Dulce de leche – hjemmelavet karamel af kondenseret mælk

Dulce de leche er en hjemmelavet karamel, som udelukkende kræver en dåse kondenseret mælk. Smart og helt vildt lækkert i alverdens desserter og bagværk.

Dulce de leche opskrift – opskrift på hjemmelavet karamel

Det her er jo næsten ikke en opskrift, men her får I altså fremgangsmåden alligevel. Det eneste, det kræver at lave den lækreste hjemmelavede karamel er som sagt en dåse kondenseret mælk, og at du har godt med tid. Karamellen skal nemlig koge i ca. tre timer, men den passer nærmest sig selv i gryden undervejs.

Hjemmelavet karamel - dulche de leche

Forberedelsestid

1 minut

Tilberedelsestid

3 timer

Samlet tid

3 timer + 1 time til afkøling

Ingredienser

Hjemmelavet karamel

  • 1 dåse kondenseret mælk

Sådan gør du

  1. Kom hele dåsen i en gryde med vand, sæt i kog. Dåsen skal forblive uåbnet, og skal altså bare koges med indholdet i.
  2. Kog dåsen i 3 timer. Sørg hele tiden for, at dåsen er dækket helt af vand. Hvis der løbende fordamper vand fra gryden, bør du derfor tilsætte lidt mere vand. Ellers kan dåsen passe sig selv.
  3. Tag gryden af varmen efter de 3 timer. Lad dåsen køle let af, så du kan holde ved den uden at brænde dig. Åbn dåsen og kom karamellen over i et rent syltetøjsglas eller patentglas. Sæt på køl, til du skal bruge det, gerne omkring en times tid.

Bedøm denne ret

Hvad er dulce de leche – og hvordan laver man dulce de leche?

Dulce de leche er en hjemmelavet karamel, som kan bruges til alverdens desserter. Jeg har delt lidt forskellige nedenfor. Den er også super god over en havregrød, f.eks. sammen med hakkede nødder og syrlige æblestykker. Det er yderst nemt at lave sin egen karamel, det kræver kun lidt tid. En enkelt ingrediens, en gryde og lidt vand – bum! Så har man sin egen hjemmelavede dulce de leche.

 

Fifs til en lækker hjemmelavet karamel

  • Læg gerne dåsen ned på siden, mens den koger, så den kan rulle let rundt undervejs under kogningen. Skub også gerne lidt til den indimellem. På den måde bliver den kondenserede mælk udsat for jævn varme over det hele. Hvis dåsen står oprejst, kan du komme ud for, at karamellen i bunden er kogt noget mere (og derfor er tykkere) end laget i toppen af dåsen. Og det kan give noget, der ligner klumper, når du rører rundt i det.
  • Hvis der skulle ske at være kommet lidt klumper i karamellen pga. ujævn fordeling af varmen, kan du altid “redde” det, ved at stavblende hele molevitten let, når det er færdigt.
  • Du kan selv justere i kogetiden, alt efter hvor flydende/fast du gerne vil have din karamel. Ønsker du en meget flydende karamel, som du f.eks. kan hælde ud over is til dessert, kan du nøjes med at koge i 2,5 time, og hvis du ønsker en meget fast karamel, så kog gerne i 4 timer.

 

Hvad kan man bruge dulce de leche til?

Inspiration til desserter og sødt bagværk på min Facebook-side

Ovre på min Facebook-side deler jeg flere gange om ugen inspiration til søde sager og desserter. Find mig ved at søge på “Julie Bruuns blog” og tryk “Følg” – så popper mine opslag automatisk op i dit feed. Her får du også indblik i alle de nye opskrifter på min side. Jeg håber, vi ses derinde!

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret