Glutenfri gulerodsboller med solsikkekerner, græskarkerner, godt med øko kærnet smør, kokossukker og glutenfrit mel af Mix Well fra Europantry.
Glutenfri gulerodsboller
Jeg har tidligere arbejdet sammen med Europantry, som laver det lækreste glutenfrie mel. Sådan virkelig fra hjertet, de laver mel der er genialt at bage med. Nu har jeg både bagt glutenfrie pølsehorn, glutenfrie chokoladeboller og en citronkage hvor bunden var lavet på samme glutenfrie mel, og det har bare givet det bedste resultat hver gang.
Denne gang har jeg kastet mig ud i glutenfri gulerodsboller og endnu engang er de blevet helt perfekte. I starten af min glutenfrie bagekarriere havde jeg lidt svært ved at bage boller der ikke smuldrede og ikke smagte af hø. Men jeg må ha’ knækket koden nu, for hver gang jeg bager glutenfrit bliver det med et godt resultat. Bløde og ret luftige boller (især når man nu tænker på det ikke er med hvidt glutenfyltdt mel). Boller som mætter, som smager skønt og som netop har en rigtig god konsistens.
De her glutenfri gulerodsboller er desuden nemme at bage, og kræver ikke bagestål. Jeg bruger blot en helt almindelig ovn med en helt almindelig bageplade. Dog bruger jeg en røremaskine, men man kan også bruge en elpisker i starten til at piske loppefrøskaller og vand til en gelé. Håber I kan bruge opskriften, her bliver til 12 glutenfri gulerodsboller
Ingredienser
- 25 g gær
- 5 dl lunken vand
- 20 g husk loppefrøskaller
- 1 tsk. salt
- 1 spsk. kokossukker (eller anden type sødende)
- 50 g smeltet smør
- 50 g solsikkekerner
- 30 g græskarkerner
- 50 g (glutenfrie) havregryn
- 100 g revet gulerod
- 400 g mel glutenfri mel (det lyse bagemel fra MIX WELL)
- 1 æg til pensling
Sådan gør du
- Kom vand og gær i en skål eller røremaskine (jeg brugte en røremaskine) og rør til gæret er opløst
- Kom loppefrøskaller i og giv det 10 minutter på røremaskinen, til det har en gele-agtig konsistens. Du kan også bruge en elpisker, hvis du ikke ejer en røremaskine.
- Kom så salt, kokossukker, smeltet smør, kerner, havregryn og revet gulerod ved og rør igen, bare lige til det er blandet
- Kom mel ved og rør igen til dejen er samlet
- Form 10 boller og kom dem på en bageplade beklædt med bagepapir – du kan evt. glatte overfladen af bollerne med våde hænder
- Kom et stykke husholdningsfilm over efterfulgt at et viskestykke. Lad bollerne hæve i 40 minutter, tænd imens ovnen på 200 grader varmluft
- Pisk ægget sammen i en lille skål med en gaffel og pensl bollerne
- Bag dem i ovnen i 15-20 minutters tid til de er gyldne og sprøde under bunden
〈 Ingredienserne til glutenfrie gulerodsboller 〉
〈 Dejen inden bollerne formes og stilles til hævning 〉
〈 Formede boller klar til hævning inden de pensles og bages 〉
〈 Nybagte velduftende glutenfrie gulerodsboller 〉
Serveringsforslag og alternativer
Bollerne kan sagtens laves med f.eks. revet squash eller revet rødbede frem for gulerod. De kan også laves med andre typer kerner og frø end lige solsikke og græskar. Det er blot at bruge det man har på lager. Jeg har som sagt brugt mel fra Europantry, men har dog også lavet dem med Sorghummel og rismel. Det kan sagtens fungere, men ærligt synes jeg de bliver blødere med det mel fra Europantry.
Server bollerne med denne lækre sunde nutella, denne skønne marmelade eller hvad med en hjemmerørt lakserilette.
Fri fragt hos Europantry
Med koden BBglutenfrit får du fri fragt fra i dag (27.09.2019) og en god måned frem (til 31.10.2019). Selve melet er faktisk ret billigt når man tænker på det er glutenfrit mel. Det der måske stopper en fra at handle på nettet er fragten, som også plejer at være forholdsvis høj her. Men med fri fragt, er det da bare med at fylde indkøbskurven op og få leveret en masse lækkert glutenfrit mel helt uden porto.
Frysevenlige og madpakkevenlige
De her glutenfrie grovboller kan sagtens fryses. Smid dem en tur på brødristeren, så er de perfekte igen. Brug dem også meget gerne på madpakken med lidt pålæg i.
Instagram og et gratis nyhedsbrev
Følg endelig med i mit univers på Instagram, hvor jeg deler opskrifter, madbilleder, lidt bolig og indretning, træningsinspiration og hjemmeprogrammer. Du kan også tilmelde dig mit nyhedsbrev og modtager mine madplaner i din indbakke hver weekend helt gratis
Kan man lade dejen hæve natten over? Har du erfaring med dette? De ser rigtig lækre ud!
Jeg har faktisk ikke prøvet det med de glutenfrie opskrifter. Så ved desværre ikke helt om det ville fungere, men kunne være jeg skulle teste det lidt af 🙂 Hvis du prøver, så meld endelig tilbage. kh. Julie