Her finder du en nem opskrift på brændte mandler. Server dem på julebordet evt. sammen med noget konfekt, eller bare snack dem til en julefilm. Nøj de blev gode! Se opskriften nedenfor. Jeg håber, at du kan bruge den.
Opskrift på brændte mandler
Bare duften af de her brændte mandler får mig i julehumør. Bliver mindet om duften, som man møder når man går forbi sådan en bod med brændte mandler. Ej det dufter jo bare så skønt, og jeg får bare altid lyst til en pose.
Hvordan laver man brændte mandler egentlig? Det er så simpelt og nemt, og du har virkelig hurtig en fantastisk snack at glæde hele familien eller gæsterne med. Faktisk på blot 20 minutter! Jeg laver mine hjemmelavede brændte mandler i en gryde. Mandler, sukker og vand blandes i en gryde på samme tid, og røres indtil de er blevet til sprøde, karamelliserede mandler. Nemmere bliver det ikke. Perfekte gyldne og crunchy, lige som de skal være.
Ingredienser
- 200 g mandler
- 120 g sukker
- 3/4 dl vand
- 1 godt nip flagesalt
Sådan gør du
- Kom mandler, sukker og vand i en gryde eller på en pande og skru godt op for komfuret til en start. Rør hele tiden mens sukkeret smelter.
- Når sukkeret er smeltet, skrues ned til middelvarme. Bliv ved med at vende rundt i mandlerne.
- Det er op til dig hvor længe de skal have. Det første stadie man rammer, er hvor sukkeret ligger som en tykt lag i en slags krystaller rundt om mandlerne. Her kan du slukke for varmen. Jeg fortsatte 5-6 minutter mere herfra, til det meste atter var smeltet og de blev mere gyldne og glatte.
- Når du vurderer dine mandler er færdige, spred dem ud på et stykke bagepapir. Del dem godt op, så de ikke klister sammen. Drys evt. med lidt flagesalt.
- Efter 5-10 minutter er mandlerne klar.
Hvordan opbevarer man brændte mandler?
Hvis de da holder så længe, så kan du opbevare dem i en tæt lukket kagedåse eller tæt-sluttende glas. Du kan med fordel lave en kæmpe portion, så du er sikker på at have nogle tilovers (måske ;D). Så har du altid en lækker, sød snack liggende, som du kan servere for gæsterne i de kolde måneder.
Andre smage i brændte mandler
Man kan sagtens eksperimentere lidt med smagene, så det ikke altid er de traditionelle man laver. På den måde kan man lige give lidt kant til de søde mandler. Man kan f.eks. lave brændte mandler med lakrids. Smager virkelig også godt. Skal de være lidt mere julet, kan man også lave brændte mandler med kanel. Eller man kan tilsætte vanilje til dem. Når mandlerne er klar til at komme af panden, drysser man blot én af de ovenstående smagsgivere og vender det godt rundt i mandlerne. Bum, så har du dig nogle søde, knasende mandler med ekstra smag. Jeg har lavet mine med lidt flagesalt på, men dette kan du sagtens undlade. Jeg kan godt lide dem med et lille hint af salt.
Server dem sammen med andre julede snacks
Man kan jo fint lave et lille julefad med forskellige julede snacks, som man kan nyde til julekalderen eller julegaveoppakning. Sammen med de her mandler, kommer jeg her med nogle forslag til hvad du ellers kan fylde dit snackfad med.
- Jule rocky road – de er med skumfiduser, marcipan, nødder og slikstokke (eller lige netop det du har liggende).
- Rice Krispies konfekt med Mars og Dumle – karamel og chokolade og knasende, sprøde rice krispies. Seriøst så lækre!
- Havregrynskugler – med dadler, kaffe og bagekakao. Meget nem opskrift.
- Mozartkugler – skøm omgang konfekt, som består af karamelliserede hasselnødder, nougat og chokoladeovertræk med hassenøddecrunch.
Kommentarer