Her får du lidt idéer til kanapeer til din nytårsaften. Kanapeer er små hapsere, lidt tapaslignende med små mundrette bidder af forskellig smag og tekstur. Perfekte som en forret, en starter eller fingermad til en reception. Nu er det ved at være nytår, så derfor kunne de jo serveres dertil.
Kanapeer og starters
Kanapeer er perfekte til at starte en hver fest, de byder på lidt forskellige smage og teksturer. Man kan jo lave alverdens små hapsere, men her er mit bud på 4 forskellige. En på et sprødt brød med laks og trøffelmayo. En på små sprøde toastbrød med stenbiderrogn, krustader med laksemouse og rugbrødschips med en tuncreme. Alle ganske nemme og hurtige at lave. Du kan jo forberede dagen inden eller i løbet af dagen, så du har følgende lavet: laksemousse, stenbiderrogn salaten og tuncremen. Mayoen er købt færdiglavet og det samme er alle de her brød og krustader. Så det er vitterligt bare at samle det til selve festen.
Ingredienser
Krustader med laksemousse (8 stk)
- krustader
- 40 g varmrøget laks
- 1 spsk. creme fraiche
- 1 spsk. mayonnaise
- 1 ts. sød sennep
- 1 tsk. citronsaft
- karse og citron som pynt
Bruschetta med laks og mayo (4 stk)
- flutes (ristet med lidt olie og salt på)
- 35 g røget laks
- 4 spsk. trøffelmayo
- 1/4 æble
- lidt karse og frisk dild
- en skive citron
Rugbrødschips med tuncreme (10-12 stk)
- rugbrødschips
- 25 g tun (drænet fra dåsens olie)
- 1 spsk. mayo
- 1 spsk. creme fraiche
- 1 tsk. citronsaft
- lidt salt og peber
Mini toast med stenbiderrogn (8-10 stk)
- mini toastbrød
- 2 tsk. stenbiderrogn
- 2 store tsk. mayonnaise
- 2 spsk. fed creme fraiche
- 1/2 tsk. citronskal + 1 tsk. af saften
- frisk dild og stenbiderrogn til pynt
Sådan gør du
- Start med at blande de forskellige toppings sammen og forberede pynten
- Rist brød og anret ellers de forskellige kanapeer
Eksempler på små kanapeer
Her får du lidt bud på hvordan du ellers kan lave forskellige små snack og kanapeer.
Bunde:
- det kunne være knækbrød, kiks, skiver af ristet brød, cracker, almindelige chips eller tortillachips.
Spreads og tapenader:
- det kunne være forskellige former for mayo, flødeost, humus eller lignende der holder på fyldet og giver lidt cremet konsistens og god smag.
Toppings:
- nu det sjove: Leg med toppings! Skiver af skinke, rejer, små stykker kylling, laksemouse, røget laks, tuncreme, falafler, tofu eller hvad du har lyst til. Du kan også smide nogle friske grøntsager som agurk, æble eller tomater på.
Smagsgivere:
- drys lidt friske krydderurter over, som dild, basilikum eller persille. Det tilføjer en frisk smag. Det kunne også være soltørret tomat eller syltet rødløg
Sådan serverer du dine kanapeer
Smid dine små hapsere på et fad eller bræt og lad folk tage, hvad de har lyst til. Det handler om at dele og nyde, uden alt for meget ståhej. Du kan også lave en slags portionsanretning som første billede, det er oplagt hvis det er en forret. Hvor de til gengæld er gode på et delebræt, hvis det mere er stående man snupper en snack.
Hvad kan du ellers servere af små hapsere som disse?
- friteret rishapsere med laksetatar
- filodejsruller med fetacreme
- butterdejspakker med laks
- agurkeruller med sprød kylling
- blinis med stenbiderrogn
Følg med på Instagram
Følg meget gerne med på min Instagram for flere opskrifter og mere madinspiration
Kommentarer