Bryllup 21.05.22

bryllup

bryllup

bryllup Julie bruun

Bryllup 21.05.22

 

Nu er det jo efterhånden ved at være et par uger siden vi havde vores livs dag. Hold k.. hvor var det bare en fantastisk dag. Helt igennem perfekt. Jeg har allerede delt lidt billeder på min instagram, men vi har jo mange flere i gemmerne. Så det her indlæg er til jer der gerne ville se flere. Måske også til jer som selv skal giftes i den nærmeste fremtid. Jeg har nemlig forsøgt at samle lidt “gode råd”, tilvalg vi tog som vi var meget glade for. Lidt links til de forskellige ting og sager vi gjorde brug af på dagen. Håber det kan bruges.

Jeg har valgt at tage jer igennem hele weekenden. Jeg skal nok forsøge at gøre det kort, men føler faktisk lidt at brylluppet strakte sig fra fredag aften til søndag formiddag.

 

Fredag

Fredag tog Mads afsted, hjem til sine bedste venner for at overnatte. Mine veninder + ben kom så her hos mig. En aften som skulle være mega hyggelig med hjemmelavet burger, madrasser på gulvet og hvem holder masken til alle ungerne og champagne til mødrene. Selvom alt det der også skete, var mit humør bare fuldstændig nede og skrabe bunden

Mads var ramt af sygdom (heldigvis fortalte han det ikke til mig før efter brylluppet), men han kastede op og havde bare virkelig dårlig mave hele natten til lørdag. Noah, vores søn havde fået halsbetændelse og var på pencilen. Så han var heller ikke på toppen og han holdt mig vågen hele natten med hoste. Jeg selv havde fået mig en kæmpe vabel, der var gået ret slem betændelse i. Så meget at jeg umuligt kunne have mine sko på, og fredag aften kunne jeg vitterligt ikke gå eller støtte på den. En af mine bedste veninder er sygeplejerske, så hun rensede og rensede og behandlede den fod hele aftenen. Hun blev også og sov hos mig. Så lørdag morgen da jeg vågnede, og troede jeg skulle humpe ud af sengen, var der sket et mirakel – for jeg kunne gå helt uden smerter.

 

Morgen og formiddag

Jeg hoppede i bad og stillet an med croissanter, blødkogte æg, cappuccino og friske bær. Mine 3 veninder (og brudepiger) kom + vores fotograf som skød stemningsklip fra morgenen. Jeg havde også bestilt en frisør og makeupartist der kom og var med fra kl 8 af. Hun gjorde os alle 4 klar imens vi hyggede, hørte musik, skålede og glædede os sammen. Jeg gav pigerne et armbånd som de kunne have på på dagen og efterfølgende mindes denne her dag med. Kl 11 kom min brudebuket og den var så, så smuk. Mads hentede ungerne her også, så jeg kunne koncentrere mig om at blive helt klar (vi så ikke hinanden, mine brudepiger afleverede ungerne til ham). Jeg hoppede i min meget smukke kjole og var bare så klar til at blive hentet.

Kirken

Min far kom og hentede mig kl 13.15 og vi kørte sammen til Vor frue kirke i Aarhus. Her havde vi både en fotograf og en videograf på, hvilket er guld. Vi har de smukkeste klip foreviget nu. Mads og ungerne stod klar oppe ved alteret sammen og tog imod os. Børnene var med på vores skød hele vielsen. Endelig fik vi lov til at gå med vores vielsesringe som er så smukke. Efter kirken blev der kastet med røde og hvide rosenblade, som min mor havde sørget for. Det var så fint. Vi kørte efter kirken ud i Risskov og fik taget de fineste billeder af fotografen, vi også havde med i kirken. Her efter tog hun hjem, men vi fortsatte med Sebastian der skød videoer hele dagen. Skoven var dækket af ramsløg og hvide fine blomster. Gæsterne tog til receptionen og startede ud med lidt sandwich inden vi kom.

bryllup Julie bruun

bryllup Julie Bruun

Receptionen

Da vi ankom til reception på Sjette Frederiks kro havde vi booket to gutter til at spille lidt musik. Min venindes mand havde bagt de smukkeste kager. Der var en jordbærtærte med hvid chokoladecreme, en tung chokoladekage på browniebund med en brombærganache og noget knas. Der var en med karamel, mocca, hasselnøddecrunch og mazarinbund samt en med hvid chokolade, hyldeblomst og passionsfrugt, hvor han havde lavet et fint lille chokolade-brudepar til toppen. I alt 8 kager som stod så smukt sammen. Vi sablede champagne, solen skinnede og vi havde bare de bedste timer der med Aarhus smukkeste udsigt ud over Aarhusbugten. Vi havde lejet en myselfie, som folk gik lidt over til allerede herfra. Inden ungerne blev hentet kl. 17.30 fik vi alle taget et fællesbillede ved flagstangen med vandet i baggrunden. Gæsterne blev så vist op på førstesal, hvor middagen skulle ske.

Middagen

Vi blev klappet ind i lokalet og folk var bare i det bedste humør. Personalet på kroen var sindssygt dygtige, maden var så lækker, vinen var god, alt underholdning var simpelthen så godt. Her oppe fik vi 3 retter: håndpillede rejer, asparges og hollandaise til forret sammen med Attitude Sauvignon Blanc. Til hovedret: oksemørbrad, små kartofler, årstidens grønt og kraftig sauce. Sammen med rødvin Valpolicella. Dessert: mazarinkage med nougat, bær og hjemmelavet is. Undervejs var der en masse dejligt underholdning, først min tale (så den kunne overstås) – det gik faktisk rigtig godt og jeg var meget tilfreds med den. Så Mads tale, som var fuldstædig sindssyg sjov, personlig og rørende. Så var der ellers flere taler, konkurrencer, lege, quizzer og musikvideoer på storskærm. GENIALT! Traditioner med strømpebånd, kys på stolen og under bordet, kys fra alle mænd når Mads går på toilet osv var der også. Vores videograf/fotograf filmede undervejs, og vi har alle taler og underholdning på video, også helt genialt. Vores myselfie rykkede også med os rundt. Vi havde selv købt bordkort her samt et skilt der hang med bordplanen. Kroeen stod for alt oppyntning, og nogle af vores gæster havde lavet en gæstebog som egentlig var en ordbog, hvor man valgte et ord der passede på os og skrev en lille hilsen, samt smed et polaroidfoto i. Det var så rart at der bare var styr på alt fra kroens side, at vi ikke selv skulle sørge for noget, holde tidsplaner eller bekymre os om noget. Vi lænede bare tilbage, slappede af og nød det hele.

Festen

Kl 23.30 cirka blev først gæsterne sendt ned til terrassen ved vandet, hvor receptionen også var. Hvor vi igen blev klappet ind i den cirkel de havde dannet. Under åben himmel dansede vi brudevals med levende lys over alt, lyskæder i træerne. Vi havde sørget for at alle gæster havde sæbebobler og stjernekastere (virkelig god idé, især hvis man danser ude i mørket). Brudevalsen endte selvfølgelig med at Mads blev løftet og fik klippet strømper. Herefter var der ellers fri bar, dansegulv og liveband i en pavillon, pyntet op med lys. Det var mega hyggeligt og stemningsfyldt, og bandet havde sørget for lys og røg. Det her med livemusik er virkelig også bare med til at skabe en fest.

Der var borde bagerst i teltet til dem som ikke vill danse, men langt de fleste gæster var konstant på dansegulvet. Drinksne var rigtig gode, så gode at jeg lige havde et kvarters tid hvor jeg skulle beslutte om jeg skulle gå kold, eller tage mig sammen. Heldigvis hev jeg lidt op i mig selv, stoppede med at drikke og dansede det ud de næste timer. Ej men hold nu .. hvor var det bare en god fest og generelt en helt perfekt dag. Der var natmad, som jeg nærmest ikke opdagede. Men gourmet hotdogs kom ind sådan midt på natten. Vi havde lavet tømmermændskit til dagen efter, som stod klar når folk tog hjem (se med på min instagram for at tjekke indholdet i disse – gemt i højdepunkt derinde). Jeg havde pakket en ekstra kjole, som jeg virkelig vil anbefale – især hvis man har en meget lang kjole. Jeg kunne slet ikke danse i min, så den røg efter brudevalsen og jeg fik en kort glimmersag på.

 

Søndag

Vi overnattede på Comwell nede i byen, og havde booket et værelse med udsigt. Egentlig synes jeg det var unødvendigt, da man var der så kort tid og kun om natten. Men det var faktisk het perfekt. Det at man er i forvejen er så glad og taknemmelig og så bare komme ind til denne her udsigt, og stå og kigge ud. Det sluttede bare helt på toppen.

Næste dag mødtes vi (måske halvdelen af gæsterne kom) på kroen igen til brunch og gaveoppakning. Det var virkelig også en god beslutning at booke dette med. Stemningen var bare så magisk, helt rolig – men folk var så glade. Vi åbnede gaver stille og roligt og gæsterne var med. Vejret var så smukt og vi drak kaffe ude i de omgivelser, som vi havde danset og festet i om natten. Jeg var SÅ LYKKELIG og taknemmelig, og er det stadig. Tænk sig at man oplever en så turbulent uge op til med sygdom, skader, tøj der ikke når frem, generelt gik alt der kunne gå galt – gik galt. At hele dagen så bare ender SÅ perfekt. Alt var magisk, alle var glade, alle havde gjort sig så fine, var i det bedste humør, lavede den fedeste underholdning. Vi var smaskforelskede (og er det faktisk stadig).

Hvis I skal giftes, kan I godt nok godt glæde jer. Og kæmpe kæmpe anbefaling til Sjette Frederiks Kro, til de fotografer, bands mm vi havde brugt. Vi kan anbefale det hele. Men især det at have fotograf på igennem hele dagen, og få det sat sammen til en video. Klart en investing, men vi har allerede set videoen mange gange og den har vi med os for evigt.

Kommentarer

  1. Hold da op nogle flotte billeder. Det virker også til, at I har fundet en genial lokation til jeres store dag 🙂 Jeg er glad for, at den blev præcist, som I havde ønsket det.

Vis alle kommentarer (2)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret