
Spidskålssalat med green goddess dressing
Vi fik et meget lignende salat hos nogle af vores venner for, ja efterhånden længe siden. Men den var bare så god, at jeg ikke helt kan glemme den. Så nu skrev jeg til min veninde for at høre lidt mere ind til denne her dressing og har forsøgt at lave noget lignende. Det endte så godt. Så nu må den deles med jer også. Den er nemlig både lidt saltet, lidt syrlig og lidt sød. Der er masser af bid og sprødhed. Så få opskriften her og se video nedenfor.
Spidskålssalat med green goddess dressing
Samlet tid
20-30 minutterIngredienser
Dressing
- 1 potte basilikum (ikke de helt store potter)
- 1 lille fed hvidløg
- saft fra 1/2 citron
- godt med salt og peber
- 100 g saltede cashewnødder
- 1 dl græsk yoghurt eller creme fraiche
- 1/3 af et bundt purløg (klip øverste del af)
Salat
- 1 spidskål
- 1/2 kinakål
- 1 dl frosne ærter
- 2 syrlige æbler
- 50 g feta eller salatost
- 2 avocadoer
- 100 g salte cashewnødder til toppen
Sådan gør du
- Lav først din dressing: kom det hele i en food processor og kør til det er cremet
- Snit så spidskål og kinakål fint, enten i hånden eller på mandolinjern
- Kom de frosne ærter i en skål og hæld kogende vand over. Lad dem tø op, hæld så vandet fra igen.
- Snit æbler fint, dræn feta fra olien og skær også avocado i tern
- Kom kål i en stor skål sammen med dressingen og vend det godt rundt.
- Kom det over på et fad og anret med ærterne, æblerne, avocado, feta og de salte cashewnødder
Green goddess dressing
Denne her dressing figurerer lidt rundt på instagram og tiktok, jeg har også prøvet at lave “den” før, men lidt anderledes dog. Dengang var det hvidkål og agurk jeg vendte rundt i dressingen. Idag var det spidskål og så kom jeg en masse toppings på, for at give salaten flere forskellige smage og konsistenser. Så selvom jeg også godt kan lide versionen med hvidkål, synes jeg denne her stikker den. Dressingen her blev også bare lige i øjet. Man kan også bruge parmesan i en green goddess dressing eller flere friske krydderurter. Nogle bruger også spinat i den eller valnødder. Jeg synes bare de her nævnte ting kan bidrage med ret meget bitterhed, som jeg egentlig ikke synes klæder salaten her. Derfor foretrækker jeg den uden. Men kom det blot i, hvis du kan lide den sådan.
Video af spidskålssalat med green goddess dressing
Små variationer i salaten
Spidskål og kinakål kan skiftes lidt ud, hvis du synes. Jeg foretrækker klart en form for grønt der er sprødt. Så ikke feldsalat, spinat eller lignende. Men andre former for kål kan sagtens bruges, f.eks. lilla spidskål, savoykål eller grønkål. Æblerne kan skiftes ud med blommer eller pærer. Ærterne kan skiftes ud med bønner, enten grønne bønner (haricot verts) eller soyabønner eller blot suppleres med disse. Feta kan erstattes af burrata eller mozzarella og cashewnødderne kan erstattes af ristede pinjekerne eller saltede mandler.
Spidskålssalat med green goddess dressing kan spises sammen med
- de her kyllingespyd med chilimayo
- de her saftige og krydrede asiatiske frikadeller
- hjemmelavede falafler eller bare købte falafler
- sammen med grillmaden, hvis du griller kød og pølser f.eks.
- eller måske sammen med en glaseret skinke eller hamburgerryg
Følg med på Instagram og TikTok
Hvis du kunne tænke dig at følge endnu mere med i mit univers, så kan du klikke lige her, og komme direkte ind på min Instagram-profil. Jeg deler dagligt madinspiration og generelt lidt fra min hverdag og mit familieliv. Du kan også følge med på min TikTok profil og måske blive inspireret af mine madvideoer. Jeg håber, at vi ses derude!
Nøøj…..den ser lækker ud og skal helt sikkert prøves 😋 Vil dog lige høre om man evt kan lave dressingen dagen før?