Du har sikkert lavet mange pizzaer i dit liv, og sikkert også en hel del sandwiches. Men har du prøvet at kominere de to? En pizza, men som sandwich. En sandwich, der smager af pizza. Det er altså ret lækkert. Næste gang du tænker på at lave pizza til aftensmad, så kan du jo lave dem sådan her. Som snaskede pizzasandwich. Fyldet kan jo varieres og udskiftes – jeg har skrevet nogle forslag til netop det nederst i indlægget.
Opskrift på snaskede pizzasandwich
I denne opskrift har jeg brugt et købt brød, lavet en hurtig pizzasauce og så bagt det smurte brød med ost og serranoskinke i ovnen, inden jeg fyldte det med salat vendt i en cæsar-inspireret dressing. Ikke dårligt! Det er jo vitterligt to favoritter kombineret i én. Og sådan en snasket pizzasandwich her synes jeg både kan bruges som en frokostret, for eksempel hvis du får gæster. Men også som aftensmad til hele familien. Måske børnene ikke er så meget til salat og dressing, men så kan de måske få en mere simpel udgave bare med skinke eller pepperoni og noget peberfrugt eller tomat.
Ingredienser
Pizzasauce
- 4 spsk. tomatpuré
- 2 spsk. olie
- 1 spsk. balsamicoeddike
- 1/2 tsk. hvidløgspulver
- godt med salt og peber
- 1/2 tsk. tørret oregano
- 1/2 tsk. tørret timian
- 1 lille tsk. sukker
Dressing
- 1 dl creme fraiche
- 1 tsk. sennep
- 1 spsk. citronsaft
- godt med salt og peber
- 1 spsk. finthakket frisk rosmarin
- 1 spsk. høvlet parmesan
- evt. 1 tsk. hakket friske sardiner (kan undlades, men det får smagsløgene hen på cæsarsalat)
Andet
- 2 stk. flutes
- 1 god håndfuld revet mozzarella
- et par stykker serranoskinke eller pepperoni, hvis du synes
- godt med icebergsalat
- 1 stump agurk
- en smule rødløg
- et par cherrytomater
Sådan gør du
- Bland pizzasaucen i en skål
- Bland dressingen i en anden skål
- Skær brødene op, smør med pizzasauce
- Kom lidt ost på hver og lidt serranoskinke
- Kom i ovnen og bag 5-10 minutter ved 200 grader varmluft
- Snit imens salat, agurk, rødløg og cherrytomater
- Kom det i en skål sammen med dressingen og vend rundt.
- Kom nu dette på de bagte brød og luk sammen, spis
Video af snaskede pizzasandwich
Udskiftning og alternativer
Altså der er jo nærmest uendelig kombinationsmuligheder i det her koncept. Lad os starte med brødet: Du kan jo bage dit eget sandwichbrød. Vil du kræse lidt ekstra om tomatsaucen, så har jeg en rigtig god opskrift, jeg synes, du skal prøve. Det er den her pizzasauce.
Derudover er det jo bare at vælge lige præcis det fyld, du bedst kan lide. Er du ikke til kød, så kunne du tilføje grillet aubergine eller grillet peberfrugt. Det tror jeg, ville være super lækkert. Men måske du kan finde noget inspiration til fyld ved at se mine opskrifter på pizza. Der er vist lidt af hvert. Blandt andet kebab, kartofler og kødboller.
Andre snaskede sandwiches
Hvis du kan lide en god, snasket sandwich, så prøv også disse opskrifter:
Følger du mon med på Instagram?
Følg meget gerne med på min Instagramprofil for mere mad-inspiration og nemme opskrifter. Her deler jeg desuden en masse glimt fra min hverdag, hvad den nu byder på samt en masse træningsinspiration. Du er så velkommen til at følge med derovre, mit navn er @juliebruunsblog. Jeg håber, at vi ses derude
Hej Julie!
Mums det ser lækkert ud🤩 Hvad er det for noget brød, du har brugt? Kan godt lide at det er fladt.
Mvh Mette
Hej Mette
Det brød jeg har brugt i opskriften er et focaccia købt i Bilka. Det var med havsalt og hvidløgsolie 🙂
Kh. Julie