Ramen med pak choi og svampe

Varm, krydret og mættende! Her får du en nem og lækker opskrift på en vegetarisk ramen med pak choi og svampe. Det her er nok noget af mit yndlingsfyld i sådan en slags suppe. Jeg elsker de sprøde kålblade og de ristede svampe sammen med den varme, krydrede suppe. I denne opskrift brugte jeg også nudler, peberfrugt, lime, forårsløg, sesam og chiliolie som fyld og topping. Men er du mere til gulerødder og bønnespirer, så bruger du bare det. Er du til kød, kan du lave en klassisk beef ramen – eller prøve med kylling eller svinekød. Et smilende æg er også ofte set i en portion ramen. Prøv dig frem! Jeg kommer også med idéer til variationer og links længere nede i indlægget.

Ramen med pak choi og ristede svampe

Ramen med pak choi og svampe

 

Ramen er vist egentlig karakteriseret ved de klassiske ramen-nudler. Det er noget med, at de kan absorbere suppen og smagen fra bouillonen. Her brugte jeg bare almindelige fuldkornsnudler fra supermarkedet, og det gik også helt fint. I opskriften har jeg brugt chiliolie både i suppen og som topping. Skal du servere den her ramen for børn, skal du måske holde lidt igen med chiliolien. Jeg fik da i hvert fald varmen, da jeg spiste den.

Opskrift til 3-4 portioner

Ingredienser

  • 3 spsk. sesamolie
  • 3 fed hvidløg
  • 1 stor stump ingefær (2*3 cm)
  • 2 små spsk. sukker eller brun farin
  • 1 spsk. teriyaki
  • 1 spsk. soyasauce
  • 1/2 spsk. fiskesauce
  • 1 tsk. chiliolie
  • 1 spsk. ris vinegar eller hvidvinseddike
  • 1 pose misopaste (1 stor spsk.)
  • 1 dåse kokosmælk (400 ml)
  • 400 ml vand
  • 2 bouillonterninger i 1 dl vand (jeg bruger grøntsagsbouillon)
  • 1/2 lime (saften)
  • smag til med salt og peber

Fyld

  • 1 blok nudler
  • 4-5 champignon + lidt olie
  • 1/2 pak choi
  • 1-2 striml(er) forårsløg
  • 1/2 peberfrugt
  • 1-2 spsk. sesam
  • 1 lime
  • lidt ekstra chiliolie til hver

Sådan gør du

  1. Skræl og riv hvidløg og ingefær fint.
  2. Kom lidt olie i en dyb pande eller wok og svits ovenstående af her i.
  3. Kom sukker eller brun farin ved og vend hurtigt rundt.
  4. Kom alle andre ingredienser ved og lad det småsimre i 10 minutters tid.
  5. Kom nudler her i og lad dem koge med i 5 minutters tid.
  6. Klargør imens toppings: rengør champignon, skær dem i tynde skiver og rist dem på en pande i lidt olie.
  7. Skær peberfrugt i mindre tern og skær pak choi ud i pæne stykker, jeg halverede dem på langs. Kom pak choi i en skål og hæld kogende vand over dem. Lad dem ligge her i i 5 minutters tid og hæld vandet fra igen.
  8. Snit foråsløg i mindre stykker og skær lime i både
  9. Server suppen i skåle og top med grøntsagerne, sesam og lidt ekstra chiliolie.

Bedøm denne ret

Video af ramen

Ramen med pak choi og ristede svampe

Inspiration til andet fyld og topping

Hvis du ikke er til pak choi og ristede svampe, så prøv i stedet at fylde din ramen med gulerødder i strimler, edamamebønner, bønnespirer, babyspinat eller sukkerærter. Og prøv også at bruge en anden bouillon end grøntsagsbouillon som her, hvis du vil lege lidt med grundsmagen. Som nævnt kan du også fint tilføje kylling, svinekød eller oksekød. Eller prøv min opskrift på ramen suppe med confiteret and, ramen-nudler, sprødt grønt og et smilende æg.

Du kan også tilføje gyoza med grøntsager eller tofu til din ramen. Disse kan købes på frost i mange supermarkeder. Er der masser af overskud på kontoen, kan du også lave dem selv. Se for eksempel min opskrift på hjemmelavede gyoza med fyld af svinekød og svampe. De smager så godt!

 

Instagram og nyhedsbrev

Følg meget gerne med på min Instagram for flere opskrifter og nem mad-inspiration. Her deler jeg både billeder af en masse mad, men også lidt inspiration til træning. Primært nemme hjemmeøvelser. Du kan også tilmelde dig mit nyhedsbrev lige her. Det er helt gratis og så får du mine madplaner i din indbakke hver uge. Tak fordi I læser med.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret