Lav denne lynhurtige frokost som bare smager virkelig dejligt. Wrap med æg, laks, avocado og hytteost, samt sprød salat er perfekt til frokost, men kan også sagtens spises til aftensmad. Den kan måske endda også spises som en luksus morgenmadswrap – kunne jeg i hvert godt finde på. Jeg håber, at den falder i jeres smag. Opskriften kan du snuppe nedenfor.
Opskrift på wrap med æg, laks og avocado
Det tager ikke mere end 5-10 minutter at bikse denne her omgang frokost, aftensmad, morgenmad, you name it, sammen. Det er en dejlig sund spise med godt med protein og sund fedt, som holder dig mæt længe. Jeg synes kombinationen af æg, avo, laks og hytteost spiller maks – men man kan nemt ændre i den og tilpasse til din smag eller køleskab. Nedenfor kommer jeg med nogle forslag til, hvad du ellers kan komme i din wrap.
Wrappen kan sagtens tages med på farten, måske med i madpakken til frokost. Rul den blot sammen og pak den godt ind.
Ingredienser
- 1 æg + lidt salt og peber
- 1 tortilla pandekage
- lidt salat
- 2 spsk. hytteost
- et par stykker koldrøget laks
- 1/2 avocado
- en smule frisk dild
- salt og peber
Sådan gør du
- Lav et spejlæg, som du krydrer med salt og peber.
- Varm din wrap en smule op, evt. i mikroovnen.
- Klargør grønt: skyl salat og dup det tørt. Skær avocado ud i skiver
- Klip din tortilla lidt op som på videoen, og læg spejlæg mm oven på
- Luk den sammen og spis med det samme
Andre lækre frokost idéer
Hvis frokosten lige skal piftes lidt op kontra en rubber med leverdreng og agurk (selvom det faktisk virkelig også kan noget), så kommer jeg lige her med nogle forslag. Kan være I skal have gæster og frokosten gerne lige må være ekstra god.
- Avocadotoast med tomat. Sprød, smørstegt hjemmebagt franskbrød (kan også købe dig til det), smurt med flødeost og dyppet i purløg – toppet med tomat, avocado og citronskal.
- Linsepandekager med kikærter og spejlæg – med guacamole og rucola. Der er også denne version som er med varmrøget laks, avocado og creme fraiche dressing.
- Avocado sandwich med romesco, bacon og spejlæg. Sprøde flutes, smurt med romesco, dernæst rucola, spejlæg, sprød bacon – og selvfølgelig avocado.
Hvad kan man ellers komme i en wrap?
- Haydari, pesto, guacamole eller romesco
- Falafler, kyllingenuggets eller pulled chicken
- Agurk, tomat, avocado, peberbrugt, mango, syltede rødløg, rucola/feldsalat
TikTok & Instagram
Følger du mon med på min Instagramprofil eller TikTok? Hvis ikke, og hvis du har lyst selvfølgelig, kan du klikke ind og følge med. På Instagram deler jeg en masse mad -og træningsinspiration, samt glimt fra min hverdag (baby bobbel lige nu) og familieliv. På TikTok deler jeg udelukkende en masse madvideoer – måske du kan finde noget inspiration der.
Kommentarer