Her kommer en opskrift på nem hjemmelavet sushi. Det er slet ikke så svært at lave sin egen sushi, og faktisk tager det heller ikke helt så lang tid (afhængig af hvor meget I laver). Hvis det blot er til et par personer, kan det laves ret hurtigt. Det der typisk tager tid er at skære alt det grønne ud til mange ruller. Måske også det her med at presse risen ud og rulle dem. Men igen, hvis der kun laves 4 ruller eller sådan, så går det ret hurtigt.
Sushi opskrift
Når det kommer til at lave sin egen sushi, kan det jo gøres på virkelig mange måder. Det er ægte byg selv-mad, hyggelig delemad som man kan sidde længe og nipse af og hygge sig med. Du kan sagtens lave dem vildere end det her med avocado og laks og den slags rullet yderst. Men det er også ret svært og tidskrævende. Denne opskrift er nem. Det tog ikke særlig lang tid, og der skal heller ikke handles alverdens. Det kræver lige en sushimåtte, noget vitavrap, sushiris og riseddike. Så kan du bruge sesam yderst – det kan også undlades. Så er det en eller anden form for fisk f.eks. laks eller de her friturestegte rejer (de købes blot paneres og steges/bages i ovnen). Jeg kommer med flere bud på fyld nedenunder opskriften samt forslag til toppings og dips.
Ingredienser
- 2,5 eller 5 stykker tang (du kan nemlig halvere dem og bruge et halvt stykke pr rulle)
- 150 g sushiris + 2 dl vand til kogning og et godt nip salt
- 2 spsk. ris vinegar til risene
- lidt sesam til toppen (1,5 spsk pr rulle cirka)
- 1/2 pakke flødeost naturel
- 200 g laks eller 10 friturestegte tigerrejer (eller lav lidt af hvert)
- 1/2 agurk
- 1 avocado
- 2 strimler forårsløg
Til servering
- chilimayo
- ørred rogn
- soya
- evt. wasabi og syltet ingefær
Sådan gør du
- Start med at koge sushi ris, de skal nemlig køle af efterfølgende: skyl risene grundigt, gerne nogle gange ind til vandet er klart. Kom så ris i en gryde med vand og kog op, lad dem koge i 5 minutters tid. Skru så ned til middelvarme, så de blot små-simrer i 10 minutters tid. Kom salt og vinegar ved og lad ellers risene køle af. Det går hurtigere hvis du spreder dem ud på en tallerken.
- Imens kan du klargøre fyldet: skær fisk i små stykker og steg de friturestegte rejer, hvis du ønsker disse i. Jeg køber dem blot på frost og giver dem ellers en tur i ovnen eller på panden
- Skær også grønt i tynde strimler
- Find sesam og flødeost frem og pak en sushi måtte ind i vitavrap.
- Du kan bruge hele stykker nori tang til rullerne, du kan også dele dem i to og blot bruge en halv. Det kan lige akkurat nå rundt om fyldet.
- Nu skal du ellers presse ris på tangen, så det er dækket. Drys sesam over og vend så stykket, så ris er nederst mod vitavrap-måtten og tang vender op ad.
- Smør med flødeost og læg så fisk og grønt på.
- Rul nu med måtten rundt om fyldet, så du laver en stram rulle.
- Når du har gjort det med alle rullerne, skal de skæres i stykker – der kommer 7-8 stykker ud af en rulle
- Placer dem på et fad eller tallerken og kom lidt chilimayo og/ eller rogn over dem. Hæld soya i en lille skål og kom evt. også lidt wasabi og syltet ingefær ud på fadet.
- Server med spisepinde
Video af hjemmelavet sushi
Sushi med laks
Til dem her har jeg brugt rå laks, – jeg købte laksesteaks ved fiskemanden og spurgte efter noget i god kvalitet, som jeg kunne bruge til sushi. Han fortalte, at jeg ikke behøvede fryse det ned først, men nogle slags laks skal nemlige en tur på frys inden brug. De skal have minus 20 grader i et døgn, inden du bruger den. Du kan også bruge røget laks hertil, så slipper du for at bekymre dig om frysetider.
Sushi med friturestegte rejer
Det her er altså vores favorit. Det sprøde element sammen med den ellers bløde sushirulle, mums. Jeg køber blot de her friturestegte rejer på frost og varmer dem i ovnen inden. De kan også steges på panden.
Andet slags fyld
Man kan jo fylde alt muligt i sine sushiruller. Ud over at du kan variere fisken, som nævnt ovenfor – så kan du lave dem med forskelligt grønt, flødeost eller ej, ris yderst eller inderst. Ja her kommer lidt flere forslag:
- Ris yderst: Hvis du vælger denne metode, så skal du først presse ris på den ene side af din tang og derefter drysse sesam på (hvis du synes). Derefter skal den vendes, så ris vender ned mod vitavrap og tang øverst. Så er det ellers bare på med fyldet
- Tang yderst: Hvis du vælger denne metode, så skal du på samme måde presse ris på, men derefter bare komme fyldet på – og ikke vende den. På billederne kan du se begge slags.
- Flødeost eller ej: jeg har smurt nogle af dem med flødeost, det er jeg selv fan af. Jeg vil til en hver tid foretrække en naturel flødeost, dog blev det i de her ruller en med smag. Det var lige, hvad vi havde på lager, men jeg fandt ud af at det ikke lige er mig. Så hvis du har samme smag som mig, så gå med en neutral smag.
- Af grønt: Her kan du bruge agurk, forårsløg, avocado, mango, peberfrugt osv. – bare det skæres i strimler.
- Toppings: Du kan toppe med en chilimayo (smager så godt), du kan også toppe med rogn som f.eks. ørredrogn.
- Dyppelse: Soya er et must. Men det er også lækkert at blande lidt wasabi i og servere med syltet ingefær. Du kan også komme lidt sesamolie, lime, sirup og wasabi i din soya.
Server sushi til nytår
Det kunne være en idé til din nytårsmenu eller hvilken som helst anden aften med gæster at lave hjemmelavet sushi. Det er da ret fint, hyggeligt og indbydende. Her kommer lidt andre bud på lignende nipse gæstemad:
- tapas
- bao, de vietnamesiske små dampede brød med alverdens fyld
- sliders, små mini burgers hvor folk også kan bygge sin egen
Instagram og nyhedsbrev
Følg meget gerne med på min instagramprofil også, hvor jeg deler madbilleder og opskrifter hver dag. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver fredag. Her er tilhørende indkøbssedler, og det hele er helt gratis. På Facebook trækker jeg både nye og gamle opskrifter frem og giver inspiration til hverdagsmaden, søde sager og træning. Jeg håber, vi ses!
Kommentarer