Grønkålssalat med quinoa og bagte gulerødder

Grønkålssalat med quinoa som holder sig frisk et par dage i køleskabet. Her er bagte gulerødder, quinoa, feta, oliven og lækker dressing

grønkålssalat med quinoa
grønkålssalat

Grønkålssalat med quinoa

 

Grønkålssalat er en af de salater jeg laver oftest. Jeg har en del opskrifter på grønkålssalater herinde, men denne her er bare lidt ekstra god. Den er super simpel, super lækker og så kan den gemmes til de næste dage. Der er nemlig ikke noget i min grønkålssalat med quinoa som bliver slattent. F.eks. er en salat med agurk ikke særlig fed at gemme, men denne her er stadig god 2 dage efter.

Min grønkålssalat med quinoa er vildt simpel, og så smager den bare hammer godt og mætter. Det behøver slet ikke at være så krævende at lave en lækker og velsmagende salat. Salaten er lavet på en base af grønkål, vendt i lidt olie og citron. Der er lidt bagte gulerødder her i til at give noget sødme, quinoa til at give fylde og feta og oliven for at give lidt smag og kant. Jeg er vild med den, og håber også I er. Opskriften her giver en portion til 3-4 personer som tilbehør, og måske til 2 sultne mennesker som hovedret.

 

Opskrift på grønkålssalat med quinoa og bagte gulerødder

Grønkålssalat med quinoa

Opskrift til 4 personer som tilbehør

Forberedelsestid

15 minutter

Tilberedelsestid

30 minutter

Samlet tid

35 minutter

Ingredienser

  • 100 g kogt quinoa (jeg brugte en blanding af hvide og sorte)
  • 100 g bagte gulerødder (vendt i olie, salt og peber)
  • 100 g grønkål (jeg brugte én som er skyllet og hakket)
  • 1/4 rødløg
  • 50 g fetaost eller salatost
  • 2 spsk. græskarkerner
  • 50 g kalamata oliven

Dressing

  • 1/3 dl olie
  • 1-2 spsk. lime- eller citronsaft
  • 1 lille tsk. agavesirup
  • salt og peber

Sådan gør du

  1. Start med at skære gulerødderne i mindre stykker, vend dem i olie, salt og peber og bag dem ved 200 grader i små 30 minutter
  2. Kog quinoa efter anvisning
  3. Bland dressingen sammen og masser grønkål godt ind i den
  4. Hak rødløg og kom ned til grønkål sammen med feta og oliven
  5. Rist evt. græskarkerner på en tør pande
  6. Kom de bagte gulerødder (+ olien de ligger i) hen over salaten sammen med quinoa og græskarkerner

Bedøm denne ret

grønkålssalat med quinoa

Inspiration til denne grønkålssalat med quinoa

Jeg vil lige skynde mig at sige at jeg har fået inspiration til denne salat hos søde og dygtige Emma Martiny, hun laver så meget lækkert mad og denne her salat har jeg set hos hende, eller noget lignende i hvert fald. Jeg har ændret lidt i den, ved f.eks. at tilføje feta, rødløg og oliven. Dressingen er heller ikke den samme, da Emma har lavet en tahindressing med hvidløgspulver. I kan se Emmas version lige her.

 

Andre lignende salater

Se gerne nogle af mine andre grønkålssalater her: denne med speltkerner, æble og granatæble eller hvad med denne med bagte gulerødder, avocado og appelsin

 

Følg med på instagram

I er meget velkomne til at lure med på min instagramprofil også. Her deler jeg en masse mad, opskrifter og inspiration. Men også en masse private glimt og træningsinspiration. Ses derinde og tak fordi I følger med.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret