Prøv lige sådan en sandwich med gouda, en anden krydret ost, serranoskinke og mortadella samt en tapenade. Genial kombination. Selvom det måske lyder omstændigt, og du lige skal ud og have fingrene i lidt forskellige sager. Så prøv dem! Du kan altid bruge både oste, tapenade mm til andre retter også. Det kommer jeg med bud til herunder.
Sandwich med gouda og serranoskinke
Det er svært at vise hvor lækker denne her sandwich er. Den skal bare smages! En af mine gode veninder sendte mig for noget tid siden en video af sin sandwich, en video der viste hvordan hun gjorde. Normalt er jeg vildt dårlig til at følge andres opskrifter, ironisk nok. Så min første tanke var også at den ville jeg prøve, men bare sådan lidt på slump ift. hvad jeg nu selv havde på lager. Men så besluttede jeg mig alligevel for (for engangs skyld) at gøre præcis som hende. Bare for at kaste mig ud i lidt kombinationer jeg ikke plejer. Og hvor er det godt, jeg gjorde det. For MUMS, det smager sindssygt godt. Jeg har lavet de her sandwich 3-4 gange de sidste 14 dage nu og får allerede lyst til at handle ind til dem igen. Så kæmpe tak til min dejlige veninde Cille, for at finde på så genial en sandwich, sende videoen til mig og give mig lov til at dele den med jer her.
Ingredienser
Tapenade
- 1 spsk. grønne oliven
- 1 spsk. sorte oliven
- 1 spsk. soltørret tomat
- 1 spsk. finthakket cornichon (syltede agurk)
- 1 fed hvidløg
- salt og peber
- 2 små spsk. olivenolie
Desuden
- 1 stort stykke brød, de her er fra Lidl. Ellers 2 sandwichbrød
- Mayo som smørrelse
- Ruccola
- Tomatskiver
- 2 skiver mortadella
- 2 skiver serranoskinke
- lidt goudaost
- lidt trioler adler ost (fra Lidl) eller anden ret kraftig ost
Sådan gør du
- Lav tapenaden: hak oliven, soltørret tomat og cornichon i mindre stykker og kom i en skål med revet hvidløg, salt, peber og olie.
- Flæk brødet og smør det med mayo
- Skyl rucola og dup tørt, skær tomater i skiver og skær også serrano i mindre stykker (så man slipper for ikke at kunne bide det over)
- Kom rucola på brødet samt tapenade, mortadella, serrano og tomatskiver.
- Skær også ostene ud i tynde strimler og læg på.
- På med låget og ind i et paninijern eller blot i ovnen i nogle minutter til brødet er sprødt og osten er smeltet.
Video af sandwich med gouda og serrano
Her finder du en video af sandwichen, så du kan se hvordan de laves.
Genbrug fyldet til andre lækre sager
Til de her sandwich skal du bruge to slags ost og to slags skinke. Desuden en slags oliventapenade og frisk tomat, rucola og en mayo. Du har snildt genbruge dit fyld til andre opskrifter.
- Har du ekstra serranoskinke – brug det på pizza, i andre sandwich eller på madvafler. Jeg er vild med sød kartoffel vafler med parma eller serranoskinke på.
- Har du ekstra mortadella, er det også genialt på rugbrødsmadder eller i toast, f.eks. i blomkålstoast.
- Har du ekstra ost, kan både den skarpe trioler adler og gouda bruges på pizza, i pizzasnegle, i croque madame eller i de her rugbrødssandwich.
- Sådan en tapenade med oliven og soltørret tomat kan serveres til et bette tapasbord, ellers er det godt i fars. F.eks. i frikadeller, kyllingefrikadeller, i kyllingebryst som man skærer op og fylder med det eller i farsbrød.
Andre geniale sandwich opskrifter
Instagram og nyhedsbrev
Følg meget gerne med inde på min Instagram-profil, hvor jeg hver dag deler inspiration til lækker hverdagsmad og andet skønt bagværk. Heler deler jeg også glimt af mit familieliv, træning og hvad der ellers lige fylder i hverdagen. Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev, hvor jeg hver uge sender en madplan ud med komplet indkøbsliste. Så løber man aldrig tør for inspiration.
Virkelig lækre sandwiches 👌 selv min mand som ikke kan lide oliven og rocula kunne lide dem 😉
Ej hvor godt. Mange tak. Det er virkelig også min egen favorit sandwich.
Hvis ikke man har paninijern, hvordan laver man den så bedst?
Hej Sanne. Du kan give den en tur i ovnen til den er blevet gylden på toppen – ellers kan du også komme den på en pande med lidt smør på evt. 🙂 Kh Julie