Lakseroulade med spinatbund, laks og flødeostecreme med krydderurter. Det er en klassiker til festmiddagen og på frokostbordet, men kan også sagtens spises på hverdagsaftener med en salat til. Rouladen er tilmed ret nem at lave og kan forberedes i god tid inden gæsterne ankommer.
Opskrift på lakseroulade
Her får I opskriften på lakseroulade med en bund af spinat og fyld af bl.a. laks, flødeost, citron og krydderurter. Du kan servere lakserouladerne sammen med andre små fiskeanretninger på et frokostbord, eller bruge dem som forret til festmiddagen. Nedenfor kommer et par andre forslag til andre lette anretninger, du kan servere sammen med rouladerne.
Lakseroulade med spinatbund og flødeostecreme med krydderurter
Samlet tid
1 time og 30 minutterIngredienser
Spinatbund
- 400 g frossen spinat
- 1,5 dl fløde eller mælk
- 1/2 dl mel
- 1 dl havregryn
- 1/2 tsk. salt + lidt peber
- 5 æg
Laksefyld
- 300 g flødeost naturel
- 3 spsk. creme fraiche
- skal fra 1 øko citron
- 1 spsk. citronsaft
- 1 håndfuld frisk dild
- 2 spsk. purløg
- salt og peber
- 250 g røget laks
Sådan gør du
Spinatbund
- Tænd ovnen på 200 grader.
- Kom spinat, æggeblommer, fløde, mel, havregryn, salt og peber i en blender, og blend det helt fint.
- Pisk æggehviderne stive i en skål ved siden af, og vend dem sammen med de resterende ingredienser.
- Kom det hele ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Laget skal være 0,5-1 cm. tykt.
- Bag bunden i ovnen i 20-25 minutter.
- Lad bunden køle af på køkkenbordet. Forbered imens laksefyldet.
Laksefyld
- Rør flødeost, creme fraiche, citronskal- og saft, hakket dild og purløg, salt og peber sammen i en skål.
- Skær eller klip laksen i mindre stykker og kom i flødeosteblandingen.
Saml rouladen
- Kom spinatbunden over på et nyt stykke bagepapir med bagsiden opad. Træk det gamle bagepapir forsigtigt af.
- Smør laks- og flødeostecremen ud over spinatbunden.
- Rul den sammen som en roulade, så stramt som du kan komme til. Sæt på køl i en times tid, inden den skæres ud i skiver af 1-2 cm.
Andre forslag til forretter med og uden fisk
Her er både retter med og uden fisk. Det kunne også være lækkert at blande flere af nedenstående på et lille forrets-buffet-bord.
- Rejecocktail: også en klassiker på
- Carpaccio: her er en virkelig lækker forret, hvis man ikke er så meget til fisk eller har nogen blandt gæsterne, som ikke kan lide fisk. Carpaccio tager fem minutter at lave. Min opskrift er med en bund af rucola, tyndtskåret oksemørbrad toppet med parmesan og pinjekerner. Virkelig simpelt, men så godt!
- Blinis med stenbidderrogn: dette er også en ny opskrift herinde, nemlig på hjemmelavede blinis med stenbidderrogn, cremefraiche, rødløg og dild. Det her med at lave sine blinis selv kan virkelig noget, som man ikke får I den købte version. Her kan I også lave en stor portion blinis og lave både blinis med stenbidderrogn og nogle med laks (se nedenfor).
- Bruchetta kan laves med alverdens forskelligt topping. Klassikeren er jo tomat, men parmaskinke og nektariner fungerer virkelig også godt!
- Blinis med laks
- Pindesnacks og andre små tapasanretninger, fx dadler med bacon, melon med parma og basilikum og agurk med rygeost, laks og dild.
Instagram og Facebook
Vil du have mere inspiration til mad til både hverdag og fest? Inde på min instagram-profil (@juliebruunsblog) deler jeg hver dag madbilleder og opskrifter – jeg ville blive glad for at se dig derinde! Du kan også finde mig på Facebook, hvor jeg også hedder “Julie Bruuns blog”. Vi ses!
Kommentarer