Aloo Gobi

Aloo Gobi – en indisk vegetar ret.

Aloo Gobi
Aloo GobiAloo gobi er en indisk vegetarret med masse af blomkål, kartofler og andre grøntsager. Retten smager så skønt af varme indiske krydderier og en cremet flødesauce. Den er nem at lave og så er den super frysevenlig, helt perfekt hvis man ønsker rester til en anden god gang.

 

Aloo gobi – en indisk vegetar ret

 

Aloo gobi er en indisk ret baseret på kartofler, blomkål og en krydret og varm sauce. Jeg har forsøgt at lave retten ret klassisk, som en vegetar gryderet. Jeg har også prøvet med kylling, da det oftest er sådan min kæreste er mest tilfreds. Personligt synes jeg den er klart bedst uden kød. Men har du en mand der som min traver lidt kød, kan den godt laves med kylling også. Den kan også serveres med sprød bacon eller chorizopølse på toppen.

Jeg serverede nogle små indiske pandebrød til min aloo gobi (nogle jeg kom parmesan og hvidløg i – wow, mums), og kogte nogle ris. Dog vil jeg sige at man sagtens kan undlade den ene af tingene, – også fordi retten mætter rigtig god i sig selv med både kartofler og blomkål i.

Vi kom en masse grøntsager i, simpelthen bare fordi jeg havde en masse i køleskabet som lige så godt kunne blive brugt. Du kan jo bare undlade nogle af dem, hvis du ikke lige orker at handle så meget ind.

Jeg håber virkelig du har lyst til at prøve opskriften på aloo gobi, den er sååå god!

 

Opskrift på denne indiske vegetargryderet

Aloo Gobi

Opskrift til 4-6 personer

Aloo gobi er en indisk vegetar gryderet baseret på kartofler, blomkål og en krydret og varm sauce. Den smager virkelig godt og er nem til hverdagsens aftenmåltid.

Forberedelsestid

20 min

Tilberedelsestid

30 min

Samlet tid

50 min

Ingredienser

  • 300 g kartofler
  • 300 g blomkål (et lille hoved)
  • 80 g skalotteløg (4 små)
  • 2 fed hvidløg
  • 1 orange eller rød peberfrugt
  • 20 g frisk ingefær (en stump på ca. 3 cm)
  • 3 g frisk chili (hvad der svarer til ca. 3 cm)
  • 100 g gulerødder (3 stk.)
  • 1 spsk. spidskommen
  • 1 tsk. koriander
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1 spsk. kanel
  • 1 dåse hakket tomat
  • 5 dl vand
  • evt. 1 dl fløde eller kokosmælk (ellers bare ekstra vand)
  • smag til med salt og peber

Tilbehør og toppings

  • Ris, frisk koriander, creme fraiche og evt. pandebrød

Sådan gør du

  1. Start med at rengøre kartoflerne og skær dem i tern (mine var lidt store i det), kog dem i let saltet vand i 10 minutters tid
  2. I mellemtiden klargøres grøntsagerne, jeg skar det meste i forholdsvis grove tern, da jeg gerne vil have lidt bid i min ret. Ingefær, hvidløg og chili hakkede/rev jeg dog fint.
  3. Kom lidt olie i en stor wok og brænd krydderier af til der spreder sig en lækker indisk duft
  4. Tilføj så alle grøntsagerne, også kartoflerne – vend det rundt i 5 minutters tid
  5. Tilsæt hakket tomat og vand og lad det simre i 15-20 minutters tid
  6. Smag til med salt og peber og evt. fløde, det kan sagtens undlades – men det runder retten af på den lækreste cremede måde
  7. Spis til enten kogte ris og/eller pandebrød, en god klat creme fraiche, en lille håndfuld frisk koriander og et sjat limesaft

Bedøm denne ret

 


Fryseregnet og glimrende gæstemad

Aloo gobi som denne ret hedder kan sagtens fryses ned. Så lav du bare en kæmpe portion, så er der skønne rester til en anden god gang. En anden glimrende ting ved denne ret: den er fantastisk til mange mennesker. Hvis man får gæster, er noget af det nemmeste at servere sådan en gryderet. Om man laver til 4 eller til 12 er næsten lige meget. Hvis du så også serverer en stor gryde ris og sætter en cremefraiche, lidt limebåde og friske krydderurter på bordet – så er det helt perfekt.

 

Andre indiske retter

Hvis du også elsker det indiske køkken, vil jeg anbefale dig at prøve disse retter af.

 

Instagram og gratis nyhedsbrev

Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.

Kommentarer

    1. Ja det har jeg, men ikke trukket i kyllingen dog – som jeg gør i dahl. Men jeg synes den er klart bedst uden kød faktisk 🙂

  1. Hej Julie
    Mit spørgsmål går også på tilsætningen af krydderierne – bliver de integreret nok i retten, når de tilsættes så sent? Jeg vil helst undgå den smag af tørret krydderi, man kan få i munden, hvis man ikke har kunnet få dem ordentligt rørt ud i gryderetten…
    tak for mange skønne retter gennem tiderne

    1. Hej Rikke. Kender godt den beskrivelse du giver der, men jeg synes faktisk ikke det var gældende her. Jeg synes de blev rigtig fint integreret i retten. Men ellers kan man jo bare riste dem af i olien fra start 🙂

  2. I den nye version skal grøntsagerne steges FØR krydderier mm. tilføjes. I Stinnas version, kom grøntsagerne først i efter de hakkede tomater, krydderier mm. Derved går jeg ud fra, at de koges, hvor de i den nye version steges lidt først. Hvad er fordele og ulemper ved de to fremgangsmåder?

    1. Tjae, jeg kan godt lide at grøntsagerne får en smule stegeskorpe inden der kommer væske i. Jeg synes især løg og ingefær og den slags lidt stærke smagsgivere bliver lige krads nok i det, hvis de ikke svitses af i lidt olie først. Men du kan som sagtens blot koge grøntsagerne 🙂 Men lang oftest vil jeg lige svitse det af i olie og evt. i krydderierne (det smager også skønt at brænde krydderierne af i olien som det aller første) – inden jeg kommer væske ved 🙂

Vis alle kommentarer (6)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret