Rispapirruller med peanutbutterdressing

Rispapirruller med peanutbutterdressing, eller friske forårsruller som de også hedder. En lækker og sund ret, der stammer fra Vietnam. De er lette og friske, fyldt med sprøde grøntsager, krydderurter og ofte protein som rejer, kylling eller tofu. Og så serveres de som regel med en eller flere smagfulde saucer, dips eller dressinger til.  Jeg har faktisk aldrig haft den store fidus til rispapirruller, fordi jeg synes konsistensen rispapiret er lidt mærkeligt. Omvendt elsker jeg jo frisk grønt og krydderurter og ikke mindst smagene fra det asiatiske køkken. Så nu måtte jeg prøve igen, og altså – mums, sådan en omgang rispapirruller med salat og peanutbutterdressing er jo virkelig en lækker og frisk mundfuld. Og så særligt med sprøde, indbagte rejer og den her cremede og let syrlige peanutbutterdip til.

Rispapirsruller rispapirruller med peanutbutterdressing

Opskrift på rispapirruller med peanutbutterdressing

 

Rispapirruller er perfekte til både frokost, middag eller endda som en del af et større asiatisk måltid. Det er en sund ret, og så er de nemme at tilberede og kan tilpasses efter smag og præference. Det er desuden en ret, der kan laves ved bordet. Så anretter du kød, grønt og krydderurter i skåle og placerer skålen med vand på midten af bordet. Det kan være ret hyggeligt at sidde og rulle på skift – og så kan alle mand lave deres favorit.

Rispapirruller med peanutbutterdressing

Opskrift til 2 personer

Samlet tid

20 minutter

Ingredienser

  • 4 stk. rispapir
  • 4 stk. salatblade, f.eks. hjertesalat
  • 8 friturestegte rejer (købt på frost)
  • 1/2 agurk
  • 1 avocado
  • 1-2 forårsløg
  • 1 gulerod

Peanutbutterdressing

  • 2 spsk. peanutbutter
  • 1 spsk. sesamolie
  • 1 spsk. soya
  • 1 tsk. sriracha sauce (stærk chili sauce) eller lidt frisk chili
  • 1 stump ingefær (2-3 cm.)
  • 1 fed hvidløg
  • Skal fra en hel øko lime
  • Saften fra en halv lime
  • 1 lille tsk. sukker
  • Tilsat vand efter smag og behov - jeg brugte cirka 1/3 dl

Sådan gør du

  1. Start med at tilberede dine friturestegte rejer til de er sprøde og gyldne – jeg stegte dem på en pande i olie.
  2. Snit agurk og gulerødder i tynde strimler – så fint som muligt.
  3. Skyl og pluk salat i mindre stykker.
  4. Skær avocado i tynde skiver.
  5. Find en stor skål og fyld med koldt vand.
  6. Tag et stykke rispapir ad gangen og læg det ned i fadet med vand. Lad det ligge max 30 sekunder.
  7. Tag det op og placér det på et stort skærebræt eller hvor du vil rulle. Brug ikke træskærebræt (det klistrer fast)
  8. Læg fyld på rispapiret i midten.
  9. Hold fast om fyldet, mens du ruller stramt og folder siderne ind undervejs.
  10. Skær rullerne i 3-4 stykker og servér dem sammen med din peanutbutterdressing. Det kunne også være gomadressing, teriyaki, soya eller sød chilisauce.

 

Peanutbutterdressing:

  1. Skræl og riv ingefær
  2. Pil og pres hvidløg
  3. Rør eller ryst alle ingredienser til dressingen sammen

Bedøm denne ret

Server ekstra grønt til dine rispapirruller med peanutbutterdressing

Her er nok til 2 personer, hvis det spises som det eneste. Du kan også servere noget hertil, f.eks. en asiatisk quinoasalat, spicy cucumbersalat, eller denne asiatiske salat med rejer. Så rækker rullerne til 4 personer. Rullerne kan også være en forret til gæstemiddagen, så rækker de også fint til 4 personer – så er det bare en let lille starter. Ellers kan de indgå i en tapas. Se flere tapas idéer her.

rispapirruller med peanutbutterdressing

Friske forårsruller

Det er jo nærmest kun fantasien, der sætter grænser for, hvad for noget fyld, du kan putte i rispapirrullerne. Her kommer lige et par idéer:

  • Vegetariske rispapirruller: Brug tofu, tempeh eller ekstra grøntsager som hovedingrediens.
  • Frugtige ruller: Tilføj frugt som mango eller kiwi for en sød og frisk smag.
  • Krydrede ruller: Tilføj chiliflager, kimchi eller en stærk sauce for et ekstra kick.
  • Rispapirruller med kylling eller svin: Prøv for eksempel også med kylling, and eller pork belly
  • Grønne friske forårsruller: Prøv også med bønnespirer, rødkål eller peberfrugt

 

Instagram og nyhedsbrev

Følg meget gerne med på min Instagram for flere opskrifter og nem mad-inspiration. Her deler jeg både billeder af en masse mad, men også lidt inspiration til træning. Primært nemme hjemmeøvelser. Du kan også tilmelde dig mit nyhedsbrev lige her. Det er helt gratis og så får du mine madplaner i din indbakke hver uge. Tak fordi I læser med.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret