Her finder du min opskrift på de bedste finskbrød med perlesukker og hasselnødflager. Den ultimative julekage, som man bedst kender den fra mormor. Simpel og nem opskrift som giver dejlige luksus finskbrød. Jeg håber, at du vil prøve dem af.
Opskrift på finskbrød
En skøn småkage som jeg tror alle kender og forbinder med julen. Også en småkage som jeg altid har fået i gennem min barndom, og som får mig i total julehumør – ligesom min opskrift på snebolde. Derfor skulle min blog selvfølgelig også indeholde en opskrift på disse lækre julekager. Så her får du en klassisk gammel opskrift på finskbrød. De er dejlig sprøde og smager bare skønt! Toppet med perlesukker og flager af hasselnød, som lige giver dem ekstra crunch.
Opskriften er så nem at følge og du har hurtigt 14 lækre småkager at servere for dine kære her i juletiden. Men pas på… De forsvinder hurtigt ;o). Så lav evt. bare dobbeltportion nu du er i gang og fyld kagedåsen med dem. Så har du lidt at sætte på bordet, hvis det nu skulle give spontane jule gæster.
Finskbrød
Forberedelsestid
20 minutterTilberedelsestid
1 times tidSamlet tid
1,5 time I altIngredienser
- 100 g hvedemel
- 75 g koldt smør
- 30 g sukker
- et godt nip salt
- pensles med 1 æg
- drys med perlesukker, hasselnødder eller mandelflager og evt. kanel
Sådan gør du
- Bland mel, sukker, salt og smør i en skål. Smørret skar jeg i små stykker. Smuldr det sammen med hænderne og sæt det på køl 30 minutters tid.
- Tænd imens ovnen på 175 grader varmluft.
- Tag dejen ud og tryk det først til en aflang pølse (på et stykke bagepapir). Når dejen er ret samlet her, kan du rulle forsigtigt med en kagerulle og presse siderne sammen. Så det danner de her firkantede små flade småkager. Skær dem ud, så de er cirka 5-6 cm lange. Læg dem med lidt mellemrum.
- Pensl med ægget og drys med perlesukker, mandelflager eller afskallede hasselnødder man har hakket. Drys evt. også med lidt kanelsukker.
- Bag i ovnen i et lille kvarters tid, til de er gyldne og sprøde. Køl af på en rist.
Hvorfor hedder det finskbrød?
Finskbrød eller finsk brød. Ja man skulle jo næsten tro at denne småkage måtte have noget med Finland at gøre. Men det viser sig altså, at de blev introduceret i de danske kogebøger i 1900-tallet, og menes at være en dansk opfindelse. Tværtimod mener svenskerne, at de var dem som opfandt småkagen. Men det må forblive i det uvisse, hvorfor småkagen egentlig hedder finskbrød. Det er nok bare navnet som er en opfindelse – for mere avanceret er småkagen jo ikke. Smør, mel og sukker – drysset med sukker og evt. flager af nødder. Men godt, det smager de da!
Variationer
Jeg har toppet mine finskbrød med perlesukker og hasselnødflager. Du kan sagtens variere lidt i dem med forskelligedrys. F.eks. ved at bruge mandelflager i stedet for hasselnødflager. Du kan også drysse lidt kanel over dem, så de bliver endnu mere julet. Det kunne også være finskbrød med citron, ved evt. at rive lidt citronskal over dem. Eller du kan toppe dem med pistacienødder eller måske knuste pebbermyntestokke.
Kommentarer