Spaghetti med svampesauce er blevet en ny favorit her hjemme, eller dvs. Mads er ikke den store fan af svampe og champignon. Men resten af retten er han fan er! Jeg derimod (og faktisk også ungerne) ELSKER denne her ret, også de bløde champignon. Manner hvor smager det bare godt, den fede og cremede konsistens og smag – sammen med den friske og syrlige tomatsalsa. Lov mig at prøve opskriften af på spaghetti med svampesauce
Spaghetti med svampesauce
Her er en ny yndlingsret, som jeg virkelig har glædet mig til at dele med jer. Jeg lavede den i første gang sammen med min kærestes niece forleden og delte lidt på min Instagram. I var rimelig mange som efterspurgte opskriften, så jeg har været i gang igen – denne gang hjemme i mit eget køkken med lidt bedre kamera og lys.
Opskriften på spaghetti med svampesauce er egentlig mest Emilias, men jeg har alligevel ændret en smule da jeg kom hjem igen. Jeg synes der skulle mere sauce, mange flere svampe og lidt mere smag til retten. Desuden har jeg tilføjet lidt ekstra til den salsa her, men igen – idéen kommer fra min kærestes niece, som selvfølgelig skal have sin credit.
Jeg har serveret retten sammen med en omgang grillet mørbrad, og så denne her spicy tomatsalsa, som komplimenterer den cremede fløderet virkelig godt. Håber I kan bruge min opskrift på spaghetti med svampesauce.
Spaghetti med svampesauce
Forberedelsestid
15 minutterTilberedelsestid
20 minutterSamlet tid
35 minutterIngredienser
Pastaret
- 200 g bacon i tern
- 3 skalotteløg
- 3 fed hvidløg
- 1 pakke brune champignon (350 g)
- 1 pakke østershatte (300 g) eller anden valgfri slags svampe
- 2 spsk. olie + 1 spsk. smør til stegning
- godt med salt og peber
- 1 bouillonterning eller 2 tsk. pulver opløst i 2 dl vand
- 1 spsk. majsstivelse opløst i 1/2 dl vand
- 1/2 liter fløde
- 400 g spaghetti
Tomatsalsa
- 250 g cherrytomater
- 1 rød peberfrugt
- 2-3 cm frisk rød chili
- 1 håndfuld frisk persille
- 2 spks. olivenolie
- salt og peber
Sådan gør du
- Start med at lave salsa: skær peberfrugt og cherrytomater i små tern og kom i en skål. Hak hvidløg og persille og kom ved. Hæld olie, salt og peber over og stil salsaen på køl imens du laver din pastaret
- Steg bacon sprødt og læg det til side
- Snit løg, hvidløg og svampe i mindre stykker
- Kom lidt ekstra olie på panden hvor der stadig er lidt fedt tilbage fra bacon
- Kom løg og hvidløg på panden og vend rundt et par minutter
- Kom svampe ved og vend rundt et par minutter, tilføj smør og lad det simre lidt.
- Kom boillonvand ved og sæt nu spaghetti over (det skal have omkring 10 minutter)
- Kom fløden ved retten og vend rundt, lad det simre i et par minutter
- Hvis du ønsker en tykkere sauce, tilsæt da lidt Maizena
- Smag til med godt med salt og peber og hæld den kogte (drænede) spaghetti over i saucen. Top med den sprøde bacon og vend det let rundt.
- Server med tomatsalsa og evt. med grillet mørbrad, som vi gjorde
Hvad kan du ellers servere til denne cremede spaghetti med svampesauce
- Vi fik som sagt grillet mørbrad til, den er blot vendt i godt med krydder (salt, peber, all round og paprika).
- Man kunne også fylde mørbraden med f.eks. flødeost, persille, hvidløg og soltørret tomat, det vil jeg prøve næste gang. Så blot binde lidt reb rundt om, så fyldet bliver i mørbraden.
- Ellers kan man sagtens spise pastaretten alene uden kød.
- Lidt kylling ville også være godt, enten ved siden af eller i selve retten.
- Hakkebøffer kunne også være godt her til, evt. hvor de er lagt ned i et fad med saucen ud over. Så kan man jo spise det med ris frem for sammen med spaghetti.
Fløde til retten
Jeg har både lavet spaghetti med svampesauce med ganske almindelig piskefløde og med et alternativ til piskefløden fra Cremefine, også med 38 %. Ellers kan man også lave den på maflavningsfløde og soyafløde. Soyafløden er den mest tykke og cremede af dem og så behøver man ikke Maizena til. Men du kan bruge stort set alle slags fløder her til.
Andre lækre pastaretter
- pasta med laks og spinat (en lynhurtig hverdagsret som tager 15 minutter)
- pasta pesto
- pølsemix med pasta
- pasta med peberfrugt og blomkålssauce (en af de mest populære pastaretter fra min blog)
- pastasalat med karrydressing (min yndlings pastasalat)
- nu er spaghetti med svampesauce så gået hen og blevet min nye favorit pastaret, vi skal have det her virkelig mange gange fremover.
Nyhedsbrev
Modtag mine nyhedsbreve helt gratis. Jeg sender en madplan ud hver weekend, som er proppet med grønne nemme familieretter samt indkøbslister. Tilmeld dig her
Hvilken bouillonterning er der tale om? 🙂
Jeg bruger som regel en grøntsagsbouillon. 🙂
Synes det ser vildt lækkert ud! Er dog heller ikke så stor fan af svampe og champignoner… Kan man evt. si dem fra, når sovsen er lavet? Så man bare får glæde af smagen eller vil det ødelægge retten?
Hej Julie!
Det ser for lækkert ud! Må jeg høre, hvor du har købt denne type spaghetti?
Hej Emma
Mange tak. Den er købt i Kvickly, mener også jeg har set det i Føtex 🙂