Linsepandekager med kikærter og spejlæg

Her finder du en opskrift på linsepandekager med kikærter. Jeg har tidligere delt en opskrift på disse skønne linsepandekager, samt en udgave med varmrøget laks og avocado. Denne opskrift består af en bund af gucamole og romesco, dernæst rucola, krydrede og smagfulde kikærter, toppet af med et spejlæg. Smager simpelthen dejligt! Kan virkelig anbefale at prøve opskriften af.

linsepandekager med kikærter

Linsepandekager med kikærter

 

Hurtig omgang aftensmad eller frokost. Det tager virkelig ikke lang tid at kreere sådan en omgang her. Linsepandekagerne er ganske nemme at lave – man blender blot 4 ingredienser og steger dem. Kikærterne skal lige ristes på panden, i mens kan man lave sin guacamole og romesco. Til sidst toppes der med et lækkert spejlæg. Må bare sige, at denne her sammensætning spiller maks. Yders smagfuld ret, hvor der er smæk på gode smage fra guacamole, romesco og kikærterne, som er godt krydrede. Ydermere en dejlig cremethed fra spejlægget. Mums..

Dipsene smager virkelig godt sammen, men I kan sagtens nøjes med én af dem. Hvis tiden ikke er der til det, kan I undlade romesco, da guacamolen ikke tager mere end 5 minutter at smække sammen.

Server herligeden til aftensmad eller til en gang frokost. Opskriften rækker til 4 personer (vi har regnet med 8 pandekager i det hele). Dog rækker ospkriften på linsepandekager til 12 pandekager – her ville jeg blot stadig følge opskriften, så har man bare nogle tilovers. Alternativt kan du lave dobbeltportion og fryse resten ned. Så er der lige til sådan en omgang på fryselageret.

 

Linsepandekager med krydrede kikærter og spejlæg

Opskrift til 4 personer (8 pandekager)

Forberedelsestid

30 minutters arbejdstid

Tilberedelsestid

15 minutters trækketid for pandekagerne

Samlet tid

45 minutter

Ingredienser

Guacamole

  • 1 avocado
  • 2 spsk. creme fraiche
  • 1 lille fed hvidløg
  • 1 spsk. citronsaft
  • lidt salt og peber

Romesco

  • 3 røde peberfrugter, jeg brugte snackpeber
  • 1 stort fed hvidløg
  • 1 spsk. citronsaft
  • 50 g mandler eller pinjekerner
  • 1/2 dl olie, jeg brugte olivenolie
  • godt med salt og peber
  • et nip cayennepeber eller chilipulver

Ristede kikærter

  • 1 dåse kikærter + lidt olie til stegning
  • 2 tsk. stødt spidskommen
  • 1 tsk. stødt koriander
  • godt med salt og peber

Fyld

  • 1 pose rucola
  • 8 æg
  • salt, peber og et drys chiliflager
  • evt. 1 bundt persille

Sådan gør du

  1. Hvis du vil lave romesco, er det det du skal kaste dig over først. Peberfrugter bages og ellers blendes det hele.
  2. Lav dine pandekager, her skal linserne nemlig også stå og trække i kogende vand i 15 minutter. Imens kan du klargøre dit fyld:
  3. Dræn og skyl kikærterne fra dåsen. Kom lidt olie på en pande, samt krydderierne og kikærter. Rist dem i ca. 7 minutter. Gerne ved hård varme, så de får en sprød overflade.
  4. Lav din guacamole ved at mose avocadoer, presse hvidløg og ellers blande det sammen med citronsaft, creme fraiche og salt/ peber.
  5. Skyl rucola og dup det tørt.
  6. Lav dine spejlæg på en pande i lidt olie, drys med salt og peber
  7. Tag et par pandekager på en tallerken, smør dem med guacamole og romesco. Kom rucola og kikærter over og top med spejlæg, eksta salt og peber, evt. chiliflager og persille.

Bedøm denne ret

linsepandekager med kikærter

Ser her hvordan du “samler” linsepandekager med kikærter

Hvad er romesco?

Det er en virkelig dejlig cremet spansk dip/kold sauce med masser af smag, som vi har lavet af bl.a. bagte peberbrugter, mandler og hvidløg. Man kan bruge dippen i madpandekager som disse, i sandwiches, eller som dip til en gang tapas. Det er en ganske nem dip at lave, da det stort set passer sig selv i ovnen – efterfulgt af en tur i blenderen.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret