Virkelig, virkelig god måltidssalat er netop klar til jer. Kikærtesalat med majs, avocado og brødcrutoner, samt en masse andre gode sager smager bare GODT. En dejlig frisk salat, som tilmed er god mættende da der både er kikærter og brødcrutoner i. Jeg håber, at I er ligeså vilde med den, som jeg! Opskriften finder I nedenfor.
Opskrift på kikærtesalat med majs, avocado og brødcroutoner
I denne kikærtesalat med majs er der et godt mix af konsistenser og smage, helt perfekt efter min smag. Vi har sprødhed fra brødcrutoner og kikærter – jeg elsker at der er noget sprødt i en salat. Så har vi fedme fra avocado og parmesan, som giver en god en god snasket konsistens. Appelsinerne giver en god syre og friskhed sammen med tomaterne, som også afgiver noget sødme. Og så lige noget skarpt/stærkt til at runde salaten af med som er rødløgene. Dét er efter min mening en virkelig god kombination! Server den til de kommende grillaftener med et stykke kød til, spis til den frokost som den er, eller kom den på ta-selv-buffet-bordet.
Ingredienser
I ovnen
- 1 stor sød kartoffel
- 1 dåse kikærter
- olie, salt og peber
Dressing
- 1/3 dl olivenolie
- godt med salt og peber
- 1 tsk. sennep
- 1 spsk. citronsaft
- 1 tsk. lys sirup
Desuden
- 1 majskolbe
- 1 god stor håndfuld cherrytomater
- 1/2 rødløg
- 1 appelsin
- 1 avocado
- 1 håndfuld brødcroutoner: 1 skive franskbrød + olie og salt
- lidt friskhøvlet parmesan
- lidt frisk basilikum
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft
- Skyl sød kartoffel godt og skær den i tern. Dræn kikærterne. Kom begge dele i et ovnfast fad med lidt olie, salt og peber. Bag i ovnen i 15-20 minutter.
- Imens koges majskolben. Pil bladene af og kom den i kogende vand i 20 minutters tid. Skær efterfølgende majs fri fra kolben.
- Dressingen røres sammen i en skål
- Brødcroutoner laves, hvis du ikke har købt dig til dem. Skær brød i mindre tern, rist dem sprøde på en pande i olie og drys med salt Det tager 4-5 minutter
- Saml salaten ved at komme de bagte sød kartoffeltern og kikærter på et fad sammen med halverede cherrytomater. Kom appelsin, avocado og rødløg ved, alt sammen skåret i mindre stykker. Kom majs, croutoner, parmesan og basilikum ved og hæld dressingen over til sidst.
TIP: måltidssalat eller tilbehørssalat
Skal salaten den være endnu mere mættende kan man evt. tilsætte en omgang pastaskruer eller bulgur, så kan den sagtens udgøre et måltid i sig selv. Vil du derimod ikke have så meget fylde i den kan man sagtens undlade kikærterne. Tilpas blot salaten efter hvad der passer til dig, om det skal være tilbehør til maden eller en frokost/aftensmad i sig selv.
Andre dejlige salater med kikærter
- Auberginesalat med kikærter, feta og oliven
- Salat med grønkål, appelsin og ristede kikærter
- Salat med laks, ristede kikærter og bagte tomater
- Salat med appelsin, ristede kikærter og krydret chorizo
Instagram og nyhedsbrev
Følg endelig også med inde på min Instagram-profil, hvor jeg hver dag deler inspiration til lækker hverdagsmad og andet skønt bagværk. Heler deler jeg også glimt af mit familieliv. Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev, hvor jeg hver uge sender en madplan ud med komplet indkøbsliste.
Kommentarer