Kyllingenuggets med nachos panering

De her kyllingenuggets med nachos som en del af paneringen var faktisk tiltænkt vores næste kogebog. Men da vi havde to nuggets opskrifter der til, valgte vi at komme den ene af dem her på siden i stedet. Så nu kan I få fornøjelsen af disse sprøde kyllinger, som simpelthen smager så godt.

kyllingenuggets med nachos

Kyllingenuggets med nachos panering

 

Her får I et bud på saftig kylling med den sprødeste panering. Nogle gange er det bare lidt sjovere at spise kylling på andre måde end på panden med salt og peber. Nogle gange trænger man lige som bare til lidt andre serveringsmåder og her er en du måske ikke har prøvet før. Jeg havde hvert fald ikke prøvet det, før denne opskrift kom til verden. Men nu skal jeg da spise min kylling sådan her ret så ofte i fremtiden. Paneringen består af salte nachos, parmesanost, persille og krydderier. Nemt, men virkelig godt.

Sprøde nuggets

Opskrift til 4 personer

Samlet tid

25 minutter

Ingredienser

  • 400 g kyllingebryst eller inderfilet
  • 125 g nachos/tortilla-chips (original)
  • 3 spsk. finthakket persille
  • 20 g parmesan
  • 2 tsk. flagesalt + peber
  • 100 g mel (her kan godt bruges fuldkornsmel)
  • 2 æg
  • ½-1 dl rapsolie eller solsikkeolie til stegning

Sådan gør du

  1. Skær kyllingen i mindre stykker. 
  2. Kom chipsene i en frysepose. Luk luften ud af posen, og bind en knude. Bank chipsene med en kagerulle, til de er helt knuste. 
  3. Put de knuste chips i en skål, og tilsæt finthakket persille, revet parmesan, flagesalt og peber. Vend det hele godt rundt.
  4. I en anden skål blandes mel og salt.
  5. Æggene slås ud i en tredje skål. Rør dem sammen med en gaffel.
  6. Varm olien godt op på en pande (vores komfur stod på 8 ud af 9). Jo mere olie du bruger, jo sprødere bliver dine nuggets.
  7. Paner kyllingestykkerne ved først at vende dem i mel, derefter i æg og til sidst i chips-blandingen. 
  8. Steg dine nuggets i den varme olie i cirka 4 minutter, og vend dem derefter. Hold øje med dem løbende. Paneringen skal være gyldenbrun og sprød, og kyllingen skal være gennemstegt. 
  9. Lad dine nuggets dryppe af på et stykke køkkenrulle inden servering

Bedøm denne ret

Andre slags kylling

  • Se også mine nuggets med en tomatpuré – hvidløg – brun farin – spidskommen marinade og pankorasp som panering 
  • Ellers kan du prøve at lave kylling med fyld eller saltimbocca (også virkelig godt og faktisk meget nemt).

 

Hvad kan du spise sammen med kyllingenuggets med nachos panering?

Salater! Og dem har jeg en del af her på siden. Jeg har faktisk delt dem ind under måltidssalater, salater som tilbehør, salater med fisk og kød (måske ikke dem jeg ville servere sammen med disse). Samt salater uden fisk og kød – disse er super egnede som tilbehør til kyllingenuggets med nachos. Her er alt fra mættende salater med bulgur, spelt, pasta og lignende – til simple tilbehørssalater som tomatsalat, en grøn salat også. Ellers kan du lure med i kategorien med kartofler som tilbehør, altså jeg ville ikke klage over en omgang flødekartofler her til.

 

Instagram

Følg meget gerne med ovre på min Instagramprofil, hvor jeg deler en masse madbilleder og opskrifter, boliginspiration samt lidt mere private billeder

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret