Få en opskrift på en lækker krydret hvid pizza med kylling her. Pizzadejen er en gærdej som er super nem. Fremfor pizzasauce, har vi smurt den med en hvidløgscreme på mascarpone, og så er den toppet med kylling, chili og persille.
Hvid pizza med kylling
Her er en pizza som er smurt med en mascarpone creme med hvidløg og citron, det smager så skønt og er et glimrende alternativ til en klassisk pizzasauce. Ikke at der er noget i vejen med sådan en, det elsker jeg virkelig også på pizza. Men sådan en hvid pizza kan nu også noget.
Skift gerne ud i fyldet, feks. kan kylling udskiftes med ristet parmaskinke eller sprød bacon. Der kan komme peberfrugt, cherrytomater, løg eller hvad du ellers elsker af grønt på pizzaen. Den revne mozzarella kan skiftes ud med revet parmesan ost. Vi kom lidt frisk chili over pizzaen, dette kan også fint undlades – hvis du synes det bliver for stærkt. Omvendt, giver du den bare gas med endnu mere, hvis du er til det. Vi håber du kan bruge vores opskrift på en hvid pizza med kylling.
Ingredienser
Pizzadej
- 15 g gær
- 2 dl vand
- 1 lille spsk. salt
- 4 spsk. olie (vi bruger olivenolie)
- 400 g hvedemel
Hvidløgs mascarponecreme
- 150 g mascarpone
- 2 fed hvidløg
- 1 tsk. salt + lidt peber
- evt. lidt citronskal og saft (vi bruger 1 spsk saft og skal fra 1/2 citron)
- 4 spsk. olie til at blande cremen op med
Desuden
- 150 revet mozzarella
- 2 kyllingebryst
- 1 god håndfuld persille
- 1/2 rød frisk chili
Sådan gør du
- Start med at opløse gær i vand. Jeg brugte en røremaskine til at røre min pizzadej sammen. Men den kan også æltes i hånden
- Tilsæt salt og olie og rør et øjeblik
- Tilsæt så melet lidt af gangen og ælt godt. Gerne 10 minutter på røremaskine ved høj omdrejning. Ellers så meget du orker med de bare næver
- Kom 1-2 spsk. olie ned til dejen i skålen og løse kanterne fra skålen, så den lige bliver vendt rundt i olien.
- Lad dejen hæve 1 time på køkkenbordet i skålen. Kom et stykke film (eller klip en frysepose op, og kom) over skålen. Læg et vistestykke over og forbered imens en mascarponecremen og det fyld du ellers skal bruge
- Tænd også ovnen på max varme, min kom op på 270 grader varmluft med en bagesten/ et bagestål i. Dette skal blive helt varmt, det tager ca. 40 minutter.
- Mascarponecreme: bland osten, revet hvidløg, salt, peber, evt. lidt citron og olie i en skål.
- Kylling: skær kyllingebryster i skiver og lynsteg dem på en pande i lidt olie. De skal ikke gennemsteges, men bare lige have en smule farve. Krydder dem gerne med salt og peber
- Skær chili i tynde skiver og hak persille groft
- Rul din dej ud, enten med en kagerulle eller se om du kan bruge hænderne til at presse den godt flad. Det er mest “rigtigt” ikke at bruge kagerulle, da denne presser luften ud af dejen. Nogle gange er det bare det nemmeste med en kagerulle, og jeg skal nok lade være med at sladre til nogle hvis du bruger denne metode ;o) Brug lidt ekstra mel til udrulningen, så dejen ikke hænger fast på rullen.
- Løft bunden over på et stykke bagepapir, som ligger på en bageplade (eller på en kombispade – hvis du bruger bagestål)
- Smør den med mascarpone cremen og drys også revet mozzerella over.
- Kom kyllingestykkerne på samt chili og persille
- Før pizzaen ind i ovnen ovenpå den varme bageplade/det varme bagestål. Bag i 5-10 minutter, eller indtil bunden er sprød i kanten og virker gennembagt.
Andre lækre pizzaer
På det seneste har vi kreeret en hel del nye pizzaopskrifter. Mange af dem har vi brugt i vores kommende bog, som er på gaden om få måneder. Vi glæder så os meget til at vise jer den. Men en del af pizzaopskrifterne er også blevet kreeret her til siden. Her er lidt andre pizzaer:
- Pizza med kødboller og krydret tomatsauce
- Pizza med tomater og burrata
- Kartoffelpizza
- Pizza med sød kartoffel og frisk timian
Nyhedsbrev, Facebook og Instagram
Følg endelig også med inde på min Facebook-side og på min Instagram-profil, hvor jeg hver dag deler inspiration til både aftensmad, tilbehør, salater, desserter og bagværk. Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev, hvor jeg hver fredag sender en madplan ud med tilhørende indkøbsliste.
Kommentarer