Fyldte peberfrugter med et mix af krydret oksekød blandet med linser og gryn, cheddarost og frisk basilikum.
Fyldte peberfrugter
De her fyldte peberfrugter er virkelig nemme at lave og så smager de bare drøngodt. Der er sådan lidt pizzastemning over dem, da de bagte søde peberfrugter er fyldt med krydret kød og toppet med cheddarost som smelter ned i peberfrugterne. De er helt perfekte både som hverdagsmad, hvor man faktisk ikke behøver at servere noget til. Men også som gæstemad, hvor man jo så kunne servere lidt ekstra til. F.eks. en salat, en guacamole og evt. lidt salte nachos ved siden af.
Indlægget er lavet i samarbejde med Bonduelle, som er dem der står bag de her poser med linser & gryn. Jeg delte for to uger siden denne mexicanske salat som jeg også lavede i samarbejde med Bonduelle. Det var en virkelig lækker kombi af bl.a. cherrytomater, majs fra kolber, friske krydderurter, sprøde nachos og blød cremefraiche. Til salaten brugte jeg ligeledes nogle af Bonduelles bælgfrugter, nemlig sorte bønner, hvilket også var super lækkert. Til de her fyldte peberfrugter har jeg brugt det mix de har, som hedder “Økologiske linser og gryn”. Det er simpelthen så nemt, da man blot skal åbne posen og bruge det. Ikke noget med at koge, ikke noget med at hælde vand fra og skylle efter. De er simpelthen bare klar direkte fra posen. Opskriften her rækker til 4 fyldte peberfrugter
Fyldte peberfrugter
Forberedelsestid
15 minutterTilberedelsestid
20 minutterSamlet tid
35 minutterIngredienser
- 4 peberfrugter
- 1/2 pakke oksekød (200 g)
- lidt olie til stegning
- 1 lille tsk kanel
- 1 god tsk spidskommen
- 1 tsk paprika
- 1 tsk salt + lidt peber
- 1/2 stort rødløg
- 3 fed hvidløg
- 3 spsk. tomatpuré
- 1 pose linser & gryn
- 100 g cheddarost (skal fordeles over alle 4)
- lidt frisk basilikum
Sådan gør du
- Start med at tænde ovnen på 200 grader varmluft
- Skær toppen af peberfrugterne og fjern kernerne. Skær evt. også en lille smule af bunden, så de kan stå uden at vælte. Smid ikke toppen ud.
- Hak løg og hvidløg fint
- Kom lidt olie på en pande og steg oksekødet sammen med løg, hvidløg og krydderier til det tager lidt farve, måske 6-7 minutter
- Hæld posens indhold over i kødet og fyld det i de udhulede peberfrugter
- Kom osten hen over og bag dem i ovnen først uden peberfrugtlåget i 10 minutter
- Slut med at komme låget over og giv dem 10 minutter ekstra
- Pynt med lidt basilikum og spis dem lune. Du kan også sagtens komme lidt ekstra basilikum ind i dem, så dette også bages.
〈 Ingredienserne til fyldte peberfrugter 〉
〈 Oksekødet er vendt på panden med løg, hvidløg, tomatpuré og krydderier. Posen med linser og gryn åbnes og tilsættes direkte i kødet. Cheddarost vendes i fyldet og det hele røres sammen〉
〈 Fyldet kommes i peberfrugter + lidt ekstra ost på toppen. De bages i ovnen 〉
De fyldte peberfrugter kan sagtens fryses, hvis du har rester. Du kan også lave en god omgang af selve fyldet og blot fryse dette. Så fylder du det i friske peberfrugter en anden dag og varmer dem. Selve fyldet vil også være super lækkert i andet end lige peberfrugter. F.eks. som fyld i madpandekager eller i tortillas, hvor det fungerer som enchiladas.
Håber det kan bruges. Velbekomme.
Hej Julie.
Nu har jeg i længere tid ville lave denne her. MEN, jeg kan ikke opstøve linser/gryn blandingen nogen steder.
Kan man bruge et alternativ? 🙂
Kh. Naja
Hej Naja, nej måske findes de ikke mere – jeg har faktisk heller ikke set dem længe. Ellers kan du bruge linser alene hvis det er 🙂 Det kan man i hvert fald få på dåse 🙂
God inspiration og lækkert med linser i! Må prøves i en vegetarisk udgave 👍🏼😊
Tak. Ja dem her kan man hvert fald sagtens lave veggie. Måske hvor oksekødet erstattes af kikærter eller lignende 🙂
Hvor mange gram linser?
Jeg brugte en pose fra Bonduelle med 150 gram blandet linser og gryn 🙂