Wonton med chilisauce

Her finder du en asiatisk klassiker, nemlig wonton med chilisauce. Wontons er en slags kinesisk dumpings. Man laver et fyld af f.eks. grisekød eller kyllingefars, grøntsager og med smage af bl.a. ingefær, hvidløg, fiskesauce og østerssauce. Det kommer man ind i denne her wontondej eller gyozadej. Så skal de lukkes og dampes. De kan også sagtens steges, så de får en sprød kant eller endda komme i en frituregryde, så de bliver helt sprøde og fedtede. Denne her wonton er blot dampet og derefter dyppet i en stærk chilisauce.

wonton

Wonton med chilisauce

 

Altså skal det være helt ægte sandt, skal rigtige wontons laves med firkantet dej. De her er dog lavet med rund dej, sådan en gyoza pakke. Jeg lavede dem med den firkantede dej den ene aften, og lukkede dem sammen som sådan en lille sæk, man lige roterer. Men lyset var bare ikke godt nok til billeder, hvorfor jeg kreerede dem på ny dagen efter – men denne gang med den runde dej. Derfor fik de mere form som dumpings. Men det kan også være lige meget, for de smager jo lige godt. De er lavet på præcis samme måde ellers, nemlig med et lækkert krydret fyld af svinekød, champignon og masser af smag fra hvidløg, ingefær, østerssauce og soyasauce.

Server gerne med en chilisauce til. Det er hot, men smager skønt. Jeg kan godt lide at de er en smule stærke, så de kommer i chilisaucen. Dog drypper jeg dem godt af, og kører dem lige godt af på kanten af tallerken inden de kommer ind i munden. Det skal jo heller ikke blive alt for stærkt 😉 Tip givet videre.

Spis dem som en del af en større asiatisk middag, server en salat til eller hvad du ellers føler for. Her er opskriften!

Wontons i chiliolie

Opskrift til 30 stk.

Ingredienser

  • 40 g frisk ingefær
  • 3 fed hvidløg
  • 1 revet gulerod
  • 2 tsk. fiskesauce
  • 3 spsk. østerssauce
  • 3 spsk. sesamolie
  • 4 spsk. soyasauce
  • 3 store spsk. finthakket svampe
  • 400 g hakket grisekød

Desuden

  • 30 stk. gyozadej eller wonton dej
  • forårsløg som pynt
  • til servering: chilisauce som er dumpling sauce og chiliolie (chiu chow) blandet sammen. Jo mere chiliolie, jo stærkere bliver det

Sådan gør du

  1. Start med at lave fyldet: ingefær skrælles og rives. Hvidløg pilles og rives og guleroden skrælles og rives fint. Pres også lige overskudsvæske fra den revne gulerod. Kom så sagerne ned i en skål sammen med østerssauce, fiskesauce, sesamolie og soyasauce. Hak svampe fint og kom ved.
  2. Kom også hakket svinekød ved og rør det godt sammen
  3. Nu skal dine wontons fyldes. Tag et stykke dej foran dig og fugt kanterne med lidt vand. Placer en god teskefuld fyld på midten af dejen. Bruger du firkantet dej, lukkes hjørnerne sammen på midten. Klem godt sammen og vrid lidt mod den ene side, så det ligesom forbliver lukket.
  4. Bruger du rund dej, så fold først dejen lige over, så fyldet lukkes inde. Så skal de ellers foldes i kanten, se videoen for teknikken. Sørg for at lukke dem godt sammen
  5. Nu skal de dampes. Tag en wok frem og kom lidt vand i bunden, så meget du kan uden at det rører dampkogeren. Den skal nemlig ned i wokken og stå. Det er vigtigt at der er nok vand i bunden, så denne her dampkoger ikke brænder på. Men omvendt må der heller ikke være så meget at dine wontons  koges frem for blot at dampes.
  6. I din dampkoger skal der lægge et stykke bagepapir, som dine wontons kan lægge på. Det skal prikkes i en masse gange, så der er masser af huller, hvor dampen kan komme op igennem. Så med en kødnål eller lignende stikker du lige en masse huller i bagepapiret og så lægger du det ned i dampkogeren. Placer dine wontons oven på og læg låget på. Her skal de så ligge i cirka 12 minutter. Hold øje med at der hele tiden er vand i bunden
  7. Server med en chilisauce. Læg dem ned i denne og kom lidt hakket forårsløg over også.

Bedøm denne ret

wonton

Hvad kan du servere til wonton

Jeg ville lave en slags temaaften og køre den hjem med ene af lækre asiatiske sager. F.eks. gyoza, måske en spicy agurkesalat og crispy pork belly i salatwraps. Alle opskrifter som kommer her på siden meget snart.

 

Andre lækre asiatiske specialiter

  • Asiatiske kyllingefrikadeller, dem her får vi igen og igen. Alle mand elsker dem. De er ikke stærke, bare fulde af smag og dejlig saftige.
  • Thaisuppe, den bedste af slagsen med kylling og nudler
  • Asiatisk salat med rejer og mango +  en dejlig stærk marinade hertil.

 

Instagram og nyhedsbrev

Følg meget gerne med på min instagramprofil også, hvor jeg deler madbilleder og opskrifter hver dag. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver fredag. Her er tilhørende indkøbssedler, og det hele er helt gratis. På Facebook trækker jeg både nye og gamle opskrifter frem og giver inspiration til hverdagsmaden, søde sager og træning. Jeg håber, vi ses!

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret