Snickerstærte – eller chokoladetærte med karamel og peanuts! Den her heftige og chokoladetunge sag består af en mørdejsbund med kakao, et lag karamel lavet på kondenseret mælk og en chokoladeganache på toppen.
Snickerstærte opskrift
Her får I opskriften på snickerstærte med karamel, chokolade og selvfølgelig peanuts. Hvis man ikke bryder sig om peanuts, fungerer kagen også rigtig godt uden – så bliver det bare til en klassisk chokoladetærte! Det er en perfekt dessert til gæster, fordi den kan laves på forhånd og opbevares på køl frem til servering.
Snickerstærte - chokoladetærte med karamel og peanuts
Forberedelsestid
30-40 minutterTilberedelsestid
30 minutter i ovn + 3 timer i køleskabetSamlet tid
4 timerIngredienser
Bund
- 200 g hvedemel
- 25 g kakao
- 50 g sukker
- 100 g kold smør
- 1 nip salt
- 2 æggeblommer
- 4-5 spsk. vand
Karamel
- 1 dåse kondenseret mælk
- 80 g smør
- 75 g sukker
- 1 tsk. vanilje
- 1 godt nip salt
- 75 g peanuts
Chokoladeganache
- 280 g mørk chokolade
- 2,5 dl fløde
Sådan gør du
BUND:
- Rør hvedemel, kakao, salt og sukker sammen.
- Smuldr den kolde smør i.
- Kom æggeblommer og vand i, og saml dejen. Ælt ikke en helt masse.
- Kom dejen i en frysepose, og stil på køl i en halv times tid.
- Tænd derefter ovnen på 200 grader. Rul dejen ud på et meldrysset bord. Kom dejen i et tærtefad. Prik i bunden med en gaffel. Kom i ovnen i 15 minutter.
Karamel:
- Mens tærtebunden er i ovnen, kan du lave karamelmassen. Kog kondenseret mælk, smør, sukker, salt og vanilje op i en gryde, og rør det sammen til en ensartet masse. Pas på, det ikke brænder på. Det skal blot lige koge nogle få minutter.
- Tag tærtebunden ud af ovnen. Skru ned på 175 grader.
- Hæld karamellen hen over bunden.
- Drys med peanuts – og tryk dem evt. lidt ned i karamellen.
- Stil tilbage i ovnen i 25-30 minutter. Jo længere tid den får, jo mere fast bliver karamelmassen.
- Lad tærten køle let af på køkkenbordet, inden chokoladeganache kommes på.
Chokoladeganache:
- Hak chokoladen groft, og kom det i en skål.
- Kog fløden op, så den er godt varm.
- Hæld fløden hen over chokoladen, og rør lige så stille, til al chokoladen er smeltet og ganachen er blevet fin blank.
- Hæld det på tærten. Drys evt. med lidt ekstra peanuts og flagesalt, og sæt tærten på køl i minimum et par timer inden servering.
Snickerstærte – en chokoladetærte med karamel
Karamellen i denne version er meget nem at lave, fordi den er lavet på kondenseret mælk. Det betyder også, at du ikke skal stå og røre en karamel sammen fra bunden. Vi synes faktisk, at vores karamel endte med at blive lige lidt for fast i konsistensen i første forsøg, så vi har skruet lidt ned for bagetiden, så karamellen i stedet bliver lidt mere flydende.
Du kan sagtens variere i din chokoladetærte. Lav den med eller uden peanuts, eller brug afskallede hasselnødder eller mandler. Derudover kan du også undlade kakaoen i bunden for en mere klassisk, lys mørdejsbund.
Vild med snickers?
Der er faktisk en del forskellige opskrifter på snickers-kager inde på bloggen. Her er både de lidt sundere uden raffineret sukker, f.eks. snickerskugler, snickerskage (som hverken indeholder sukker, mel eller mælk) eller sundere snickersis. Og så er der selvfølgelig også de mere syndige, heriblandt snickers chokoladebarer og hjemmelavet snickers med kaffeskum.
Vil du have mere inspiration til kager, bagværk og desserter? Inde på min instagram-profil (@juliebruunsblog) deler jeg hver dag madbilleder og opskrifter – jeg ville blive glad for at se dig derinde! Her er også en masse sund hverdagsmad, så det er ikke kage altsammen ☺️ Du kan også finde mig på Facebook, hvor jeg også hedder “Julie Bruuns blog”. Vi ses!
Hvor stort et tærtefad passer opskriften til?
Hej Kim. Mit tærte fad måler 25 cm. God dag 🙂
Egner den sig til at blive lavet en dag i forvejen, eller er den bedst samme dag, den er lavet? 😊
Vh Elisabeth
Den kan sagtens laves en dag eller to inden. Den bliver nærmest kun bedre dagen inden. Så gør endelig det 🙂
Uhm….ser rigtig lækker ud. Skal helt sikkert prøves en dag.
Vil dog lige spørge om du har prøvet med den færdige karamel Dulce de leche? Det var jo en nem løsning på karamellen.
Tak fordi du deler ud af dine opskrifter.
Hejsa. Nej, det har jeg ikke prøvet, men det er en god idé, som sikkert sagtens kan fungere!
Kh Julie